Vores taler og indlæg

Hej alle sammen,

 

Det er dejligt at se, at vi er fuldtallige i dag.

Selv i lærere med de mest lydige elever, må være forundrede over, at det har kunnet lade sig gøre at undgå de ellers hyppigt raserende sygdomme og tandlægeaftaler, som så tit kan forhindre vores fremmøde.

Jeg ved fra erfaringer med min egen klasse og min tid som elevrådsformand, at sådan noget hører til de exceptionelle udfald.

Men exceptionelle ting sker, se bare på vores hoveder.

Det er en helt igennem syret fornemmelse at stå her og holde en tale foran alle jer, og mindes de 3 fantastiske år vi alle sammen har delt på stedet her. Tiden her, der er gået åh så hurtigt, er noget jeg er sindssygt taknemmelig for. Og følelen af taknemmelighed tror jeg ikke, jer er den eneste der kan mærke.

Jeg vil derfor gerne sige et par ord på vegne af os studenter.

Vi har mange at takke. Ikke mindst… os selv. Vi har knoklet, vi har læst, vi har regnet, vi har fremlagt og lyttet, vi har prøvet, fejlet og lykkedes, festet, grint, grædt.

Vi har på 3 år formået til at tilegne os masser af viden. Endda noget af det i undervisningen.

Dernæst er det vigtigt at takke dem som har sørget for, at vi har kunnet gennemføre gymnasiet. Så vi derfor også give en kæmpestor tak til Studienet og ChatGPT. Uden jer havde vi ikke været her i dag.

På trods af, at vi ikke altid har været lige glade for jer alle sammen. Vil vi også gerne takke jer lærere for at klæde os på til at tage ansvar for vores egen læring og for at være nogle af de første til at behandle os som voksne. Det er altså en fed ting.
Dertil knytter der sig selvfølgelig også en undskyldning for de gange, hvor vi måske ikke helt har opført os som voksne.

Når vi fx har været søvnige mandag morgen. Når vi har shoppet, spillet spil og set serier i timerne. Når vi har været ustyrlige fredag eftermiddag…ja og egentlig også for alt vi har lavet dagene derimellem.

Tak til jer forældre. Tak for kost og logi. Tak for kørsel. Tak for at i lægger hus til diverse fester, forfester og den storm af gilder, der allerede er begyndt at trække op til. Her har nogle været mere flittige end andre, så en særlig tak til de superforældre, der gang på gang har udvist gæstfrihed.

Tak til Ayla og Heidi på kontoret, skolens højtelskede menneskelige schweizerknive. I er fotografer, influensers, bolsjedamer, eksamensvagter and the list goes on. I kan det hele. Tak til rengøringen for en lækker og ren skole, for det meste. Tak til kantinen for at holde blodsukkeret oppe til selv de længste 5-modulers dage. Og tak til ledelsen for…ja, hvad end i nu laver.
Uden jer alle, hvad vi ikke været her i dag, så tak.

”hvad skal du så lave nu?” er et spørgsmål de fleste af os nok har fået nogle 3000 gange siden vi først fik sat huen på. Ærlig talt, pissenederen spørgsmål at få! For mange af os er det nemlig ikke noget vi kan svare på med sikkerhed.

Men i usikkerheden ligger der også en masse muligheder og en enorm frihed. Man kan sige at vi fra nu af, kun skal hvad vi vil. Det gælder så bare om at finde ud af, hvad det er vi vil. Men hver ting til sin tid. Nu skal vi ikke længere se tilbage i længsel eller frem i spænding, vi skal være i nuet, og i nuet er det tid til fest!

Lad os nyde det, for som den geniale Einstein sagde…”Husk at have det fedt, studenterkørsel er fucking lit”. Tak for ordet.

 

- Bastian Hauskov Andersen, 2024

Kære Studenter

Tillykke med eksamen.
I er præcis lige så smukke og sande og gode, som alle andre studenterårgange.
I er ikke kommet sovende til det måske et par af jer, ind imellem har blundet lidt men jeg ved, at I alle sammen, hver eneste af jer,
uanset hvad I lige nu sidder og tænker om jeres gymnasietid, at I alle vil have noget helt særligt fælles med jer, noget som I vil komme til at
bruge som reference i hele jeres liv. Det I har oplevet, det I har udlevet, det I har talt med hinanden om og med jeres lærere, det vil
poppe op i jeres erindring som holdepunkt er, referencer for jeres syn på livet og på de valg I kommer til at træffe.
På den måde er I nu en del af et kæmpestort dansk fællesskab med alle de andre der igennem tiden har taget en studentereksamen.

Jeg tænkte på jer og det jeg gerne vil sige til jer da vi alle sammen sad her i salen for nogle måneder siden og lyttede til Svend Brinkmann
og til hans insisteren på at vi ikke hele tiden er unikke individuelle selvstændige størrelser. Langt de fleste timer er vi fuldstændigt som alle andre
og hans pointe var at vi burde være mere opmærksomme på alt det fælles fremfor det vi finder så særegent der bare gælder for mig. Han sagde det så fint
med reference til de to Harvard professorer psykolog en Henry Murray og antropologen Clyde Kluckhohn der i 1953 udgav et fælles værk hvori de skriver
“Every man is in certain respect like all men, like some other men and like no other man”.

Alle er på mange måder som alle andre, som nogen andre og som ingen anden.
Måske det var Clyde Kluckhohn der fandt på det, det lyder som en talemåde når de er bedst sætninger der rummer så mange
betydninger uden at bruge mange ord, det er lidt i stil med det afrikanske ordsprog at ”det tager en landsby at opdrage et barn” eller
bibelske udsagn om at ”det er bedre at være to” som det står i det gamle testamente, Prædikeren s bog vers 9 1 2 :
Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.
Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op.
Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene?
Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand.

Måske Kluckhohn, der mest er kendt som forsker i Navajo indianernes kultur og levevis, hørte det som et indiansk visdomsord
som prædikernes bog er en sådan bog fyldt med almene visdomsord der fyld er godt i vores kulturelle fundament.
Det er det Brinkmann peger på når han siger at vi skal huske at vi er hinandens vilkår og i langt højere grad end vi måske har troet også
har et ansvar for det fælles. Vi er sådan set ikke noget særligt hver for sig.

Jeg er egentlig selv liberalist. Jeg tror på den frie vilje og jeg tiltror egentlig mennesket at det er i stand til at leve livet på et sandt og et
ærligt grundlag og at mennesket derved også grundlæggende set er godt . Men jeg ved også som den ganske velbevandrede biolog jeg er,
at det moderne menneske efter den teknologiske ekspansion i 1800 tallet, der har muliggjort at vi er blevet så mange og at vi lever så
længe som vi gør, har udviklet alvorlige parasitiske træk, der gør at vi udnytter
den klode, som vi trods alt fortsat er afhængig af, på en, på en klart klart ufornuftig måde.

75% af de flyvende insekter vi kunne opleve på forruderne af vores benzin og dieseldrevne biler og på og på mit knallertvisir, da jeg blev student student i 1985, er forsvundet viste et stort studie i 2016, så det er sikkert endda blevet endnu værre i dag.

Vi ser at 1000-vis af arter, der igennem millioner af år er udviklet i der igennem millioner af år er udviklet i tæt samspil med andre arter, nu kollapser.

Det sker måske fordi vi har haft meget travlt med at homogenisere og rationalisere den måde vi vi bruger ressourcerne på, så mennesket alle steder kan opleve det samme og få de samme opleve det samme og få de samme goder. Vi skal alle kunne køre i en bil eller købe jordbær i januar eller en hel en hel kylling til 30 kr.
De senere år har vi oplevet at vores indre farvande og søer lider under de mange års udledning af næringsstoffer og i sidste uge så vi
1000-vis af døde sild ved Thisted, som et forvarsel på en lang sommer med udstrakt iltsvind Det har vi aldrig set i det åbne hav på lavt vand
så tidligt på sæsonen.

Vi er lige blevet opfordret til at købe vanddunke og FM radioer med håndsving og knækbrød så vi kan klare os nogle dage hvis krigen
kommer, en krig som ikke er mere end nogle få 1000 km væk. Vi opruster vores militær og vi skal igen have en betydelig værnepligt .
Vi ser en ulykkelig situation i Israel og Palæstina som de ikke kan eller vil løse selv, men hvor parterne heller ikke anerkender de
forenede nationers enige appel om at slutte krigshandlingerne og vi ser en bekymrende radikalisering af politikken i vores egen lille
europæiske andedam.
Vi ser en masse mennesker have udfordringer med ensomhed og følelse af utilstrækkelighed og bekymring for om det hele nu skal gå
Så der er jo egentlig nok at være bekymret over.
Men vi har altså været der før. Menneskelivet er et liv på godt og ondt.
Meget går godt og noget går mindre godt og en smule går helt ad helvede til. Vores opgave er hver gang vi står overfor en opgave at stræbe efter hvad der er det rigtige at gøre.

Det der er rigtigt at gøre ændrer sig igennem den historiske tid, som er menneskets tid og udfordringerne skifter. Min bedstefar var med til
at dræne Lille Vildmose i 1920’erne da han var karl på Christiansdal en afbyggergård under Børglum kloster og jeg husker en køretur
bare ham og jeg i starten af 1980’erne hvor vi kørte rundt og så de steder han havde arbejdet før han købte egen gård (eller retter så var
det hans far og særligt hans svigerfar der sikrede økonomien og købte en gård til ham og bedstemor, der er ikke så meget nyt under den sol
nå men det jeg husker meget tydeligt var min bedstefars stolthed over at han var med til at dræne Vildmosen. Et dræningsarbejde der
sikrede godt hø og korn og en hel masse kartofler. Men samtidigt ødelagde det fuldstændigt mosen og i dag begræder vi
at det skete. Vi ved hvor mange levesteder for dyr og planter der er forsvundet som
følge af landbrugets industrielle tilgang til produktion. Men dræningen gav Børglum Kloster en fyldt kornlade og det gav min
bedstefar godt hø og gode græsningsarealer til heste og køer på det landbrug han drev. Min Bedstefar var stolt og jeg har stor respekt for
hans og alle andre driftige produktionsfolks entreprenørskab, mod og arbejdsmoral. Der er ikke noget moralsk opgør i forhold til det de
gjorde min pointe er blot at det også er godt at blive klogere og at vi derfor må gøre det vi finder rigtigt med den viden vi har i dag og med
den moralske erkendelse at vi ikke kan fortsætte med at udnytte og udbytte naturen som vi har gjort de sidste 200 år, men mest
voldsomt de seneste 60 år med den kraft som den fuldt mekaniserede industrialiserede produktion har.
Samme fortælling kan vi i øvrigt lave om alle de naturforbrugende industrielle produktioner uanset om det er fiskeri, landbrug,
grusgrave , spagnumproduktion , turisme osv.
Men pointen var at vi er blevet klogere og at vi kan handle på den baggrund uden at have så travlt med at tage skylden på os. Det er
der er masse håb og kærlighed i. Vi skal ikke bære skylden for det der er sket, men vi skal tage ansvaret på os for at gøre de t så godt som vi
nu kan, med vores viden og ikke mindst med vores drømme om hvordan samfundet og det fælles liv der også er livet for hver eneste
af os, skal være.

Svend Brinkmann for nu at hente ham frem igen skrev en lille artikel i Altinget d. 15. maj i år hvor han afliver alle tanker om at der
skulle være særlige generationstræk for særlige generationer. Han siger at debatten om boomers, millenials eller generation x y z reelt
ikke giver mening. Der er intet videnskabeligt belæg for at kunne sige
at nogle årgange har helt særlige og andre vilkår, muligheder eller egenskaber end andre. Vi er tværtimod altid sammen på tværs af
aldre og dermed på tværs af ideal er, drømme og syn på hvordan
verden bør være. Men deri ligger mulighederne også. Brinkmann konkluderer at: ”Alle kendte kulturer har baseret sig på,
at viden, kundskaber og færdigheder overleveres fra de ældre til de yngre, hvorefter de yngre (det er jer) har fornyet det overleverede på
opfindsomme måder.”
Præcis som ham eller hende der første gang fandt på at dræne en våd eng for at lave noget hø, og præcis som den modige minister der
første gang sagde til sine folk at vi skal have fjernet de dræn fordi vi skal have vandet tilbage på engen til glæde for verden
Og ”derfor er erindringen om fortiden (altid) nøglen til fremtiden” siger Brinkmann og derfor laver vi skole og uddannelse og derfor giver det
mening at I sidder her som så mange andre har gjort før jer, på samme måde som jer, og alligevel skal I være de nye der skal sørge
for at vi får fundet nye løsninger på alle de dårlige, dumme og ødelæggende ting som min generation har lavet eller min bedstefar
fik lavet da han i bedste mening og med god succes for ham gik i mosevand til knæene og lagde lerrør ned i renderne og drænede
vandet væk fra engen. Han synes ikke det var en dårlig idé at ødelægge mosen, og det var det heller ikke for ham, men det er det for
os og derfor er det lige så rigtigt for jer at vil noget andet , at I har andre og større ambitioner for vores gøren og laden her på jorden og,
håber jeg, kan sørge for at vi får reddet vores klode , vores natur, alle de dyr og planter og organismer som vi deler den med så den også
kan holde til at have os boende.

I 1936 da verden var på kanten af en verdenskrig, med borgerkrig i Spanien og en tid hvor både fascister og kommunister og nazister
viste sig frem og mange lod sig fascinere af den ene eller anden side da blev den norske altmuligmand, digter og forfatter men også ind
imellem lidt for glødende antifascist, aktivist og kommunist Nordahl Grieg bedt om at skrive et optimistisk, fremtidsrettet digt til de unge i
Norge. Det var foreningen Det Norske Studenter samfund der bestilte digtet.
De unge der skulle i gang med studierne samme efterår (præcis som jer dog kendte de ikke rigtigt til det der med sabbatår), skulle
have noget at læne sig op ad i svære tider. Digtet kaldte han ”Til ungdommen” men vi kender det ofte som
”Kringsat af fjender".  Det fik først musik i 1952 og vi skal synge den lige om lidt. Den kan lyde lidt barsk men verden er barsk og vi skal
vel sådan set kæmpe for det gode, det sande og det smukke hver evige eneste dag i alt hvad vi gør stort og småt, fra morgen til aften
Det sidste vers lyder:
Dette er løftet vort, fra søster til bror,
Vi skal blive gode mod menneskenes jord.
Vi vil tage vare på skønheden, varmen,
Som om vi bar et barn, varsomt på armen.

Så det regner jeg med at I gør og jeg er sikker på at I forstår at det er et fælles ansvar uanset hvilken generation vi tilhører. Vi gamle skal
respektere at I kommer med nye løsninger på de problemer som vi har skabt og at I vil noget mere visionært end vi kunne komme op med.

Det skal nok blive godt.

Tillykke med eksamen.

 

Kære studenter

Det er en ære for mig at stå foran jer i dag og tale om et begreb, der er af afgørende betydning for vores liv og vores fællesskab - ærlighed. I vores moderne tid, hvor information flyder frit, og sandheden ofte kan blive forvrænget eller skjult, er ærlighed mere værdifuld end nogensinde før.

I den gyldne æra af renæssancen blev begreberne om Det skønne, Det gode og Det sande udforsket og hædret. Kunstnere og filosoffer stræbte efter at forene disse ideer i deres værker, og de indså, at ærlighed var nøglen til at opnå dette. For hvordan kan noget være skønt eller sandt, hvis det ikke er forankret i ærlighed? - det vil jeg gerne forklare lidt nærmere for jer

Romantikken fortsatte traditionen og søgte det ægte og autentiske i både kunst og menneskelige relationer. Her blev ærlighed set som en kilde til dyb forbindelse og skønhed. Digtere som Wordsworth og Keats fejrede naturen og menneskets inderste følelser, fordi de var et udtryk for det sande og ærlige i vores eksistens.

I dag, hvor vi navigerer i en verden af sociale medier og overfladiskhed, er det let at miste sig selv og den ærlighed, der definerer os som mennesker. Vi bliver fristet til at skjule vores fejl og præsentere en kunstig version af os selv. Men lad os huske på, at ærlighed er fundamentet for vores personlige og kollektive vækst.

Lad os være ærlige over for os selv og hinanden. Lad os være modige nok til at dele vores sande tanker og følelser, selv når det er svært. For det er kun gennem ærlighed, at vi kan opnå autentiske relationer, dyb forståelse og ægte skønhed i vores liv.

Så lad os tage den ærlige vej fremad og være forbilleder for ærlighed i vores skole og samfund. Lad os genoplive renæssancens og romantikkens idealer om det sande, det skønne og det gode og bringe ærligheden tilbage i centrum af vores liv.

Tak, kære studerende, fordi I lyttede. Lad os sammen omfavne ærligheden og skabe en fremtid fyldt med autentiske oplevelser og dyb forbindelse.

 

Det var det – sådan kunne jeg fint have stået her og talt, og talen er sådan set fin og tiltalende og på mange måder også meningsfuld. Den indeholder begreber I kender, den refererer fint til kunstnere, filosoffer og til os mennesker med al vores stræben efter det gode liv. Og den har en fin form med både hoved og krop og hale – alt efter hvilken model I har i hovedet, for den klassiske opgave eller præsentation. Her er det udført rigtigt pænt.

 

Det er bare ikke mig der har skrevet det.

 

Det er vores alle sammens nye bedste ven – chatbotten chatGPT4, der har gjort det. Og inden den nåede frem til disse 300 ord, havde jeg faktisk haft en glimrende dialog med den, 3-4 minutter tror jeg det tog at chatte med den og på den tid havde den skrevet 4 forskellige bud på denne tale. Det der tog klart længst tid, var mine spørgsmål og indsnævringer, mine nøgleord og mine ønsker om det niveau den skulle skrive på. Selve formuleringerne tog kun sekunder for chatbotten..

I starten af 1990’erne studerede jeg historie på Aarhus Universitet. Vi havde brugt 2 semestre på at forstå middelalderens mange genvordigheder og vi afsluttede faget med en skriftlig eksamensopgave. 30 siders god kildeanalyse og kloge overvejelser fra os studerende, selvsagt – i de fleste tilfælde, alt efter vores formåen. Opgaverne blev censureret, men vi gennemgik også alle opgaverne i fællesskab på holdet. Med den meget meriterede professor Erik Ulsig bag katederet gennemgik vi opgaverne, en for en. Det var nok mest Erik der talte, men vi havde læst hinandens opgaver, så der var mange gode pointer at hente i den kritik, han kunne give opgaverne.

Særligt en har jeg aldrig glemt.

Erik brugte ikke bare 2 minutter pr opgave. En gennemgang kunne sagtens tage mellem en halv og en hel time, konkrete nedslag i betydende afsnit, lidt diskussion mellem ham og os, sætninger der var præcise og stærke i argumentet og andre der ikke var, alt det som I også kender til – solidt videnskabsfagligt håndværk og kritikken når den mangler.

I forbindelse med en opgavegennemgang, var der dog ikke tvivl om, at professoren var utilfreds. Faktisk blev han mere og mere sur jo længere han kom ind i opgaven, som om han var ved at eksplodere med noget. Den første del af opgaven var jævnt hen udmærket, lidt til den enkle side, og ikke mange stærke plusser.

Opgaven endte faktisk med lige at bestå.

Men så kom vi til det. De sidste 2 ½ side var en konklusion på opgaven. Og så var det, at Eriks frustration kom ud af ham. Og ham, min medstuderende, der havde skrevet opgaven, han sad der, to studerende til højre fra mig, i hjørnet i den lille hestesko, vi var vel 12-13 studerende i lokalet. Vi kan kalde ham Preben. Preben havde skrevet af. Erik kendte godt den tekst, som Preben havde skrevet af fra. Problemet, forklarede Erik – var dog egentlig ikke at Preben havde skrevet af – for det var simpelthen bare et udtryk for ualmindelig dårlig historie-faglighed, det var bare ringe. Han havde skrevet en elendig opgave og kunne derfor ikke levere nogen analyse at konkludere på, så han havde valgt at skrive af, men det var ikke det værste. Nej problemet var – og nu citerer jeg, for det glemmer jeg aldrig (og undskyld mit, eller rettere sagt Erik Ulsigs sprog) – Erik satte hårdt fingeren ned i opgaven, der lå på bordet foran ham (og ja vi havde jo ikke computerskærme at kigge i) og sagde: ”her står et ”jeg” men det ”jeg”, det er fandengalemig ikke dig” og så pegede han direkte på Preben.

Og det samme vil man kunne sige om chat-bottens jeg, for der var faktisk både et ”mig” og et ”jeg” i talen. Et jeg der jo slet ikke er mig, uanset at jeg har givet den nogle stikord og sagt til den hvor mange ord den må bruge.

Spørgsmålet kunne jo fint være om jeg faktisk kan stå inde for det som chatbotten skrev – forstår jeg egentlig det jeg selv læste op lige før? Kan jeg med rette sige at det var mit. Nej vel. Det kan jeg ikke. På samme måde som min studiekammerat, på det hold i middelalderhistorie, ikke kunne stå inde for det ”jeg”, han tillod i konklusionen på den opgave han havde afleveret. Måske han faktisk slet ikke kunne stå inde for konklusionen. Måske fattede han slet ikke hvad det handlede om, fordi hans arbejde med opgaven slet ikke var løst på en måde, så han var blevet mere vidende, om det problem han havde sat sig for at give et historiefagligt svar på.

Men hvad er det egentlig der er på spil. Hvorfor er det, at vi på samme tid er så fascinerede af mulighederne med kunstig intelligens, der synes at kunne klare så meget for os og samtidigt ikke rigtigt kan finde ud af hvor bekymrede vi skal være? Jeg tror det handler om hvem vi bredt set alle sammen ønsker om at være. Vi tænker os som frie mennesker i vores lille smørhul af et land. Vi har – I har – bredt set masser at være taknemmelige for. I en verden med biodiversitetskrise, klimakrise, migrationsudfordringer og ikke mindst krig har vi trods alt stadigt meget at være glade for. Men hvordan kan vi stræbe efter frihed, hvis algoritmer og kunstig intelligens kan sørge for så mange af vores behov? Vil I, i jeres tid kunne tænke egne frie tanker eller vil i opleve jer styret?

På mit historiehold, 2z, har vi brugt foråret på at læse os ind på de grundlæggende tanker hos oplysningstidens stjernefilosoffer. Vi har læst Montesquieu om magtens tredeling og vi har læst Rousseau om børneopdragelse og menneskets enorme udviklingspotentiale, hvis det får lov og endelig har vi læst den engelske filosof John Locke, der om nogen kunne sætte ord på det specielle fænomen, at mennesket, for at kunne være et frit menneske i fællesskab med andre – må underlægge sig fællesskabets regler og rammer, så længe blot mennesket selv har været med til at fastlægge disse regler og rammer, i form af love givet af en lovgivende forsamling og med uafhængige domstole til at afklare, om lovene er overholdt og med en fri udøvende myndighed der kan håndhæve, at lovene overholdes. Alt sammen som vi kender det i et moderne demokratisk samfund som vores, der står direkte på skulderne af disse tanker.

Men det mest fascinerende er måske ikke, at der er stærke humane tænkere, der kan formulere kloge tanker om menneskets vilkår og muligheder – det vigtige budskab i denne sammenhæng er nok i virkeligheden det baggrundstæppe som Locke, Hobbes, Montesquieu, Robespierre – eller for den sags skyld de to romantiske engelske digtere John Keats og William Wordsworth som Chatbotten pegede på – skriver på baggrund af. For det 16. og 17. århundrede, som de var en del af, var ikke en verden uden kriser og krig. Der var massive kriser: hungersnød, epidemier, religiøse konflikter og forfølgelser for slet ikke at tale om krigene, der måske ikke som sådan lagde jorden øde, som vi ser det ved fronten i Ukraine og som vi kender det fra det 20 århundredes krige, men som alligevel kostede en masse soldater livet og ikke mindst kostede en frygtelig masse penge. De kendte om nogen udfordringerne og kunne med al rimelighed have slået op i banen og ladet stå til.

Men det gjorde de ikke. De kunne ikke lade være. De var nødt til at tage diskussionen op. Især de af dem, naturligt nok, der havde det fysiske, intellektuelle og økonomiske overskud til at gøre det. Som jer.

De så problemerne lige udenfor deres egen dør, i deres egne liv og alle kendte nogle der på den ene eller anden måde var berørt eller som ønskede mere frihed og indflydelse. Derfor var der diskussioner om rettigheder og livsvilkår og grundlæggende forventninger til magthaverne i det samfund man var en del af. Vi ser det i den amerikanske uafhængighedskamp, den franske revolution og de europæiske forfatninger der voksede ud af det, herunder vores egen grundlov og med øgede rettigheder til den almindelige borger, ung som gammel, mand som kvinde, religiøs eller ej, til følge.

Oplysningstidens rationelle tilgang til de store spørgsmål kender I fra alle de fag I har haft. Dansk, matematik, religion eller fysik - de er alle drevet af ønsket om at vide og de er alle drevet af den videnskabelige grundtese, at vi med veludviklede faglige metoder kan lære at forstå verden og forstå hvordan vi skal forstå vores egen rolle som menneske i den. Romantikkens naturidealister gik skridtet videre end videnskaben og forsøgte at forstå mennesket i den natur vi er styret af – de forsøgte at forstå hvordan liv og død, kærlighed og smerte kan rummes indenfor et enkelt menneske og hvorfor det alligevel alt sammen er så meget større end os, som individuelle mennesker. John Keats, som chatbotten pegede på, skrev et hyldestdigt til den græske vase. I har set dem i old-timerne. De kan synes simple, men som I ved, så bærer de i virkeligheden hele den store historie i sig, hvilket jo også er grunden til at vi bruger så megen tid på at undersøge dem i dag:

Keats slutter digtet med følgende:

O’ du form fra Attika,
som kunsten indrammer med skovens ranker,
holdningsfuld og rig,
og med unge mænd og kvinders marmorlemmer!
Som evighedens enkle hyrdedigt
gør, tavse urne, du vor tanke stum.
Når vi, der lever nu, går i forfald
og vejres hen i Dødens tomme rum,
da skal du stadig fortælle:
Skønhed er sandhed, sandhed skønhed -
og det er alt vi ved og alt vi behøver at vide.

Og det er jo grunden til, at jeg ikke bare kan bruge chatbottens ”jeg” som et mig, der kunne stå her og påstå at kunne sige noget meningsfuldt til jer. Jeg kan ikke påstå at vide noget om Keats eller Rousseau eller om det skønne, det gode og det sande, uden at have forsøgt at forstå det. Så jeg måtte bruge det meste af min weekend på denne tale og jeg fik læst en del af John Keats digte som jeg ikke kendte særligt godt, jeg læste Georg Brandes kritik af Keats fra 1875 og jeg fik tænkt over sammenhængen mellem den omvæltende oplysningstid, der på så mange måder har grundlagt den måde vi er sammen på i dag, med dens insisteren på, at videnskab og det at ville vide mere, kan sætte mennesket meget mere frit end det var før, og så den sanselige romantik, der anerkender at naturen er større og tiden er større og at vi alle sammen er nødt til at indse det, før vi for alvor kan leve frit.

I har nok af udfordringer som I skal tage jer af. I skal turde stille jer op og kritisere eksisterende politiske dogmer, I skal ændre vores samfund så naturen får det bedre og I skal forstå hvordan mennesker der har overskud og muligheder, skal føle sig forpligtede på at hjælpe de der ikke har. Og alt sammen kræver det indsigt og forståelse. I kan sagtens spørge chatbotten, men den kan kun svare som det var i går og den risikerer at lade som om den er dig. Og det er den ikke, uanset hvor mange data den har om dig. Du er dig. Du er det du ved og kan og du er det du gør, det er der ikke andre der er.

Pointen er, at du skal huske på at gøre det du gør så godt som du kan, du skal være så omhyggelig og ambitiøs som du kan være på dine egne og på det samfunds vegne, som du er en del af. Du skal stå ved dig selv og det du kan og du skal kræve af dig selv og dem du er sammen med, at de gør det samme. Det er ærligt og du vil kunne være et sandt menneske. Sammen vil I gøre en masse gode ting og hvis I er lidt heldige kun få dårlige ting. På den måde bliver I gode mennesker. Gode og ærlige mennesker kan ranke ryggen og glæde sig over alt det der er, stort som småt, solopgangens fuglesang og en bestået studentereksamen. Og når man ranker ryggen og smiler til verden, så bliver man et smukt menneske.

Det er mine ønsker, men også mine forventninger til jer.

Tillykke og god rejse.

Tale til dimission på Skanderborg Gymnasium 24. juni 2022

Ved rektor Jakob Thulesen Dahl

 

Viden er fandme ikke et synspunkt

Der er ting vi ved noget om og der er en hel masse andet vi ikke ved noget om. Noget ved vi meget om og noget ved vi mindre om. Pointen med viden er, at den på samme tid altid kan blive større, men også at den er konkret. Altså en konkret størrelse der har alle muligheder for at vokse. Og vi skal altid stræbe efter at vide mere, blive klogere på det vi arbejder med og vi skal og må forvente at vi som fællesskab er enige om den præmis.

Min far var videbegærlig, og det var vigtigt at vide hvad man talte om. Et af mine bedste og vigtigste minder om min far, er de mange gange hvor vi, mine to brødre og min far og mor, ved middagsbordet diskuterede et eller andet, ofte politik og de sidste år i folkeskolen og i starten af gymnasiet også en hel masse historie. Jeg synes det var megaspændende at vide hvornår det nu var, at den romerske kejser Julius Cæsar gik over Rubicon, hvor mange der stak ham da han blev myrdet af Brutus og de andre forrædere (jeg holdt meget med Cæsar da jeg var barn), eller hvordan Kaptajn Jens Munk overlevede vinteren 1619-20 da han frøs inde i Hudson-bugten efter det mislykkede forsøg på at finde en nordvestpassage på Kong Christian IV’s vegne. Når det gik højt og vi ikke kunne huske hvornår det nu var eller hvem der gjorde hvad, så rejste min far sig op og gik ind i stuen og hentede enten Koldings blå verdenshistorie eller et leksikon for så kunne vi slå op og finde et autoritativt svar fra en fagmand. Det var i starten af 1980’erne og ja vi havde hverken computer eller mobiltelefoner – men hvis vi havde haft, så er jeg sikker på at vi ville have brugt vores mobiltelefoner for at finde svar. Jeg er også helt sikker på at vi ville have været meget kritiske brugere af mobiltelefonens svar, jeg er sikker på at vi ville diskutere højlydt hvorfor og hvordan den engelsksprogede Wikipedia er et langt bedre opslagsværk en den danske.

Vi husker ofte meget stærkt det vi lærer som børn og I kan selv tænke efter, vi har alle sammen en række udsagn eller særlig fornemmelse for noget grundlæggende som følger os – og en af de ting der følger mig er som sagt min far og det krav om at vide som han holdt højt – han sagde, som jeg husker det – ganske ofte –, at ”vi altid skal huske, at des mere vi ved, des mere ved vi at vi ikke ved” med reference til den græske filosof Sokrates. Det er en anden mere skrivende græsk filosof Platon der beretter kærligt om sin lærer og forbillede Sokrates og det er fra Platon vi kender den berømte forsvarstale hvor Sokrates i 399 f. vor tid, overfor 501 dommere, stod anklaget for at have vist guderne manglende respekt og for at have ødelagt ungdommen.  Sokrates blev dømt til døden for bl.a. at undervise ungdommen og for at insistere overfor dem at de skal tænke selv, og at det er noget man skal lære og øve sig på. For at insistere på at man hele tiden må stille spørgsmål til det man ved og ikke bare stille sig tilfreds med hvad politikerne og de etablerede systemer synes at mene. Det kunne det etablerede styre i Athen ikke acceptere og derfor måtte Sokrates dømmes og fjernes – men det er en anden historie.

Jeg troede egentlig at jeg skulle holde en tale om at stå sammen mod ydre fjender i en alvorlig tid som den vi står i, med krig i Ukraine og med en forbandet men nødvendig militær oprustning og med reference til at vi har så mange andre vigtigere kampe som vi burde kæmpe i stedet for en latterlig kamp om noget jord - det burde vi ligesom være forbi?

Jeg skulle have talt om klimaet, naturen, epidemierne, økonomien og alt det andet der får så megen brug for jer studenter og jeres gode hoveder, når løsningerne skal regnes ud, besluttes og gennemføres.

Men så kom jeg til at se Ellen Imellem. DR-P3’s nye såkaldte satireprogram – og så var jeg simpelthen nødt til at tage den handske op. Hvis I ikke har set den så gør det endelig – men husk lige alt det I har lært i tiden her hos os samtidigt. Jeg forventer og håber at I kan se, at det er helt galt det der foregår.

Sagen er at DR har valgt at give mulighed for, som de skriver: at ”kontroversielle, anderledes og underrepræsenterede holdninger komme til orde overfor mennesker der har en anden verdensopfattelse”…

Hvorefter de tillader konspiratorer med ikke videnskabelig tilgang til et emne, at udfritte en anerkendt fagperson uden at de to er i samme lokale. Via en øresnegl i øret på en studievært fortæller konspiratorikeren hvad studieværten skal sige. Det er desværre hverken satirisk, sjovt eller klogt. Det er dumt, pinligt og synes jeg – desværre udstillende af hvordan dårlig argumentation kan få lov til at overleve når den ikke kan eller vil møde modargumentet men netop bare er et synspunkt, en holdning.

Vi har alle sammen fantastiske drømme om det overnaturlige og magiske. Vi elsker at se Marvels superhelte og vi elsker en god troldmand når vi læser Ringenes Herre for 20 gang eller genser Harry Potter for jeg ved ikke hvilken gang – men vi elsker det netop fordi vi godt ved at det er overnaturligt – ved siden af de naturlove som nu engang bestemmer hvordan vi kan leve og i mange tilfælde handle. Eller Disneys Løvernes Konge som jeg ved mange af jer stadigvæk kan finde på at sætte i gang når I skal have et par rolige timer på sofaen søndag eftermiddag efter en god lørdag aften – i den er der et helt vidunderligt klip hvor Simba, Timon og Pumba ligger i græsset og kigger op på stjernerne på den blåsorte himmel:

 

og hvor Pumba spørger

”Hey Timon – har du nogensinde spekuleret på hvad alle de lysende pletter er deroppe?”

 og Timon svarer:

”jeg spekulerer ikke – jeg ved det”

 og Pumba spørger igen:

”hvad er de?”

 Timon forklarer:

”De er ildfluer – ildfluer der er blevet fanget oppe på den der store blålige sorte ting”

Hvortil Pumba resignerende siger:

”oh gee – jeg har altid troet at det er kugler af gas, brændende milliarder af km væk”

 og Timon konkluderer:

”med dig Pumba – er alting gas”

 

Det er jo sjovt fordi vi godt ved at Pumba har ret. Tænk sig hvis det var lige så gyldigt at stole på Timon som det var at lytte til Pumbas undren, der her vil vise sig at være langt den bedste model for hvad der virkeligt er på færde oppe i stjernerne. At det er fysik og at det kan efterprøves ved eksperimenter og matematiske beregninger. Det er det videnskabelige maskinrum, der er så stærk og så velfungerende – og jo er det uanset om vi taler om humanistiske fag som religion, filosofi, dansk eller historie eller vi taler naturvidenskab som biologi, kemi eller fysik.

En af min ungdoms absolut bedste læseoplevelser er Robert Pirsigs fantastiske ”ZEN og kunsten at vedligeholde en motorcykel” fra 1974. Jeg selv læste den på en motorcykeltur til fantastiske Firenze i 1996. I bogen forklarer Pirsig bl.a. styrken ved videnskab med et kendt eksempel for os der kører motorcykel:

Du kører din motorcykel til mekaniker. Baglyset virker ikke. Den erfarne mekaniker kikker lidt – skubber til et par ledninger, tager pæren ud og i igen og spænder en skrue og lyset virker igen. Erfaring og år med et fagligt emne giver os akkumuleret viden så vi ret hurtigt, nærmest intuitivt kan svare og løse selv vanskelige faglige spørgsmål indenfor vores felt. Mekanikeren ved med sin erfaring, hvor det næsten altid er galt når lyset ikke virker.

Men hvis lyset fortsat ikke virker, så skal mekanikeren i gang med en langt mere systematisk tilgang. En tilgang hvor mekanikeren må være fuldstændig systematisk, hvor han må starte med at kontrollere batteriet for tilstrækkelig spænding og derefter skridt for skridt måler om der kommer strøm igennem alle ledningsstykkerne frem til pæren, tjekke at pæren virker og at fatningen giver forbindelse og så alle ledningerne tilbage til den modsatte pol på batteriet. Når der er spænding og forbindelsen er intakt hele vejen rundt – så skal lyset lyse og gør det også.

Pirsig beskriver det som videnskabelig metode og siger:

”Når jeg tænker på videnskabelig metode forestiller jeg mig nogle gange en kæmpestor maskine, en bulldozer – langsom, grim, klodset, omstændelig, men uovervindelig. Der er ingen fejlfindingsmetode der kan måle sig med den. Når man for alvor står over for en hård nød, når man har prøvet alt, når man har gransket hjernen og stadig ikke har løst problemet, når man er blevet klar over at denne gang har naturen bestemt sig for at være vanskelig, så kan man altid sige: ”Så er det godt, natur, så er vi færdige med at være flinke.” Og så tager man ellers den videnskabelige metode frem.”

…

”Det egentlige formål med videnskabelige metoder er at sikre sig, at naturen ikke har forledt én til at tro at man ved noget som man i virkeligheden ikke ved. Der er ikke en mekaniker, videnskabsmand eller tekniker som ikke før eller siden er blevet så grundigt narret på denne måde at han instinktivt er på vagt. Det er hovedårsagen til at så megen mekanisk og videnskabelig litteratur lyder så overforsigtig og omstændelig. Bliver man først skødesløs eller forsøger man at romantisere videnskabelige oplysninger ved at peppe dem lidt op hist og her, så skal naturen hurtigt få gjort én til grin. Det gør den såmænd ofte nok, selv når man ikke giver den anledning. Man skal være yderst forsigtig og strengt logisk når man har med naturen at gøre: en enkelt fejl i logikken er nok til at få en videnskabelig bygning til at falde sammen. ”

En enkelt sjusket fejlmåling af strømføringen igennem en ledning på motorcyklen og lyset vil alligevel ikke lyse.

I har lært argumentation, I har lært at belægge jeres argumenter med belæg. I ved at jorden er rund fordi I anerkender at vi ganske simpelt kan måle at den er det.  Og at jorden bliver ved med at være rund uanset hvor mange gange en flad-jords-fantast siger at den er flad. I kender til det at vi med forbedrede metoder i fagene bliver stadig dygtigere til at forstå og til at forklare hvad der sker i vores fantastiske verden og I ved at vi helt sikkert ikke er færdige med at finde svar på komplekse faglige spørgsmål – I ved også at det er omstændeligt, langsommeligt og slidsomt at få knækket koden til den danske stil og forstå en kemisk syrekonstant. I ved at I nu som studenter ved så meget mere og er blevet så intuitivt meget klogere end I var da I startede for snart 3 år siden. Det er den erkendelse I skal leve jeres liv på. Ikke på holdninger og løse ideer om at jorden er flad eller at evolutionsteorien kun er en tanke der ikke er bedre end kreationisternes idé om en skabende Gud, eller at klimakrisen og den biologiske diversitetskrise vi står midt i – ikke er skabt af vi menneskers aktiviteter og handlinger. Det er ikke det samme som I skal være enige i hvad der så skal gøres eller hvilke handlinger der vil være de bedste, hvis vi fx gerne vil understøtte at der bliver mere plads til flere insekter, eller flere elbiler for den sags skyld. Det er politik – men I skal insistere på at beslutninger træffes på reelle videnskabelige og faglige argumenter og I må aldrig anerkende, som DR gør i forbindelse med det program der startede denne tale til jer:

At  ”kontroversielle, anderledes og underrepræsenterede holdninger komme til orde overfor mennesker der har en anden verdensopfattelse”… uden at de kan stå ansigt til ansigt med hinanden og uden at det anerkendes, at det på ingen måde handler om forskellige opfattelser af den samme verden. 

Der er ikke faglige forskellige opfattelser af verden – der er en forståelse af verden – en forståelse der vokser efterhånden som videnskaben, fagligheden – efter det lange seje træk og helt sikkert efter til tider voldsomme diskussioner om teoretiske kerner – bliver klogere og klogere og dermed i fællesskab kommer tættere på svar på de spørgsmål vi har nysgerrighed og eventyrlig fantasi til at stille.

Vi vil derfor altid vide, at der er så meget vi ikke ved og at det vokser. Men også at vi ikke kan lade være med at fortsætte med at spørge. Det er det der gør det hele så vedkommende og jo nok i virkeligheden det der gør at vi er mennesker.

Og derfor ender vi med at vide mere – og det er fandme ikke en holdning – det er ikke bare et synspunkt!

God rejse og tillykke med jeres eksamen – jeg tænker med jer som kommende tænkere og videnskabsfolk og lærere og teknikere og sygeplejersker og læger og mekanikere – at det nok skal gå.

Af: Viktoria Marie Mengel-Niemann

 

Kære alle!

Jeg har gået i noget tid og tænkt på, hvad jeg vil sige til alle jer smukke studenter her i dag. Og jeg har bestemt mig for, at jeg vil begynde med at citere en sang, som jeg tror de fleste kender:

 

”Hvad mon man er
Før man blir til
Et stjerneskud
Et puslespil?
En tanke-torsk
En gulerod?”

 

Jeg tror nemlig, at alle der sidder her har oplevet at føle sig lidt som et stjerneskud, et puslespil, en tanke-torsk eller en gulerod.

 

I 1g, da vi ikke var andet end små, lidt grønne putter, føltes livet og hverdagen måske lidt som et puslespil. Alle de nye omgivelser, vi skulle forholde os til. Hvor var det nu lige billedkunst eller B22 lå henne? Måske kendte man slet ikke nogen i de klasser, man kom ud i, og skulle derfor til at stifte nye bekendtskaber. Vi skulle i den grad også lære alle traditionerne at kende, både de store, små og skøre. I virkeligheden er det først i dag, hvor vi har fået huen på, at vi nu har alle brikkerne samlet, så vi kan samle vores personlige puslespil fra gymnasiet.

 

Vi som årgang har haft en særlig udfordring pga. covid 19, som betød, at vi skulle forholde os til virtuel undervisning, aflysning af gymfester, fredagscafeer, forårsfester og generelt mindre samvær. Jeg tænker lidt på epidemien som vores gulerod. Vi har også levet under jorden uden alt for meget sol. Det har været hårdt og til tider har man måske haft lyst til at give op. Men når jeg ser ud på alle jeres flotte huer og på de smil, I alle har, og når jeg kan se de stolte smil som alle vores seje og dygtige lærere, der også kæmpede bravt under virtuel undervisning, har, så kan jeg ikke lade være med selv at smile, og tænke, at vi er kommet op af jorden som saftige, lækre gulerødder. Hvor skal vi alle sammen være stolte her på Skanderborg Gymnasium både ledelse, ansatte og elever.

Når jeg tænker tilbage på mine tre år på gym, så er det heldigvis ikke corona, der fylder mest for mig. Det er alle de venskaber og minder jeg har skabt og fået. Studieturen, øl på plænen, campusfest, lange hul-timer, sjove idrætstimer og alt det derimellem. Selv de gange, hvor livet føltes som en tanke-torsk. De gange, hvor afleveringen ikke blev helt, som man håbede eller hvor det sociale var en udfordring. Alle de gange, hvor man fejlede. Det er de tidspunkter, som har skabt os til de studenter, vi er i dag. Vi har alle lært af vores tre år. Måske har man lært, at livet er mere end bare en tanke-torsk. Og alt, selv en dag, der virker som en tanke-torsk, kan nu her efter tre år være forbundet med et godt minde. For eksempel, når man har haft en lidt vild julefrokost dagen før jule-afslutningen i 2g, og derfor lider af akutte tømmermænd, hvorfor ens matematiklærer blankt og på godt jysk fortæller klassen, at kan man være karl om natten, så kan man også være en karl om dagen. Dette er nok et råd vi alle har skulle følge fra tid til anden i løbet af vores gymnasietid.

Nu går vi så videre ud i livet. Vi er som stjerneskud på himlen. Vi har brændt for og kæmpet med SRP, afleveringer, fraværsprocenter, morgentimer, eksamener og nu kan vi med ny energi skinne videre. Nu er vi klar til skinne et nyt sted på himlen.

 

”Hvad mon er, før man bliver til?” Jeg ved det, ikke, men jeg ved vi var nogle helt andre mennesker, da vi gik ind ad de gamle røde døre for første gang end nu, hvor vi går ud ad skolens nye indgang og fejrer os selv og hinanden, så er vi officielt blevet til studenter og dannede mennesker.

 

Til de mennesker som står bag vores succes, vil jeg på min årgangs vegne tillade mig at sige en stor tak. Tak til alle vores lærer, som har skulle se vores ansigter hver dag. Vores ansigter som til tider nok har været mere entusiastiske end andre. Men uanset om det har været vore yndlingsfag eller ej, så er vi glade for jer og jeres indsats!

Tak til ledelsen, kontoret og pedellerne! I har skabt de flotte rammer, både materielle og immaterielle, som vi har begået os i de sidste år.

Tak til kantinen for at lave sannere, tarteletter, salatbar og alle de andre lækre ting vi har nydt godt af. Pauserne havde ikke været det samme uden jer.

Hvor end livet fører os hen, så er jeg sikker på, at vi med den støtte og de oplevelser, vi har fået på Skanderborg Gymnasium nok skal finde vores ståsted.

 

Kære medstudenter, som Shu-bi-dua sang det: vi har voksed og koksed, men vi må for faen’ da blive til noget”. Tak for tre helt uforglemmelige år.

Dimissionstale Skanderborg Gymnasium 2021

 

Det er det, der sker undervejs, der er livets mening. Livet handler ikke om at blive salig eller vinde eller nå et bestemt mål. Gaven til os er, at vi lever. Opgaven er at leve hver dag.

Præsten og forfatteren Johannes Møllehave i bogen ”Det ender godt” fra 2009.

I dag er en glædens dag. I dag springer I ud som studenter. I springer ud i resten af det liv, der skal leves, og som I skal leve hver dag.

Men inden I springer, skal I lige have et par ord med på vejen. Jeg vil sige lidt om, hvad I tager med herfra, og hvad I skal bruge det til.

I har fået en masse ny viden hjulpet på vej af skolens dygtige lærere, der alle er eksperter i lige netop det fag, som de har undervist jer i. Det er det, vi først og fremmest kan og skal give jer med; viden formidlet af nogen der virkelig ved, hvad de taler om.

Men samtidig har I fået noget andet med. I har fået respekten for, hvor betydningsfuldt det er at have viden. Viden er grundlaget for, at vi kan tale om og forholde os til alle de udfordringer, vi møder på en god og konstruktiv måde, og med overskud til at forstå, at ting kan anskues på flere måder, så vi i dialog kan tage de kloge valg.

Men viden gør det ikke alene, der er alt det andet, I også skal tage med herfra. Det et det, vores ”kvalitetsbobler”, som man finder rundt på gulvene og vinduerne på gangene, handler om, fx:

 

Respekt og tolerance/Du skal kunne tale ordentligt med alle;

Parathed/Du må ikke lukke øjnene;

Kommunikation/Du skal høre godt efter og formulere dig præcist;

Initiativ og interesse/Det er bedre at være med;

Ansvar/Det du gør, betyder noget;

Realisme/Kend dine styrker og svagheder.

 

De kvaliteter skal kombineres med jeres viden.

 

Til jeres forældre kan vi sige, at det også kunne være opskriften på at få et lykkeligt ægteskab.

I forbindelse med at han modtog elefantordenen, valgte den danske Nobelprismodtager i fysik Niels Bohr taijitegnet til sit våbenskjold. Tegnet indeholder yin og yang, som handler om altings iboende dualitet. Man kan også sige, at tingene er komplementære, man kan ikke nøjes med det ene, man skal også have det andet for at få den fulde indsigt. Han valgte det, fordi der er en grundlæggende komplementaritet indbygget i den moderne kvantefysik, men han gjorde det også, fordi det er en meget givende måde at betragte verden som helhed på, og altså også det I har med her fra vores gymnasium: Viden og kvalitetsboblerne på gangene.

Et andet ord, der udtrykker lidt det samme, er almendannelse.

En af de store udfordringer som I skal forholde jer til I jeres nye liv efter i dag, er de menneskeskabte klimaforandringer. For at forstå dem må man have en indsigt i og viden om naturvidenskab.

Man begyndte for alvor at observere de menneskeskabte klimaforandringer som følge af vores afbrænding af fossile brændsler i 1970’erne. De første videnskabelige modeller for hvordan det kunne udvikle sig i fremtiden blev lavet. Det de naturvidenskabeligt baserede modeller forudså den gang om klimaets udvikling, er meget præcist det, vi oplever i dag.

Undervejs har der været en sund og væsentlig debat om modellernes gyldighed. Man ved, at der er mange faktorer i spil. Der er feedbackmekanismer, der både kan speede processerne op og forsinke dem. Vi ved, at der i fortiden naturligt er sket store klimaforandringer, som vi også skal forstå.

Pointen er, at når man bedriver ordentlig naturvidenskab, skal man også udtrykke de usikkerheder, der er ved de modeller, man arbejder med, men det ændrer ikke ved at naturvidenskab er eksakt. Videnskabelig redelighed må ikke misforstås som mangel på præcision. Når I går ud herfra, har I lært, at naturvidenskaben, udover at den kan være svær at forstå, er meget stærk.

- De 50 år gamle forudsigelser har holdt stik.

I har dermed et fundament, som også gør, at I ved, at når en magtfuld præsident benægter, at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er det enten, fordi der er nogle meget fundamentale ting, han overhovedet ikke har forstået, eller også er det udtryk for en skræmmende kynisme, hvor ønsket om magt vægtes højere end sandhed og vores alles ve og vel.

Om det er den ene eller den anden forklaring, det har I lært at forholde jer til i de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag. Der har I lært om nogle af de mekanismer der gør, at når vi nu ved, at det er ved at være helt galt, hvorfor gør vi så ikke nok ved det?

Men netop fordi I har fået den viden, har I også mulighed for at gå ud herfra og gøre jeres indflydelse gældende. Det er lige netop jer, der skal ud med det, I ved nu, og al den nye viden I får i fremtiden og gøre forskellen og sørge for, at vi tager de rigtige beslutninger.

 

Jeg lover jer, at naturvidenskaben kan levere de løsninger, der er behov for. Og med det jeg kender til jer, er jeg også tryg ved, at I vil kunne levere de gode beslutninger og den nye viden, der skal til.

 

Et andet sted, hvor naturvidenskaben har vist sin styrke, er den hurtighed, hvormed det er lykkedes at fremstille vacciner mod den nye coronavirus med anvendelse af helt nye teknologier.

 

Ja ... Vi blev jo også nødt til at komme omkring den katastrofe, der ramte os alle for snart halvandet år siden. Vi vidste, det ville ske på et tidspunkt, men nu blev det altså i jeres gymnasietid. Vi fik en ny type virus, som siden har slået mange ihjel og givet endnu flere alvorlige sygdomsforløb, og som har betydet, at vi i stort omfang måtte lukke vores sociale liv ned.

 

De største ofre er naturligvis de døde og de alvorligt syge og deres familier, men for jeres gymnasieforløb har det også været en katastrofe. Jeg behøver ikke at remse alt det op, I gik glip af; ”man skal ikke græde over spildt mælk”, men det har nu godt nok været træls.

 

Meget af det i jeres gymnasietid, som I laver både i og udenfor undervisningen, og som også bidrager til, at I kommer herfra som mere vidende og indsigtsfulde mennesker, har I måttet undvære.

 

I har taklet det imponerende godt. I har fundet løsninger, og I har udvist et stort ansvar både i forhold til at håndtere smitten og til at håndtere undervisningen både her på skolen, og derhjemme. Det kan jeg ikke rose jer for meget for. I er fantastiske.

 

For at komme igennem og forstå store kriser eller begivenheder, man støder på i løbet af livet, vil man ofte kunne hente hjælp i litteratur og digtning. I løbet af jeres tre år her har I også fået åbnet øjnene for de store oplevelser og indsigter, der ligger i netop litteraturen og digtningen.

Måske har I ikke helt opdaget det endnu, men så lover jeg jer, at det kommer.

 

Johannes Møllehave som jeg startede med at citere døde den 10. maj i år her ved slutningen af jeres gymnasieforløb. Den 16. august 2018, da I lige var startet her, døde en anden af vores kendte danske digtere Benny Andersen. Han havde en fantastisk evne til at lege med ordene og samtidig få sagt nogle væsentlige ting om det, det hele i sidste ende handler om: Vores alles helt almindelige liv.

 

Benny Andersen skrev i 1964 i digtsamlingen ”Den indre bowlerhat”, følgende digt om Livet:

 

Livet

Det er noget vi alle kender

livet

fører så meget med sig

jeg har ikke noget mod livet

det ligger bare ikke så naturligt for mig mere

der skal flere forberedelser til nu længere tids opvarmning hver morgen

hvad skal det ende med

til sidst er det tilløb alt sammen

og når man så skal springe, er man dødtræt

der er ikke andet for

man må snyde sig selv

for at kunne holde det ud

gå op i starten

give sig hen i sit timelange tilløb

med liv og sjæl

 

og så vil jeg citere bandet TV2

Kys det nu det satans liv og grib det, fang det, før det er forbi

 

Tillykke med jeres studentereksamen og held og lykke fremover, nu er det jeres tur.

Frygt og hvorfor du ikke må lade den vinde...

Kære Studenter – tillykke med eksamen.

 

Jeg vil ikke tale om det. Jeg vil ikke tale om den. Jeg tror ikke den er her lige nu.

Men det jeg har tænkt rigtigt, rigtigt, rigtigt meget over, siden marts og i særlig grad efter påske, har været hvor sårbare vi er, hvis frygten får fat i os for længe.

Det er foruroligende, fordi frygten af natur er ensidig og kræver øjeblikkelig handling. Frygten er vores sidste sikkerhedsværn, det er den der får os til at løbe, til at slås og til at gemme os. Tænk bare på hvor mange skildringer af frygt, I har set i film og læst i bøger, det er en arketypisk form, hvor det handler om at overleve. På samme måde alle steder i naturen, hvor frygt er en redningsplanke; mange taler om, at ulven kommer og at den er farlig, og det er den måske, sådan dig alene og en sulten ulv, men den kan skam også blive bange;  

I et biologisk forskningsforsøg satte man en radiosender på en ulv og gav derefter ulven ro til at jage og falde til ro i nogle uger. Så listede man sig ganske tæt på den og affyrede et riffelskud op i luften. Ulven der havde ligget i skovens tykning og sovet, som enhver anden hund, sprang op og løb med det samme i den stik modsatte retning af hvor skuddet blev affyret fra. Og ulven er ret sej til at løbe. Først efter 42 kms uafbrudt løb, lagde den sig og pustede ud.

Ulven reddede livet og det gør vi også når vi møder den reelle fare og handler akut på den. Ulven løb 42 km, men vendte så tilbage til sin naturlige ubekymrede livsform, at spise, sove og formere sig, og på samme måde vender vi som mennesker normalt tilbage til vores almindelige ubekymrede liv, når den ulykkelige hændelse, vi oplever som frygtskabende er ovre.

Det er interessant og en ting vi altid ser, når krige og konflikter rundt om i verden holder pause og der ikke længere er kampe i gaderne, så opstår markedslivet som noget af det første og folk begynder at genopbygge husene, klargøre jorden til såning, fange dyrene ind og mennesket vil i det hele taget, helt naturligt, lade livet uden frygt vendte tilbage, fordi det er en livsnødvendighed, ikke at være på vagt hele tiden. Det er derfor vi reagerer så fysisk når vi bliver bange, at pulsen går op og hjernen bliver helt klar – men også at vi reagerer lige så fysisk, når den akutte situation er overstået, når krop og hjerne kan slappe af så hjertet kan falde til ro, så pulsen falder og så vi ikke behøver bruge ekstra energi på at være i alarmberedskab.

Men vi skal passe voldsomt på, at frygten ikke bliver en permanent tilstand. Og vi ser, synes jeg, ret mange eksempler på at frygt, både fysisk frygt og psykisk frygt, er godt i gang med at sætte sig fast i os.

Problemet er, at frygten på den ene side, kan blive til ligegyldighed og til en situation hvor vi nedgør risikoen og dumdristigt ikke frygter noget som helst – som i den græske forfatter Æsops 2.500 år gamle dyrefabel om Drengen der råbte ulv, hvor hyrdedrengen Peter keder sig så meget mens han vogter får, at han råber ”Ulven kommer” blot for at se landsbyens folk komme styrtende for at hjælpe, hvor der ikke er hjælp behov, og da så endelig ulven angriber og Peter igen råber ulven kommer, da er landbyens folk så trætte af at løbe forgæves, efter Peters løgne, at de ikke kommer og ulven får frit spil.

Enhver kan se, at fårehyrden ikke skal alarmere landsbyen uden grund og at han på den måde næsten bliver straffet som fortjent, da ulven kommer og æder fårene – men det er på den anden side også et billede på, at frygten bliver til en konstant og læst sådan, så kan man i Æsops ulvefabel se ulven som en selvopfyldelig profeti, hvor vores fårehyrde nærmest kalder på ulven i en fastholdelse af frygten – bare for at gøre det.

Og begge dele er jo helt gale. Men det handler om hvem der bestemmer hvordan historien skal forstås, situationen tolkes og ikke mindst bruges til handling?

Václav Havel, den tjekkiske forfatter, dramatiker og politiker, der om nogen har været synonym med en vedholdende intellektuel udfordring af de kommunistiske totalitære styreformer fra jerngrebets 1970’ere og frem til murens fald og til den fløjlsrevolution der i de sidste måneder af 1989 skabte Den Tjekkiske Republik, hvor han i øvrigt blev den første folkevalgt præsident og var i det embede fra 1993 til 2003; han skrev i 1987 et essay med titlen Historierne og det totalitære, hvori han kritiserer og udstiller frygten ved det ensidige, dét at en historievinkel, et bestemt syn på historien, som fx ”at ulven kommer” ikke udfordres af noget og derfor ender med at blive den eneste sandhed.

Václav Havel skriver:

”Udgangspunktet for enhver historie er som bekendt en begivenhed. Begivenheden… grundlægger så det, enhver historie vokser frem af og næres af: situation, relation og konflikt. Også en historie har naturligvis sin ”logik”, men det er en logik af dialog, sammenstød og gensidig påvirkning mellem forskellige sandheder, holdninger, tanker, traditioner, lidenskaber, menneskelige væsener, højere magter, sociale bevægelser og lignende, altså af flere uafhængige eller selvstændige kræfter, der ikke på forhånd gensidigt determinerer hinanden. Den grundlæggende forudsætning for en historie er altså en pluralitet af sandheder, ”logikker” og beslutnings- og handlingssubjekter.

…

Grundpillen for det moderne totalitære system er eksistensen af et eneste, centralt og monopolistisk subjekt for al sandhed og magt (en slags institutionaliseret ”historiens fornuft”), som ganske naturligt også bliver det eneste subjekt for al social aktivitet. Denne aktivitet ophører med at være et rum for konfrontation mellem forskellige mere eller mindre uafhængige subjekter og forvandler sig til den blotte fremvisning og realisering af det eneste subjekts sandhed og vilje.

… besiddelsen af den komplette sandhed betyder, at alt vides på forhånd. Og hvor alt vides på forhånd, har historien ikke noget at gro frem af.”

 

Kritikken er altså, præcis som I har lært i alle de fag I har haft igennem jeres tre år her i gymnasiet, at det ensidige, det enøjede, det ukritiske, påstanden uden underbyggede belæg osv., ikke er nok. Moralen og læren er så selvfølgelig, at hvis nogen påberåber sig at besidde en sandhed, at kende den rigtige version af historien, af begivenheden eller af den præcise logik som historien skal forstås under – så skal I være på vagt og I skal være modige nok til at stille spørgsmål og I skal være modige nok til ikke at lade jer nøje med én politisk eller ideologisk rigtighed.

I må og skal diskutere menneskers rettigheder, verdens klima, køn og ligestilling, religion, økonomi, natur osv. uden at lade jer pådutte et bestemt syn, en bestemt historie, en bestemt rigtig logik. Det eneste I skal have respekt for – det er netop samtalen og diskussionen og de synspunkter og argumenter I møder. Men det betyder ikke, at I skal lægge jer fladt ned og acceptere, at I så skal undlade at mene noget, bare fordi nogle andre så at sige forsøger at erobre pladsen for den rigtige version af historien, den rigtige moral, den rigtige sandhed. I et frit samfund skal det etablerede altid udfordres af et ønske om forandring. Men det skal også gøres ordentligt med argumenter og med dialog og ikke med væltede statuer og bål og brand.

Og så tilbage til det med frygten. For hvad søren skal vi gøre, hvis vi er bange og bekymrede for det vi med rette skal være bange og bekymrede for? Hvordan lærer vi at tackle virkeligheden med alle dens trusler?

Og ja - man kan altid ty til Astrid Lindgren for at få hjælp til at forstå, hvordan vi skal lære alt det der er svært. Ronja Røverdatter skal fx lære at kunne klare sig i skoven uden frygt og forstå den farlige uforudsigelige elv, så hun både får kræfter til at gøre op med den ret ensidige bekymring (en typisk forælder), som hendes far Mattis’ udtrykker, hjælpe en potentiel fjende og ikke mindst forene verden, forstået som de to konkurrerende røverbander:

Mattis sukkede og holdt fast om hende.

”Men du husker nok, hvad jeg har sagt, du skal tage dig i agt for?”

Ja, det huskede hun udmærket. Og i de følgende dage bestilte Ronja ikke andet end at tage sig i agt for det, der var farligt, og øve sig i ikke at være bange. Hun skulle passe på ikke at falde i elven, havde Mattis sagt, så derfor sprang hun lystigt rundt på de glatte sten ved bredden, hvor elven brusede allermest. Hun kunne jo ikke så godt gå ude i skoven og være bange for at falde i elven. Nej, hvis der skulle være nogen mening med det, måtte det jo ske der, hvor vandet fossede og ingen andre steder.

Så på den måde er der jo ikke andet at gøre end tage fat.

I er godt rustede med jeres studentereksamen og I må og skal, alle sammen, føle den forpligtelse det giver, at det er jer der skal skabe det samfund som I vil have – og det bør ikke ikke være et samfund drevet og styret af en ekstrem forsigtighed, så kommer vi jo simpelthen ingen vegne.

 

Men det er op til jer!

 

God rejse.

Til alle jer studenter! – Vi gjorde det, vi har huen nu!

Jeg tænker lidt på os alle her som brikker i et kæmpe puslespil.

Alle elever, lærere, kantinefolk, pedeller og på toppen jo vores ledelse og ikke mindst kære Ayla og Heidi. Vi har alle været med til at forme vores billede af de 3 år på Skanderborg Gymnasium.

Og vores tid på gym er bygget op af mange tusinde puslespilsbrikker.

Nogle fylder meget i billedet. Her tænker jeg specielt på galla, musicals og sidste skoledag. Men også Gymfest, Gymcamp og vores mange timer på plænen, som nu ikke er mere.

Der er selvfølgelig også de mere små brikker som fællestimer, tarteletter i kanneren og ikke mindst vores månedlange countdown, der selvfølgelig stadig står soleklar i hukommelsen.

I kender alle til det puslespil hjemme i stuen, der er samlet mindst hundredevis af gange.

Et sådan puslespils brikker har også lidt slid i kanterne. Og kan man ikke sige, at vi efter 3 år måske også har lidt slid i kanterne?

Her tænker jeg i hvert fald på de mange timer vi har brugt i bøgerne, bag skærmene – hårdt kvalte og næsten grædende over ugens mange afleveringsfrister.

Nu kan vi så helt officielt sige, at vi er afgået studenter på Skanderborg Gymnasium.

Men jeg ved ikke helt, om det egentlig er gået op for os endnu, at vi faktisk er færdige her.

Tænk på første skoledag – Ja, allerførste skoledag i 1.g

Mange af os kom til gym som små uvidende putter, der måske mest af alt tog det hele lidt som en leg.

Men så satte alvoren ind og det blev serious business

Nogle påstår, at man burde takke Google for at være blevet student.

Jeg tror blot vi skal takke hinanden.

Vi skal takke for alt den hjælp og støtte vi har givet og fået undervejs.

Hvis jeg så skulle nævne en ting, der skulle sige noget om, hvordan vi står sammen her på gym vil jeg nok pege på diskussionen om fusion med SCU

Jeg tror selve forestillingen om en fusion satte gang i masse tanker her på gym.

Og det blev derfor pludselig meget tydelig, hvem vi er og hvad vi står for.

Vi er det her fasttømret puslespil og vi er kun helheden hvis alle hjælper til og kæmper for hvad vi har kært.

Man kan jo selvfølgelig også pege på kampen gymcamp, men jeg tænker den stadig ligger frisk i erindringen hos os alle.

Og nu står vi så her.

På toppen af alle vores eksaminer og med vores bevis i hånden Vi har løftet opgaven ved fælles hjælp!

                     1 Vi er nået til vores endestation og det er tid til at stige af - Den sidste brik i vores puslespil er lagt. Men det er ikke ens betydning med, at de her 3 år bare vil gå i glemmebogen.

De vil forhåbentlig for mange af os, stå knivskarpt i hukommelsen de næste mange år.

Det er puslespil som vi kan tage frem og mindes alle de gode stunder vi har haft sammen.

En af mine kloge lærere reciteret her inden det store eksamens ræs, det danske band Minds of 99 og jeg vil nu benytte lejligheden til at dele deres vise ord med jer alle sammen. De er fra sangen stjerner på himlen, hvor de synger:

lad os være nogen lige nu ikke vent på nogen man faktisk være nogen

stjerner på himlen

Jeg ser os alle sammen som stjerner på himlen, der nu skal ud og finde vores helt egen vej. Den vej afhænger ikke af vores karakterer eller det label man hurtigt kan føle der klistres på ud fra en enkelte præstation til én eksamen.

Vores værdi som mennesker sidder ikke i vores karakterer eller gennemsnit.

Den sidder i det menneske, vi hver dag står og kigger på i spejlet.

Og ærlig talt; dem bør vi alle være stolte af, nu hvor vi er noget her til.

Men hvad så nu? - Tænker nogle måske.

Fremtiden ved vi ikke hvad bringer, men verden ligger åben for os.

Det kan måske være en smule nervepirrende, måske endda skræmmende at skulle stå ansigt til ansigt med den virkelige verden herude på den anden side af døren.

Men jeg tror på vi er rustet og klar til at begive os ud og være en del af noget endnu større end bare os.

Og folk kan måske sige nok så meget om, hvad vi kan eller burde eller står bedst egnet til. Men det er vores valg – vores helt eget valg.

Vi har så meget godt med i rygsækken herfra og derfor tænker jeg også, at vi nok kan overkomme lidt af hvert, når vi blot er dem vi er allerbedst til at være – nemlig os selv.

Så jeg vil slutte af med at sige, at selvom vi er nået til endestationen går livet hvor end vi gerne vil det, stadig videre. Alligevel vælger vi selv, hvorhen det skal gå og jeg sikker på, at vi alle finder den vej der er bedst for os.

Tak for 3 gode år og nyd nu den gode tid vi går i møde.

Tak!

- Charlotte Grønning, 2019

Det gode, det smukke og det sande

Om demokrati og kampen for at bevare det

 

 

LILLE NEGERDUKKE

Lille negerdukke

sover i min seng

sammen med en dejlig

gul kineserdreng.

 

Jeg har sunget mine

kære børn til ro,

klappet dem på kinden,

kysset begge to.

 

Vi er een familie.

Børn af samme jord.

Sov, min sorte søster!

Sov, min gule bror!

(Fra ’Børnerim’ Halfdan Rasmussen 1964)

 

 

 

Vores moderne tid, vores måde at være på – vores måde at gøre ting på – vores måde at være sammen på, har været længe undervejs.

 

Efter Romerrigets fald i det 5. århundrede bredte skovene sig i Europa, da den centrale styring kollapsede efter flere hundrede års forfald, fordi det centrale styre ikke formåede at give værdi nok til de mennesker der boede i de decentrale regioner, der derfor begyndte at gøre som de selv ville. Riget faldt så at sige sammen indefra. Men skovene bredte sig helt bogstaveligt og de romerske stenveje groede til og de største tænkere forskansede sig helt konkret bag tykke mure i de kristne klostre mens verden udenom blev revet i stumper og stykker af de mange familiestridigheder om jorden, skatten og den fysiske magt. I vores ende af verden, her højt mod nord, kæmpede kongesøn mod far og bror mod bror og lille konge svor troskab til stor konge indtil stor konge mistede grebet i magtens spil og blev spist politisk af en endnu større fisk.

Har I set de første (de bedste) fire sæsoner af Game of Thrones og kan I jeres middelalderhistorie så ved I hvad jeg snakker om.

 

Men ud af det kaos og de mange magtspil voksede der to ting. For det første kom munkene ud af klostrene og lærte os at bede og arbejde, lærte os at vi skal kunne stå tidligt op, at vi skal gøre vores pligt og at vi skal have en moralsk ren samvittighed eller i det mindste stræbe efter den og at vi måske mest af alt skal have respekt for den fælles samfundspagt, hvor ærlighed og redelighed og respekt for loven på den lange bane sikrer de fleste mennesker de mest stabile liv.

 

Og for det andet var det tydeligt at bøn alene ikke helt var nok - landbrug og fiskeri giver ligesom ikke adgang til de rigtigt fede ting. For det kan godt være at ydmyghed og gudfrygtighed giver ro i sindet, men lækre uldstoffer, fine håndsyede sko, smukke huse og masser af fantastisk mad og god øl gør det nu lige lidt bedre. De der opdagede det behov først, tjente de første penge og de der først fandt ud af, hvor man kunne skaffe disse varer og hentede dem hjem - tjente de fleste penge.

 

Det fascinerende ved godt købmandskab, skal man huske, er at sikre at såvel sælger som køber gør en god handel. En købmand der snyder sin kunde – mister sin kunde og den kunde der snyder sin købmand kan ikke længere forvente at kunne købe.

De første og største i denne vores moderne tids historie, er derfor købmændene fra Venedig, Firenze og Pisa der mødte deres absolutte ligemænd i de arabiske og persiske købmænd på markedspladserne i det nuværende Tyrkiet, Syrien og Israel. Det interessante er, at de dygtigste købmænd var dem der udviste mest respekt for den arabiske eller persiske eller asiatiske købmand, som de mødte og handlede med.

 

Ikke overraskende gav mødet mellem den dybe viden og arbejdsomhed som munkene besad og den imødekommende og rationelle økonomi som købmændene forstod, et samlet fundament for en helt ufattelig innovation og vækst – en økonomisk vækst der gjorde det muligt at så mange fantasifulde, nysgerrige og hårdtarbejdende mennesker kunne udvikle alt det vi i dag ser på som vores helt naturlige rammer. Katedralskoler, universiteter, banker, købssteder og håndværk, ånden og hånden udfordrede hinanden i de politiske interessekampe der naturligvis var.

 

Disse interessekampe gjorde det nødvendigt med nybrud og modige beslutninger, det gjorde at Columbus fik penge til sine skibe og at Jan Huus og Martin Luther kunne udfordre den stivnede katolske kirke og give os reformationen. Med Gud som et personligt anliggende kunne videnskaben få endnu bedre kår og videns eksplosionerne stod i kø – lægevidenskaben, matematikken, fysikken og astronomien, Gallilei, Newton, Kopernikus og tekniske revolutioner som kikkerten, trykpressen, mikroskopet, sekstanten, geværet og dampmaskinen og så mange flere. I har hørt historien før.

 

Nybrud også i forståelsen af samfund og med Locke og Montesquieu, Rousseau og Adam Smith fik vi udviklet den teoretiske base for vores moderne samfund. Stats og retsforståelsen med den tredelte magt, og med Smiths frie marked hvor den usynlige hånd styrer – den der sørger for at bagermesteren orker at stå op kl 3 og bage det brød som arbejderen skal kunne købe kl. 7.

 

Vi lærte, at det nytter at arbejde, at det nytter noget at kunne noget og vi lærte at ro og orden, moral og retssikkerhed og uddannelse er afgørende for denne vækst. Når der var krig og ufred tabte vi momentum og for mange penge blev brugt uden egentlig at skabe værdi for fællesskabet.

 

Folket blev trætte af den uproduktive landadels forældede rettigheder og blev trætte af deres ødelæggende konflikter og pressede på for bedre vilkår. Med stigende økonomiske interesser i handel og industri fulgte en interesse for også at kunne være med til at bestemme hvordan samfundet skal udvikle sig, hvor skal vi have skoler, hvor skal vi have havne og veje og hvordan skal vi sikre at der er styr på økonomien.

 

Den udvikling gav os demokratiet som den mindst ringe styreform. Borgeren, købmanden, den pligtopfyldende håndværksmester, juristen, præsten, arbejderen og bonden og med tiden både mand og kvinde og rig og fattig, alle fik vi noget at skulle have sagt.

 

Demokratiet kræver dog, at vi alle sammen tror på det, og at vi tror på den samtale og de beslutninger som vores folkevalgte på vores vegne skulle tage.

 

 

I 1945, på randen af anden verdens krigs kaos, skrev den danske teolog og professor Hal Kock en lille bog med titlen ”Hvad er demokrati”. I den forklarede Hal Koch hvordan demokrati i virkeligheden er en samtale og at mennesker nødvendigvis skal have gensidig respekt og forståelse for hinandens problemer hvis vi skal leve godt. Som Hal Koch så det kunne vi kun i fællesskab finde frem til de bedste løsninger. Alternativet er dårligt og vil komme til udtryk som magtkampe mellem mennesker og dermed krig.

Hal Koch giver selv det bedste eksempel nå han fortæller følgende historie

 

Der findes et Sted her i Landet et Sogneraad med to Grupper, en Flertalsgruppe paa 7 Medlemmer og en Mindretalsgruppe paa 4.

 

Flertallet er solidt, og der er ingen Grund til at tro, at det skal rokkes i de første mange Aar. Ved Møderne gaar det ofte saaledes til, at Flertallet kort og knapt fremsætter det Forslag, man i Gruppen er blevet enige om.

Oppositionen faar derpaa Ordet. Den afgiver et langt, ofte velbegrundet Indlæg, som viser Vanskelighederne ved Sagen.

Under dette Indlæg kan ingen se, om Flertalsgruppens Medlemmer hører efter eller sover, men man maa vel gaa ud fra, at de gør det første.

Naar Oppositionen er færdig med sine Indvendinger, foreslaar Formanden, at man skrider til Afstemning. En nærmere Drøftelse finder han som Regel ikke nødvendig.

Det er den heller ikke, for Flertallet har afgjort Sagen i Forvejen og bryder sig ikke en Døjt om Modparten eller dens Synspunkter.

Men Mødet slutter altid med en god demokratisk Afstemning, og alle vilde blive højst forbavset - Mindretallet dog maaske glædeligt overrasket - ved at høre den Paastand fremsat, at denne Ordning er i højeste Grad udemokratisk.

 

Hvorfor er dette udemokratisk?

 

Af den simple Grund, at Sagerne her afgøres ved Slagsmaal. Ganske vist er det Stemmesedler, man slaas med, men det ændrer ikke Realiteten.

Vaabnene kan til de forskellige Tider være forskellige. Achilleus og Agamemnon kæmpede med Sværd og Lanse. Moderne Krige mellem Stormagterne føres med Tanks og Flyvemaskiner. Landsbyens Krige føres med Chikanerier og Bagvaskelse.

I hint Sogneraad føres Krigen med Afstemning. Det er mere ublodigt end de fleste andre Former for Krigsførelse, men demokratisk er det ligefuldt ikke.

Demokratiets Væsen er nemlig ikke bestemt ved Afstemningen, men ved Samtalen, Forhandlingen, ved den gensidige Respekt og Forstaaelse og ved den heraf fremvoksende Sans for Helhedens Interesse.

Det mærkeligste ved hint Sogneraad er, at Oppositionen overhovedet gider give Møde.

 

Det varer formodentlig heller ikke længe - om Systemet fortsættes - før den opgiver sin Virksomhed. Saa har man naaet den Situation, hvor det ogsaa i det Ydre er blevet tydeligt, at der her ikke er Tale om Demokrati, men om et Diktatur fra Flertallets Side.

 

 

Demokratiet kræver derfor, at man som borger tager del i samtalen, at man siger sin mening, respekteres for den, men afkræves argumenter for den. Og har man ikke argumenter med stor nok styrke så taber man den demokratiske politiske samtale og må bøje sig for stærkere argumenter. Det er derfor, at Hal Kock ser afstemningen i sig selv som et svaghedstegn og det er præcis derfor at langt de fleste love i Danmark vedtages med mange stemmers overvægt fordi de enkelte partier ser større gevinst ved at sidde med ved forhandlingsbordet – sidde med i samtalen, end ved at sidde udenfor.

 

Det er derfor at vi faktisk skal hylde og forsvare Rasmus Paludans ret til at tale og til at stille op, samtidigt med, at vi skal kræve af ham, at han tager del i samtalen, og det er vel nok den del han ikke fejler på. Vi skal fordømme dem der laver voldelige og truende moddemonstrationer, der udfordrer den almindelige sikkerhed og derfor kræver et helt uhørt forbrug af politiarbejde. Det er ikke ordentligt og de der søger konfrontationen på den måde, er ikke demokrater. Paludans holdninger og ideer til løsninger skal nok tabe til almindelig sund fornuft og til de gode argumenter for – som jeg her har forsøgt at illustrere – hvad der i virkeligheden vil være de bedste løsninger for os alle sammen i fællesskab.

 

 

Meningen med denne tale er selvfølgelig at sende jer ud i verden med dette:

 

Demokratiet, det er også jeres ansvar.

 

Og demokrati er ikke en selvfølge!

 

 

Vi tror ofte, at der jo slet ikke kan være andet end demokrati og vi kan ikke forestille os noget andet. Men jeg er nødt til i denne forbindelse – nu jeg har jeres opmærksomhed – at huske jer på at demokrati ikke er nogen selvfølge.

 

Den engelske historiker David Runcimann skrev sidste forår en bog med titlen: Sådan ender demokratiet.

Ifølge Runcimann vil demokratiet i vores del af verden dog ikke ende med en revolution og militær magtovertagelse, det er vi i den vestlige verden for rige, for gamle og for vant til stærke systemer til, nej hos os vil demokratiet dø, fordi vi holder op med at samtale, fordi vi holder op med at have en holdning til systemets dele, som vi vil forsvare og argumentere for.

 

Set med de briller er Twitter-Trump’s fake news og Paludans Stram Kurs måske faktisk en lille redningskrans til demokratiet, fordi de i den grad udfordrer os til at mene noget om dem og det de står for som på mange måder er ødelæggende for demokratiet.

 

Risikoen er nemlig, at demokratiet ligeså stille forsvinder i forlængelse af, at vi fjerner os mere og mere fra den kritiske diskuterende samtale hvor vi faktisk – hver enkelt af os – mener noget og kan argumentere for det.

 

Som jeg ser det er det faresignaler i den retning, når vi, sikkert i bedste mening på alle måder forsøger at undgå at krænke nogen. Vi joker tit med det, men det er alligevel – som med den urimelige censur af Halfdan Rasmussens gamle fine digt, som jeg startede med – en indstilling der får os til at handle. Negerdukken og kineseren er jo ikke de eneste der er blevet censureret væk fordi et menings-diktatur kræver det. Pippis negerkongefar er blevet til en sydhavskonge, mexico-temafesten på Københavns Universitet blev aflyst, den unge blonde danske sang er krænkende og senest har New York Times meddelt, at de ikke vil vise karikaturtegninger mere efter en kritik af en for mig at se, ganske harmløs satiretegning hvor en blind præsident Trump har den Israelske præsident Netanyahu som gravhunde-førerhund. Den var der nogen der tænkte kunne forstås antisemistisk!

 

Jeg frygter, at vi ender med at bruge den aller-mikro-mindste fællesnævner for hvad vi må og ikke må, fordi vi hele tiden bliver nødt til at veje det vi gør op imod en risiko for, at vi måske krænker nogen. I stedet for at kunne tage samtalen med hinanden i almindelig respekt.

Selvfølgelig skal ingen føle sig nedgjort eller krænket, men det har vi jo faktisk haft en lang tradition for at forfølge – det kaldte vi i gamle dage ære og i vore dage injurier – og det kan man få prøvet ved domstolene af fornuftige mennesker – så længe det varer – for i det ikke demokratiske samfund vil selv dommerne ikke turde gøre andet en at dømme efter mindste fællesnævner.

 

Og det er ikke fordi vi ikke skal vise respekt og passe på hinanden, Købmanden fra Venedig gjorde aldrig grin med den arabiske købmænd – selvom de helt sikkert har fortalt fantastisk sjove vittigheder om hinanden når de sad der og forhandlede tilbage i 1200-tallet. Det var det den gode moral sikrede, og måske en god kammerat der kunne lægge hånden på skulderen af vennen når han blev lidt for kæk…

 

Et andet eksempel på hvordan vi mere og mere styrer efter frygt og ikke fornuft er vores helt aktuelle dataforskrækkelse. Det er nemlig i præcis samme retning. I forlængelse af, at vi som individer langsomt men sikker mister tilliden til samtalen og til den enkeltes dømmekraft og fornuft, så bliver vi mere og mere bange og mere og mere beskyttende. Og ja der er selvfølgelig mange eksempler på, at idioter derude misbruger data og forsøger at ryste vores generelle tillid og ja der er alvorlige brud på tilliden og jo nok meget tydeligere i en digital verden, end vi måske så tidligere. Alligevel skal vi huske på, at hvis der er nogen der deler udstillende billeder der ikke skal deles – eller misbruger viden om menneskers helbred eller misbruger viden om mit kontonummer, så er det ikke nødvendigvis ondskab - så er det måske bare dumt og tåbeligt og forbudt i god gammeldags forstand, dumt og tåbeligt og uforstandigt og måske endda kriminelt – og som sådan bør vi behandle det.

 

Men det er ikke krænkende når en glad mor viser et billede frem af sin to-årige hvis hun synes det er på sin plads – det er ikke krænkende eller synd for det oprindelige folk på Hawaii, at vise et glad billede fra en strand med glade sommergæster i Hawaii-skjorter - eller fra jer studenter her ude i parken lige om lidt. Det er ikke krænkende, at være glad for at vise at man er glad for de fællesskaber man har på fodboldholdet, klassen eller vennerne på stranden. Hvis vi holder op med det bliver vi endnu mere alene og hvis vi ikke kan tage samtalen hvis vi er trætte af et billede i lige netop den skjorte, så holder vi også op med at kunne tage hensyn til hinanden udfra et sundt fornufts aspekt.

 

Lone Hørslev har i digtsamlingen Dagene er data fra sidste år leget med det:

 

DATA BARE TAG DET

Alt er data og vi forærer det væk, åh VÆK MIG når de trælse

søgemaskiner er gået hjem

igen som skuffede gæster til et selskab

med kedelige og forudsigelige bordherrer.

Min næse, mit syn og mine øjenvipper er data, bogen under brillen

der er grå, er data, min

personlighed, personnummer, postnummer og bilens

lidt støvede nummerplade er data.

Lidt udslæt på kinden er data. Svar på prøven, data

på apotekets server, en

recept på noget creme – bare tag det.

Bevidsthed, bevidsthedsstrømmen og udslæt, gammelt

materiale

Fra barndommens gade

datiden er i særdeleshed data.

Da du kyssede mig

den allerførste gang

og jeg faldt om

og knaldede knæene i asfalten

så de ar jeg har

altid vil minde mig om dig

alle digtene

jeg har skrevet og skriften

på papirets hvide hud

er data.

 

Vi er selv data, vi viser data og vi taler sammen om noget der også er data – så vi skal huske på Hal Koch, at det ikke er befordrende for samtalen hvis nogen – flertallet – ikke vil samtale. Derfor er det så vigtigt, at I holder fast i jeres sunde fornuft når i møder hinanden og I møder verden. I skal arbejde hårdt og målrettet, blive dygtigere for hver eneste dag, men huske at I skal dele med hinanden i respekt, I får kun gode samtaler og vi kan kun redde demokratiet hvis I både lytter og taler.

 

God rejse

Da jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg ville sige i dag, kom jeg til at tænke på TV2-reklamen: ”alt det vi deler”.
For i dag sidder vi 250 studenter samlet, og vi har hver især vores helt egen, og unikke, fortælling om, hvad det har betydet, og hvordan det har været, at gå på Skanderborg Gymnasium, men på trods af vores forskelligheder, så er der alligevel alt det vi deler.
For næsten tre år siden, på første skoledag, gik vi sammen ind af de røde døre herude for første gang. Det var angstprovokerende, der var sommerfugle i maven og man var nok lidt nervøs for, hvad det egentligt var for nogle mennesker som man nu skulle tilbringe hver dag med.
Vi fik taget de famøse lectio-billeder som på godt og ondt har jagtet os siden, vi var til fredagscafe, hyggeaften og Gymnasiets mange forkortelser som NV, AP og AT blev en del af vores hverdag. Nu var putte-livet rigtigt i gang, og ikke nok med det, så nærmede første gymnasiefest sig, og heldige som vi var, skulle vi klædes ud som babyer, mens resten af skolen var klædt ud som voksne.
Tiden gik, og lige pludselig gik vi samlet ind af de røde døre for anden gang. Nu som 2.g’ere. Vi var hverken uerfarne putter eller erfarne 3.g’ere, vi var lidt ”både og, hverken enten eller”. Nogen af os husker det måske som det fagligt mest udfordrende år, men vi husker det med garanti alle sammen som året, hvor vi på studieture blev knyttet tættere sammen og bl.a. viste Berlin, Barcelona, Madrid og New Delhi, hvad vores årgang har at byde på.
I slutningen af året tog en af 3.g’erne fat i mig og sagde: ”husk nu og nyd 3.g, det går alt for hurtigt”, hvortil jeg svarede: ”det går vel hverken hurtigere eller langsommere end andre år?” Men jeg tog fejl. Når jeg i dag tænker tilbage på det forgangne år, virker det som om, at livet satte farten op. Første dag kastede vi ris på putterne, senere tæskede vi dem i fodbold, så var der fredagscafe, gymfest og pludselig skrev vi SRP. Til jul hørte vi for sidste gang Rektor læse juleeventyr højt, og tiden begyndte så småt at blive knap. I foråret tæskede vi handelsskolen i fodbold, så var der pludselig gymcamp, revy, eksaminer og nu sidder vi altså her. Alle de her minder og oplevelser har vi delt sammen og jeg synes egentligt, at vi har gjort det ret godt.
Vores tid her på gymnasiet har været med til at definere, hvem vi er og hvem vi gerne vil være. Vi tager mange ting med os i rygsækken her fra stedet, men en ting som jeg håber kommer til at fylde så lidt som muligt, er alle de karakterer, som er blevet brugt til at veje og måle os de sidste tre år. For når studentertiden er ovre, og vi skal ud og stå ansigt til ansigt med den virkelig verden, så skal vi ikke bedømmes på det 4-tal vi fik i mundtlig tysk eller 2-tallet i skriftlig matematik. Vi skal herimod bedømmes på den karakter, som vi er blevet - og når jeg kigger udover jer, her på de forreste rækker, og tænker på, hvor mange af jer som jeg har været så heldig at få lov til at kende, så er jeg sikker på, at det nok skal komme til at gå os godt.
På en dag som i dag, vil jeg også tillade mig at sige tak på vegne af os alle sammen:
- Først og fremmest et stort tak til alle lærerne. Selvom vi måske ikke altid har vist lige stor interesse i jeres undervisning, så ville vi ikke sidde med huerne på i dag, hvis ikke det var for jer.
- Tak til ledelsen, sekretærerne og pedellerne for at skabe en mindeværdig ramme for vores gymnasietid. Personligt vil jeg gerne sige specielt tak til Ayla og Heidi for altid at hjælpe med hvad som helst.
- Tak til de forældre, som modigt har lagt hus og have til klassefester, forfester og i den kommende tid studenterfester og studenterkørsel. Det virker måske ikke altid sådan, men vi sætter virkelig pris på det.
Vigtigst af alle – vil jeg gerne sige tak til kantinen for frokost de sidste tre år. På trods af den til tider lange kø på f.eks. tarteletdag, og den meget kontroversielle 2 kroners prisstigning på sandwichen og salatbaren, så bliver det underligt at undvære kantinen efter sommerferien.
I dag er det så blevet sidste gang, at vi sammen går ud af de røde døre. Det er kulminationen på tre års hårdt slid og det er slutningen på gymnasietiden. Vi kommer hver især til at skulle lede efter den vej, der føles rigtig for os, men jeg er dog helt sikker på, at med den dannelse som vi tager med os fra Skanderborg Gymnasium, skal det nok gå alt sammen.
Eftersom jeg er så privilegeret at få lov til at snakke på vegne af vores årgang, vil jeg gerne slutte af med at stjæle filosoffen Vincent Hendricks råd til årets studenter:
”Vær modig, rejs ud, se verden, undersøg, reflekter og juster dit udsyn, vov for at vide, skynd dig langsomt, tag en uddannelse og husk, at hårdt arbejde desværre er stærkt undervurderet i disse dage. I karrieren er det ambitiøse ikke at give folk det, de forventer, men også at give dem noget af det, som de ikke forventer.”
Tusind tak for sammenholdet, for venskaberne, og vigtigst, tusind tak for minderne. Stort tillykke med huerne, vi har virkelig fortjent dem, og nu er det tid til at fejre dem!
Tak.

- Emil Stürup Lassen, 2018

Dimissionstale 29. juni 2018, Skanderborg Gymnasium, Rektor Jakob Thulesen Dahl

At gribe øjeblikke, huske dem og bruge dem.
At samle på gode øjeblikke er en vældig god idé – for den dag hvor livet virkeligt går i hårdknude, strømmen går, kæresten skælder ud, brødet er tørt og mælken er sur – da er det godt at kunne åbne den store gamle kagedåse hvor de gode øjeblikke er gemt, snuse til duften, genopleve øjeblikket og vide, at det er vigtigt: Dette kunne være et sådant øjeblik.
Jeg elsker denne sidste uge på gymnasiet. Jeg elsker spændingen, bevægelsen, huerne, flagene, stemningen, hvor glæden og lettelsen og friheden er klar. Jeg er vild med at hejse flaget med de første studenter og jeg glæder mig over, når stolte forældre byder glade på champagne, og studenterne går fra dyb koncentration i minutterne op til eksamen til lykke, glæde og stolthed når eksamen er slut. Det at nå et mål, gøre noget færdigt og se at det er godt – det giver selvtillid og stor tilfredsstillelse.
Jeg mindes hvert år mine egne studenterdage – fuldstændigt på samme måde – og husker på hvordan vi også var sammen - på samme måde som I er det, lige der – i de øjeblikke med fuldstændigt frihed og fuldstændigt ligeværd. I har alle gjort det. I har gjort det hver for sig og I har gjort det sammen. 

Det er meningsfuldt, fordi det var derfor, I kom – for at tage en studentereksamen, for at blive klogere, mere vidende, mere modne, mere bevidste om jer selv og jeres omverden, mere klar til en uddannelse og til livet. Og det blev I! Men også meningsfuldt, fordi I nu skal forlade os og gå til det næste.

Jeg ved hvor meget man kan få overblik over igennem en koncentreret eksamensperiode, og hvis I bare minder en anelse om den erindring jeg selv har om disse eksamenslæsningsperioder, så har I fået indtil flere ”aha” – oplevelser undervejs, tidspunkter hvor I pludselig så stoffet i det helt rigtige lys, øjeblikke hvor den kolde krig pludselig gav mening, hvor glukosemolekylets mange muligheder blev smukke eller hvor selv den mindste antydning af dobbeltbetydning fik tekstanalyse til at stige til ren lystfølelse. En af mine yndlingsforfattere er den franske Saint-Exupéry. I hans fortættede univers bliver man hele tiden tvunget til at deltage. Man kan ikke slippe fri hvis man en gang har været i dialog med Ræven i Den lille Prins eller hvis man en gang har været med på en af Saint-Exupérys ture i flyvemaskinen, højt hævet over virkeligheden og alligevel lige midt i den. I bogen Krigsflyver fra 1942, indleder Saint-Exupéry med en lille drøm om skolen som jeg gerne vil give jer med i jeres store gamle kagedåse som jeg indledte denne tale med:

"Det må være en drøm. Jeg går atter i skole. Jeg er femten år. Jeg sidder tålmodigt og løser min geometriopgave. Med armene mod det sorte bord sidder jeg pænt og bruger passer, lineal og vinkelmåler. Jeg er flittig og stille. Rundt omkring mig snakker mine kammerater med dæmpede stemmer. En af dem står ved den sorte tavle og skriver en række tal op. Andre, mere letsindige, spiller bridge. Dybere og dybere graver jeg mig ned i min drøm. Jeg kaster et blik ud gennem vinduet. En gren flimrer i solskinnet. Jeg stirrer længe på den. Nu er jeg den uopmærksomme elev. Det fylder mig med velbehag at sidde i solen og indånde denne barndommens atmosfære af skoleborde, kridt og den sorte tavle. Med den inderligste glæde lukker jeg mig inde i denne omhyggeligt værnede barndom! Jeg ved jo så godt, at først kommer barndommen, skolen, kammeraterne, så kommer den dag da man skal op til eksamen, den dag man får overrakt sine eksamenspapirer, da man med hjertebeklemmelse træder ud af sin forgård og som ved et trylleslag er en voksen mand. Man træder straks lidt tungere i gulvet. Man er allerede ved at bane sig en vej i livet. De første skridt af vejen. Endelig skal man prøve sine våben mod virkelige modstandere. Linealen, vinkelen og passeren skal nu bruges til at bygge verdenen op med eller til at triumfere over fjenden med. Legen er forbi."

I har alle sammen leveret varen. I har arbejdet med stoffet og forsøgt at finde de vises sten til at klare de enkelte fag. I har øvet på remserne og læst til I kunne sprænges af al den viden. Det er derfor man bliver så ærgerlig, og lidt gal i skralden faktisk, når der stilles spørgsmålstegn ved om I nu har lært det rigtige, om I nu er dygtige nok, om ikke det hele bare var meget bedre i gamle dage. Når vi skal lave kontrolsystemer for at jagte de få der snyder eller når undervisningsministeren bestiller en undersøgelse af hvordan fagligheden i gymnasiet har udviklet sig de sidste 50 år, med den slet skjulte hensigt, at kunne bringe ved til det samme bål. Eller når vi bare synes at unge ikke er selvstændige, kreative, innovative eller hurtige nok. Man skal selvfølgelig ikke tage fejl – egentlig er det hele i den bedste mening. Men en ting er opførsel og tilgang til livet noget andet er motivationen, lysten driver værket og du kan hvad du vil og andre lignende ordsprog – en størrelse som vi skolefolk i disse år bruger rigtig mange konferencetimer på at drøfte. Det gjorde de romerske skolefolk også og ca. 90 e.Kr skriver den romerske pædagog, lærer og konsul Quintilian at:

"Alle vore elever har brug for hvile, ikke blot fordi ingen kan holde til uafbrudt anstrengelse…, men også fordi studiets resultat afhænger af studentens gode vilje, en kvalitet, der ikke kan fremelskes ved tvang…Jeg sætter pris på, at de unge leger. Det er tegn på en livlig disposition. Du får mig aldrig til at tro, at en dreng, der er trist og i konstant dårligt humør, kan vise nogen som helst kvikhed i sit arbejde,……Hans studier skal gøres underholdende. Han må spørges og roses og lære at glæde sig, når han har gjort det godt."

Så er det jeg bestyrkes i at vi selvfølgelig – til alle tider – må have den allerstørste tiltro til, at vi altid søger det bedste i os alle sammen. Vi er alle sammen grundlæggende ærlige oprigtige mennesker, der forsøger at nå det bedste i hvad vi nu hver især har sat os for og at vi alle sammen faktisk også forsøger at gøre godt for det fælles - vi skal huske at gøre vores venner gode.

”..studiets resultat afhænger af studentens gode vilje…” sagde Quintilian

Jeg har været med til at lave gymnasieskole i snart 25 år og jeg har aldrig oplevet lærere, der ikke ønskede det bedste for deres elever og jeg har sådan set heller aldrig oplevet elever, der ikke gjorde deres bedste i situationen. For os alle sammen er der noget der er spændende og noget der er mindre spændende, der er gode dag og der er mindre gode dage, men at vi ikke alle sammen har den søgen og den nysgerrighed der skal til – det tror jeg simpelthen ikke på. Så derfor vil jeg give jer et lille sæt af pointer som jeg mener skal med i kagedåsen – måske de burde klistres på indersiden af kagedåsens låg så man ikke behøver lede efter dem. I bund og grund handler det hele om:

At vide noget
At kunne noget
At være nysgerrig
At øve sig og træne, igen og igen,
At turde gøre noget
At turde lave fejl
For der igennem at kunne blive til nogen

Men glemmer vi en eller flere af disse enkeltdele og forsøger vi måske at lade som om at vi kan undgå fejl, hvis vi bare har de rigtige kontrolsystemer eller tænker vi, at der ikke er behov for at øve sig fordi vi alligevel aldrig kommer med til VM, så misser vi den samlede pointe og vi mister måske os selv. Viden har til alle tider være den direkte vej til magt og vælde, uddannelse er vejen til viden og viden leveres af magthaverne og deres samfundsstøtter der i deres egne skoler sørger for at overlevere viden og dermed magten i samfundet til nye generationer og producerer dermed fornuftige og veluddannede unge voksne der, hvis det går den rigtige vej, formår at videreudvikle og styrke samfundet. Sådan gør vi også i dag. Pointen er blot, i hukommelse af Quintilian og alle skolefolk til alle tider, at vi ingen vegne kommer hvis ikke I har motivationen, lysten og viljen til at gøre det. Hvis ikke vi sørger for at have fokus på udvikling ender vi med alene at reproducere fortidens forældede former og samfund der gør det regenererer og kollapser på den ene eller anden måde. 

Men heldigvis har vi jer. Og I kan med god ret og stærke veltilfredse følelser sidde her og puste lidt ud. I har bestemt været motiverede og vist at I kan. Og ja der har været gode dage og mindre gode dage, dage hvor andre vigtige ting blev vigtigere end lektierne og skriftlige afleveringer der blev vigtigere end læselektierne. Men det er ok.

En bjergbestiger, der ikke tager sig tid til at sætte sig på en afsats og puste ud og kigge tilbage og ned - og kigge op og kigge ud - og glæde sig over øjeblikket, har misset hele pointen med bjergbestigning.

Derfor er det lige præcis nu I, for en kort stund, kan tillade Jer at læne Jer tilbage og nyde det øjeblik hvor I netop har erobret magten over det hele. I kan demonstrativt præsentere eksamensbevis og med stolthed deklarere at: ”jeg er student”, se bare mig.

Benny Andersen siger det som altid kort og præcist:

”Sæt jer store mål
Sæt jer tydelige spor
Det skal kunne ses, at I har været her.
Vi skød med slangebøsser engang.
De store drenge skød efter tomme flasker.
Hvor er de flaskeskår i dag?
Jeg skød efter månen.
Mærkerne ses tydeligt den dag i dag.”

På folkemødet for tre uger siden, var der en række vigtige debatter om skole, uddannelse og dannelse og alt det der med, hvad søren vi skal sikre, at I og alle som jer, skal have med fra skolen. Hvad skal vi gøre, os der forsøger at give jer, elever, de bedste forudsætninger for at kunne styre og udvikle og sikre samfundets beståen. Og hvad er det I – når I har været i skolen – har fået med jer. Ikke at man nogen sinde, i sit eget liv bliver færdig med at uddanne og udvikle sig, det ville også være svært kedeligt? Men hvad har I med – hvordan er I blevet dannet af vores og de andre skolers forsøg på at lære jer noget.

Filosoffen Anders Fogh Jensen sagde det kort og tankevækkende da han i et definitionsforsøg sagde, at det vi er, når vi er dannede mennesker, det I er når I er dannede mennesker, det er at ”I har stedsans uden at have været alle steder” –

- ”Stedsans uden at have været alle steder”

hvilket betyder at I aldrig kommer til at fare vild. I vil opdage at I kan orientere jer når I møder nye mennesker, nye uddannelser, nye job, nye steder, nye kulturer osv. fordi I har fået en bred forståelse for hvordan man kan læse og skrive og tænke og tale. I har fået et solidt fodfæste på alle mulige måder og vi glæder os til at I kommer til at sørge for, at vores samfund og vores skoler også i fremtiden vil kigge mere op end ned. Det stoler jeg på I gør.

God tur

Kære medstudenter, familier og ansatte på Skanderborg Gymnasium

 

I dag kan vi heroppe på de forreste rækker ikke længere kalde os elever på, men i stedet studenter fra Skanderborg Gymnasium. Det kan vi gøre med glæde og lettelse, men også med en kriller i maven over, hvad der venter?

Før vi når så langt, synes jeg, vi skal spørge os selv, hvordan vi egentlig er kommet hertil?

For snart 3 år siden blev vi mødt foran hovedindgangen af 2.g og 3.g’erne, som kastede ris på os. Vi blev diageret bagerst i salen og på trods af, at det var første skoledag, så jublede 3.g’erne, som om de allerede var studenter.

Vi blev 2.g’ere, og første skoledag var det os, der stod med hånden i risposen. Vi var ikke længere ”putter”, og vores position i salen var i midten fremfor bagerst. Året bød på kendte traditioner og sociale arrangementer såsom gymfester, fredagscaféer og hyggeaftener. Vi var også på studieture til forskellige destinationer, hvor sammenholdet i klasserne for alvor blev styrket.

Vi blev 3.g’ere, og første skoledag var det os, der sad aller forrest i salen. Vi jublede, som om vi allerede var studenter, for nu var det vores tur. Efter en lidt uheldig start med nogle puttebud, vi ikke længere taler om, så synes jeg selv, vi har fået ret godt styr på det. Livet som 3.g’er har budt på endnu flere gymfester, endnu flere fredagscafeer og endnu flere hyggeaftener, men trods erfaringen, så er det ikke blevet mindre sjovt – tværtimod. Derudover har året også budt på bl.a. SRP-fest, musical, forårsfest og Gym-camp. Så når Thule kom til at kalde os ”en kedelig årgang” i radioen, så er det, fordi han ikke helt ved, hvad der er foregået i kulissen.
Men det hele har ikke kun været fest og farver. Gymnasielivet har også været hårdt slid og sene nætter med afleveringer og dealines. Vi har skrevet SRP, været til terminsprøver, og så er de sidste uger gået med eksaminer. Der har både været successer og skuffelser, men det er bag os, og lige nu er det vigtigste, at vi sidder her med huerne på hovedet.

Betydningen af karaktererne vil jeg ikke tale meget om, for det har vi mediestrømmen til. Jeg vil dog sige en lille, men efter min mening vigtig kliché: ”Det handler ikke om de karakter man får, men om den karakter, man er”. Når vi møder andre mennesker, er det ikke med eksamensbeviset i fremstrakte arme men i stedet med en positiv indstilling og et smil på læben, for så kommer man længest.

 

Så hvad er det egentligt, vi tager med os herfra, når vi i dag går ud af hovedindgangen ikke som elever på men studenter fra Skanderborg Gymnasium?

Vi kan hurtigt blive enige om, at den vigtigste udvikling ikke kan ses på lectiobillederne eller måles på placeringen i salen. Men billederne og placeringen vidner om en personlig udvikling, en udvikling i venskaber og en udvikling i sammenholdet og fællesskabet som årgang.

Skanderborg Gymnasium har i 3 år dannet rammen om vores ungdom. Vi har gennemgået vigtige lektioner, som rækker langt udover skolebænken, og som gør os klar til at møde verden. Vi har lært, hvad det vil sige at opbygge stærke venskaber, og hvordan vi hver især kan være med til at påvirke andre mennesker.

Vi har oplevet at være en del af et forpligtende fællesskab, hvor de sociale arrangementer har været båret af vores egne initiativer. Og hvis I kigger omkring jer, så afslører den røde hue netop dét fællesskab, som vi har opbygget. Det er et fællesskab, der kender følelsen af at synge med på singlerne fra Kusmiklikken eller Big Fat Snus. Det er et fællesskab, der er består af folk, som har set Illum lave uhlauhlauhla dansen på scenen, og som ved, hvad Lambertsen egentlig vil gøre for 50 kr. Og så er det fællesskab, som, da vi stod til at tabe fodboldkampen mod hhx, bare sendte Agnes afsted på en cykel med en lyserød kasket, og så var det nederlag alligevel glemt. Vi har oplevet det hele sammen, og derfor sidder vi også i dag sammen som studenter.

 

Hvad så nu – tænker mange nok?

Tiden i gymnasiet er i sig selv en fantastisk tid, men det er også et springbræt, og det er nu op til os selv, hvorhen vi flyver, og hvor vi lander. Navlestrengen brister – og vi kommer for alvor til at stå overfor muligheder og beslutninger. Det kan være nervepirrende, men med de værdier som vi kan tage med herfra, så er jeg overbevist om, at det nok skal gå.

 

Til slut vil jeg…

Til skolen og lærerne sige tak for at have dannet en fantastisk ramme om 3 vigtige år af vores ungdom. Og en særlig tak til de lærer som sidste skoledag havde taget sig tid til at overraske alle med vild underholdning bl.a. fremført i courset og skørt.

Til forældrene vil jeg sige, at selvom jeres unge mennesker har fået huen på, og vi nu skal til at agere voksne og ansvarlige, så skub lige den tanke til efter studentergilderne, så vi får en fair start på voksenlivet.

Til alle studenter og kammerater – tak for 3 år på gym og tillykke med huen. I har fortjent den! Det er derfor også fortjent, at vi de næste uger kobler helt fra og fejrer huen med et par øl, mens solen forhåbentlig skinner på os.

Uanset hvor I så sidenhen måtte ende, så håber jeg, at I vil huske tilbage på jeres gymnasietid, som en tid, hvor grinene, venskaberne og fællesskabet står klarest.

Men inden jeg slipper mikrofonen helt, så synes jeg, at vi som årgang skal vise vores forældre og lærer, hvad et fællesskab egentlig betyder, og hvor højt man en aller sidste gang kan råbe ”3.g” her i salen på SG. Så rejs jer op, og så håber jeg, at I vil råbe med mig, for ellers bliver det en pinlig fornøjelse…

3.g … 3.g ... 3.g …

 

Tak! Vi ses derude!

- Rebekka Skudbøl Jørgensen, 2017

Kære Studenter – Tillykke med Eksamen!!

 

”Det hænder os at vi gaar gennem et langt galleri af historiske Portrætter: Portrætter af Konger, Dronninger og Paver, af store Statsmænd, Digtere og Søfarere, og at mellem alle de berømte ansigter et enkelt anonymt Ansigt fængsler os, en ung eller gammel mand der hviler i sig selv, sit eget væsen tro og uafhængig af andres. Kataloget, som vi slår op i, oplyser kort: ”Portrait of a Gentleman”. Jeg kalder da min skildring af Farah saaledes, ”Portræt af en Gentleman”.

 

Sådan skriver Karen Blixen i den lille erindringsbog Skygger paa Græsset fra 1960 om hendes trofaste tjener Farah som hun på trods af lange opremsninger af forskelligheder alligevel med umådelig stor taknemmelighed og kærlighed fastholder i erindringen, som en uløselig del af hende selv og hendes egen historie. Farah er på alle måder ordentlig og Karen Blixen forklarer:

 

”Saafremt ”the gentleman” kan defineres som en mand der har sin tids og sit Milieus Æresbegreber i blodet, og hos hvem de er blevet Instinkt, saaledes som Spillets Regler er blevet Instinkt hos en Cricket- eller Fodboldspiller, der ikke kan tænke sig – ja for hvem det vilde være umuligt i nogen situation – at tage Bolden i Hænderne, da var Farah den mest fuldendte Gentleman jeg har kendt.”

 

Vi vender tilbage til det

 

Når vi kigger på hvem vi er og hvad vi er en del af, kan vi godt lide at tænke os – os mennesker – som en del af noget større. Vi hylder fællesskaber og siger til hinanden, at mennesket jo er et socialt væsen, der søger og med en stor naturlighed forsøger at skabe harmoniske fællesskaber, lige fra den mindste enhed i familien til de store fællesskaber som vi ofte kalder folk og nationer, og endnu større fællesskaber nationer imellem.

Vi taler om kulturer og civilisationer, kulturer er civilisationers højdepunkter hvor mange ting synes at gå op i en højere enhed og vi har perioder i verdenshistorie hvor vi kan se, at de mennesker der lever i dem, de mennesker der har styringen, uanset hvordan de så end har den, at de tror på værdier, der står over dem selv og derfor træffer modige beslutninger og konstruerer samfund, der gavner de fællesskaber, som de lever i. De mennesker var ordentlige, de var gentlemen og de havde en ide og en vision om det fælles der lå forud for dem selv.

 

Vi ser de første glimt af kulturer i oldtiden, men først stærkest med den apollinske kultur der udsprang af Athen og Grækenland og toppede omkring 450 f.Kr. med den græske gud Apollon, Guden for mådehold, frisind og retfærdighed, som symbol. Kulturtoppe som disse er så stærke, at vi også den dag i dag kan bygge og referere og drømme på baggrund af dem, også når det går mindre godt. For det sker selvfølgelig igen og igen, at kulturidealer trædes under fode, fordi folk mister tillid til eksisterende systemer og mister tillid til fyrster og konger og præsidenter og folketing og derfor vender sig mod noget, der umiddelbart synes stærkere. Det skete for det Athenske folk og alle omkring dem, der også tænkte positivt om fællesskaber og ærligt forsøgte at gøre livet bedre, da de forfaldt og blev løbet over ende af den hellenistiske civilisation, eller civilisationer for der var flere – den største og vigtigste var det vi kalder Romerriget, en kæmpe mastodont af magt og styrke og kontrol, der over en 500 årig periode skabte alle grundprincipper for hvordan vi i dag laver offentlig administration og offentlig ledelse, nå det var en sidebemærkning.

 

Pointen er, at kulturer vokser op og kollapser igen, og budskabet er, at vi skal være opmærksomme og at vi skal vide af at kæmpe for det gode, det smukke og det sande, når vi oplever at de fælles idealer og værdier trues.

 

Vi lever i slutningen af en sådan kulturperiode. Ofte kaldet faustisk efter Göethes Faust, hvor det higende og grænsesprængende europæiske menneske, det menneske der netop ikke taber væddemålet til fanden, men vedvarende har en tro på og forsøger at bidrage til fællesskabet, forsøger at hjælpe, i stedet for at henfalde i egen nydelse og egoisme. Det menneske står som ideal. I den periode har vi skabt alle de gode ting vi har i dag og på toppen har vi været meget tæt på at tro, at vi kunne skabe et verdensomspændende fællesskab, baseret på fælles værdier, rettigheder og ligeværd.

 

Et billede på disse tanker – som står stærkt hos mig som reference til alle mulige dagligdags situationer, hvor mennesker med forskellig udgangspunkt skal mødes og sammen finde løsninger til fælles bedste, er et billede som historiker Leo Tandrup tegnede for mig engang for snart længe siden på universitetet, for at vise kulturers sande vækstmotor om man så må sige. Forestil jer de norditalienske købmænd fra Siena, Venedig og Firenze, der i det 13 og 14 århundrede skabte enorme formuer på handelen med de tilsvarende arabiske købmænd, når de mødtes med dem på markederne i Mellemøsten. Disse moderne borgere så, at man ikke bare kan anklage de siddende magthavere for deres egoisme og selvoptagethed – nej man måtte selv tage affære og de sejlede af sted, gik ind på markederne i det fremmede, fyldt med fremmede kulturer og brogede ideer og gjorde det med en åbenhed og en frimodighed, der inviterede til samtale og ja – handel – for det var selvfølgelig det der var målet. MEN disse købmænd opdagede meget hurtigt, helt modsat de herskende fyrster hjemme i Italien, som de var ved at tage magten fra, at enhver rynken på næsen ad araberen, perseren, inderens, kineserens livsmåde undergravede handelen. Hvis man mødte den arabiske købmand med mistro, eller hvis man selv tillod sig at snyde på vægten, så kunne man ikke komme igen og man såede det frø af mistillid, der smittede på hele markedet og man ødelagde derfor både sine egne muligheder for en god handel men – og det var langt værre – man ødelagde det også for alle andre. Heldigvis gjorde de det ikke og ud af deres frisind, deres respekt for den fremmede fik vi skabt de økonomiske muligheder for renæssancens, videnskabens, reformationens og oplysningstidens eksplosion af viden og ja udvikling af kultur.

 

Vi er kommet meget langt. Vi er blevet et meget rigt samfund. Alle mennesker i hele verden – selv de fattigste områder – har det i dag, gennemsnitligt, betydeligt bedre end for 50 år siden. Jeres forældre, bedsteforældre og deres før dem tog for alvor ansvaret og tiden var med dem.

 

Vi har længe troet, at vi var på vej ind i en ny tid, noget der skulle komme efter den industrielle tid, den tid der afløste tiden med det slidsomme landbrug. En tid hvor vi skal leve af viden og hvor de digitale muligheder skal fjerne de sidste nedslidende dele af de fysiske vilkår. Og meget er der da også sket de sidste 50 år.

 

Set med de kultursociologiske briller taler vi om et postmodernistisk samfund, men smag lige lidt på det. Post moderne. Post betyder efter og moderne er, nå ja – moderne, nyt, Men en tid baseret på det der kommer efter det, der er nyt – hvad er det?

 

Grunden til at vi overhovedet taler om det postmoderne er en konsekvens af den tid efter anden verdenskrig, hvor vi for alvor blev moderne. Biler, huse, jobs, musik, uddannelser, frihedsidealer, ungdomsoprør mod autoriteter og ikke mindst en eksplosion i personlige udviklingsmuligheder. I har læst om det, diskuteret det og I ved det godt. Det er gået rigtigt godt, og med det fulgte en stor udvikling af tanker, kunst, ligeværd, og ikke mindst for os i vores lille hjørne af verden, den absolutte, vandtætte, trygge og varme virkelighed I er vokset op i. 

 

Sandt at sige så har I jo aldrig manglet noget.

 

I 70’ernes marxistiske forsøg på etableringen af den absolutte objektivitet som værende det eneste ægte ideal, den eneste ideologi der kunne og burde være, fik vi skabt en misforstået tro på, at vi som menneske ikke behøver at tage stilling – når bare vi er stærke og vidende og klare nok – vil vi ikke behøve at gøre andet end lede efter den absolutte objektivitet. Vi gjorde det i historiebøgerne og vi gjorde det i aviserne, vi gjorde det i forskningen og vi gjorde det i skolerne.

 

I er modsat jeres forældre, og i hvert fald modsat jeres bedsteforældre, vokset op med sommerferierejser, skiferier, fodboldskoler, håndboldskoler og andre aktiviteter og selvfølgelig ikke mindst computere og internet, TV-kanalpakker reality-programmer og masser af kærlighed fra os forældre. Vi er kommet så langt at vi som forældre – mig selv inklusiv – faktisk er mere optaget af om I vore børn, får et lykkeligt og godt liv end om vi og I kan klare jer fysisk. Og på den baggrund kan vi reelt sætte jer mere fri end vore forældre og bedsteforældre kunne sætte os fri. Vi ønsker mest af alt, at kunne lukke døre op for jer og ja vi curler nok lige rigeligt. Det er måske en udfordring.

 

Alligevel vil I de næste uger høre spørgsmålet om, hvad I så skal bruge jeres studentereksamen til, hvad skal I være når I bliver helt store? Det skyldes selvfølgelig, at det stadigt ligger meget dybt i os, at der skal være en nyttevirkning af det vi gør, vi sår og vi høster, I går i skole for at få et job. Men virkeligheden er i øjeblikket, at I slet ikke behøver have et specielt stærkt fokus på hvad I skal bruge jeres studentereksamen til – faktisk taler vi i det postmoderne samfund mere og mere om, at I kommer til at skifte job og uddannelse mange gange i jeres liv og nogle gange hører man, at måske 40 % af de jobfunktioner som I skal løse, slet ikke er opfundet endnu – så er det jo nærmest umuligt at svare på hvad man skal bruge sin studentereksamen til. Og måske heller ikke vigtigt?

 

Men hvad er så vigtigt. Skal vi bare alle sammen nyde turen i rutsjebanen og nyde farten og udsigten og holde godt fast på vores egen plads og bare regne med at det nok skal gå – eller skal I tage lidt mere ansvar og skal I have lidt flere ambitioner end det?

 

Den engelske Cambridge professor Alan Macfarlane, har omdøbt den postmoderne verden til ”en verden uden et verdenssyn” og forklarer det med, at I og vi ikke længere vokser op og overtager et fast samfundsbillede fra generationen før. Faktisk har vi i hele min tid, så længe jeg kan huske, dyrket ideen om, at man skal bestemme selv. Og selv tage ansvaret, helt alene. Det har været en idé i vores frigjorte samfund, at man selv bestemmer hvordan man vil udtrykke sig, hvad man vil være med henblik på, at vi på den måde selv tage magten over vores identitetsdannelse. Sagt på en anden måde er det postmoderne individ, med Macfarlanes ord, sin egen forfatter og kan skrive sit eget liv og sin egen identitet på tværs af social klasse, etnicitet, landegrænser, historien, traditionen, familien osv. I yderste konsekvens skal det postmoderne individ selv konstruere sin verden.

 

Umiddelbart lyder det som frihed, men i virkeligheden er der en alvorlig risiko for at man ender med at miste forankring og miste fodfæste. Med Kierkegaard ved vi selvfølgelig, at det er godt at turde vove, at turde miste fodfæstet for en stund er godt, men jeg vil påstå, at hvis man ikke genfinder fodfæstet ender man med at miste de holdepunkter, der skaber den nødvendige tryghed og sikkerhed der skal til, inden man tager det næste skridt og igen tør miste fodfæstet for en stund.

 

På samme måde nytter det heller ikke noget at tage skridt i alle mulige retninger og det er klart for mig, at det at have mål, små som store, er gode at have. Det betyder slet ikke at man skal have en lang plan, men det betyder at man skal have ambitioner om at gøre noget. Både i dag og i morgen, til efteråret og om et år.

Jeg synes godt man kan være lidt bekymret i øjeblikket. Jeg bliver ked af det, når det synes at omhyggelighed, ærlighed og oprigtighed ikke er de centrale styrende principper for de politikere og embedsmænd som vi sætter til at varetage vores fælles samfund. Jeg bliver ked af det når embedsmænd og politikere tydeligt bevidst fordrejer viden, data og virkelighed for at understøtte en given sag og jeg synes vi ser mange eksempler på det. Tænk sig, at vi helt alvorligt diskuterer ”fake news” eller ”alternative sandheder” og skal høre på, at det faktisk ikke er helt urimeligt at træffe beslutninger på baggrund af løse ideer eller hurtige forsøg på at høste en gevinst. Eller at vi har ministre og embedsmænd, der ikke helt tjekker love og konventioner, inden man sætter ting i værk – ja så langt, at vi har et regeringsparti der i august 2014 skriver: - Vi bør ikke frasige os muligheden for at opsige en konvention i de helt særlige tilfælde, hvor en konvention fører til åbenlyst urimelige resultater. Hvilket oversat til dansk siger at man godt kan tilsidesætte fællesskabet nationer imellem til fordel for enkeltnationens særinteresse.

Og tænk sig at vi i øjeblikket ser lande i hele verden lukke sig om sig selv og igen forsøge at sætte grænsebomme og handelsbarrierer op, det tror jeg vi er mange der håbede vi ikke skulle se igen. Der er langt fra hævede toldsatser og mure og pigtråd og præsident Trumps tweets, hvor morsomme de end er, til de norditalienske middelalderkøbmænds respektfulde og åbne tilgang til handel. Meget langt.

 

Hvis man snyder på vægten fik man ingen handel – men værre endnu, så mister man respekt og tillid, ikke bare på egne vegne men også på vegne af dem man er sammen med, dem man arbejder med og dem man skal løse udfordringerne sammen med og så er fanden løs om jeg så må sige:

K.E. Løgstrup, måske sammen med Kierkegaard en af de største danske filosoffer skrev i bogen Den etiske fordring fra 1956, at tillid må være en forudsætning for det overhovedet at være menneske. Løgstrup siger:

 

                 Det ville være livsfjendsk at bære sig anderledes ad. Vi kunne simpelt                  hen ikke leve, vort liv ville visne, det ville blive forkrøblet, om vi på                  forhånd mødte hinanden med mistillid.

                 Altså at hvis man hele tiden går og mistænker alle andre for at lyve                  bliver samværet nærmest umenneskeligt.

 

På den store bane har det været særdeles underligt, at være vidne til verdens politiske udvikling med de nærmest oprørslignende tendenser de sidste år, hvor det har virket som om, at de politikere der kan råbe højest og gøre det mest iøjnefaldende populistisk vinder. De behøver ikke engang kunne noget politik – bare de kan råbe. Det virker som en ny kamp, mellem på den ene side, det øjeblikkelige, magten, pengene og sejren nu og her, overfor på den anden side, fornuften, fællesskabet og samfundspagten.

 

Men heldigvis har vi jer. I er dem vi har brug for. I er de superhelte, der som den lille dreng hos H.C. Andersen helt vildt højt skal sige til alle der står omkring jer: at kejseren – ”han har jo ikke noget på”. Og I skal kræve, at der igen kommer noget ægte tøj på, noget seriøst politik på bordet, noget der kan give jer en ærlig og redelig vision for hvordan verdenen skal være, en ærlig drøm og noget konkret og godt, noget sandt og smukt at stræbe efter og kæmpe for. Måske det er jer der skal skrive den. Måske det er jer, der som ordentlige og samvittighedsfulde virksomhedsledere eller embedsmænd i forvaltningen skal sikre at vi kommer i den rigtige retning. Der er efter min mening voldsomt brug for, at der er nogen der tør sætter det lange lys på. Hvad er det egentlig for et samfund I gerne vil have, at jeres børn skal vokse op i?

 

For mig er det klart, at der er brug for en omhyggelighed, en ærlig omhyggelighed der tænker på fællesskab og som lukker døre op og ikke lukker dem. Som husker på sammenhæng, husker på relationerne mellem mennesker og ikke mindst på historien og tør lære af den; og som derfor først kigger ned og mærker fundamentet og virkeligheden og derefter kigger op og frem mod mulighederne og den fremtid der kommer; fordi det giver styrken og mulighed for det bevidste, kloge og modige skridt – velvidende at du mister fodfæstet en kort stund. Og i alt det skal man huske respekten og ærligheden og engagementet, alt det der hos Karen Blixen kendetegnede den sande gentleman og –kvinde (er jeg sikker på Karen Blixen ville mene hvis hun havde skrevet sin tekst i vore dage), det menneske der hviler i sig selv, som er sit eget væsen tro og som er uafhængig af andres væsener og ikke lader sig rokke, og som aldrig kunne drømme om at snyde på vægten.

 

Og så kigger jeg på jer. Og bliver helt rolig og glad igen – I er nemlig ordentlige i ordets sande betydning, I er vidende og bevidste – I er rigtige gentle-kvinder og gentle-mænd.

 

God rejse.

Hej

Jeg var ærligt talt lidt overrasket over at blive bedt om at holde den her tale. Jeg er den første student i min familie, og derfor så er min viden om studentertraditioner generelt så begrænsede at jeg blandt andet troede der var meningen at man skulle skrive sit navn foran på studenterhuen.

Jeg havde derfor ikke lige regnet med, at det var mig, der skulle stå her i dag og tale på vegne af årgangen, men jeg er selvfølgelig stolt over det, og jeg vil forsøge at tale lidt om, hvad jeg tænker gymnasietiden har betydet.

 

Når vi oven på disse uger kigger i vores huer kommer der til at står 2 ting i dem alle. Det ene er den karakter, man fik i sin sidste eksamen og det andet er hilsener fra vores klassekammerater og venner - De mennesker der har påvirket os, og som vi har påvirket igennem de sidste 3 år.

Jeg tror det er rigtigt vigtigt, at vi overvejer hvilke af de 2 der bedst beskriver, hvad tiden på Skanderborg Gymnasium har betydet.

Karakterer har fyldt utroligt meget i de sidste par uger, særligt for de af os, der allerede nu ved, at de vil læse på en uddannelse som kræver et højt gennemsnit. Og karakterer er selvfølgelig vigtige, men en karakter - og specielt en tilfældigt udvalgt karakter kan aldrig fyldestgørende beskrive den udvikling, vi har gennemgået sammen.

Jeg var så heldig at min sidste eksamen var i historie for ellers kunne det ligeså godt være 2 tallet fra min franskeksamen som kom til at stå i min hue.

Gymnasiet kan ikke reduceres til en enkelt sejr eller et enkelt nederlag og hverken et 2 tal eller et 12 tal kan opsummere det - for det har været en tid med både opture og nedture.

Der har været perioder med skoletræthed og stress hvor det har været hårdt. Jeg har selv masser af gange drømt om at nå denne dag, få huen på og bare komme væk herfra hurtigst muligt.

Men på andre tidspunkter - når man har lavet et stykke arbejde man er stolt af og kan mærke hvor meget man har lært, har det været fantastisk at gå her og opleve sin horisont blive udvidet.  Heldigvis har vi haft flest af den sidste type oplevelser.

Vi har nok alle haft mange lange nætter brugt på afleveringer, eksamenslæsning og SRP-skrivning, Men der er heldigvis gået ligeså mange nætter på gymnasiefester og byture.

Jeg synes, vi bør fokusere på hilsnerne i huerne når vi tænker tilbage på Skanderborg. For hilsnerne stammer fra de venner, vi har udviklet os sammen med. Det er dem vi har diskuteret alt fra politik til andengradsligninger med. Dem vi har skrevet opgaver sammen med. Dem vi har rejst med på studieture og sprogrejser. Dem der har støttet os når det var svært. Og dem der har sendt deres noter til os når vi havde brug for det. I den forbindelse vil jeg gerne lige sige tak til 3y for at hjælpe mig igennem alle 3 år og særligt Sara Leth og hendes noter for at redde min mundtlige danskeksamen.

Det er blandt dem, vi har fundet venner for livet - og nogle har fundet kærester - og det er dem, der sammen med vores lærere har udfordret os fagligt og vist os nye måder at tænke på.
 

Skanderborg har skabt rammerne for vores ungdomsliv og har lært os at deltage aktivt i et forpligtende fællesskab, blandt andet gennem udvalgsarbejde, ungdomspolitik, elevrådet og studiecafeen.  

Gymnasiet er et unikt sted - hvor vi som elever har kunnet fordybe os opnå ny forståelse for verden ved hjælp af de forskelige fags metoder. Vi er blevet bredt og alment dannede og det får vi brug for i fremtiden

Efter sommeren begynder vi alle sammen på et nyt kapitel i vores liv. Nogen skal direkte i gang med at læse videre, andre begynder på et arbejde og andre vil ud at rejse. Jeg tror på, at uanset hvad vi skal og hvilke udfordringer, vi møder, så kan vi bruge de erfaringer vi tager med fra gymnasiet - både de faglige og de personlige. Og jeg er taknemmelig for alle de ting vi har fået med i bagagen herfra.

 

Men før vi når så langt, så lad os glemme hvilket tal der står i vores huer, lad os få nogle lyn i dem i stedet, og lad os nyde sommeren og friheden sammen, for vi har fandeme fortjent det! Mange tak og tillykke!

 

- Simon Røn Dalsgaard, 2016

Dannelse

Flere ting har inspireret mig og ligger bag denne min sidste tale til jer.

For det første, så er jeres store arbejde de sidste tre år en inspiration. Jeg har nydt, at følge jeres gang på skolen, fra de store børn I var for tre år siden, til nu,  hvor I er så klar til det næste skridt ud i den voksne verden – Så klar som vi har kunne gøre jer i hvert fald.

Næste store skridt er nu jeres – I skal ud af denne beskyttende glasklokke som grundskolens og nu de sidste tre år Skanderborg Gymnasium har været for jer. Nu skal I selv.

Tænk på alle de mange timer med diskussioner, lektier, afleveringer, prøver, det er alt sammen inden i jer nu. I slipper aldrig af med det. I glemmer noget – men det vil altid kunne luskes frem hvis I vil - og lur mig – I vil blive overrasket over hvad I pludselig kan genkalde, når I læser en artikel, hører et forfatternavn, ser en matematisk sammenhæng eller deltager i en politisk diskussion.

En anden ting, i forlængelse af det første, er forårets mange, og lange politiske diskussioner om hvad gymnasiet egentlig skal – de diskussioner der har ligget forud for det politiske forlig, om en ny model for gymnasiet, der blev indgået på Christiansborg for 3 uger siden og som vi nu er i gang med at forberede. Her blev  begrebet almendannelsen en meget central del af diskussionerne om, er det fortsat noget gymnasiet skal og hvad er almendannelse i 2016 overhovedet er for en størrelse?

En tredje ting der ramte mig var, da jeg tilfældigt faldt over min datters mobil og så teksten på coveret:

 

Always be yourself
Unless you can be a unicorn
Then always be a unicorn

For hvem har egentlig ikke brug for ind imellem bare at glemme alt det rigtige og alt det der som nogen siger man ikke kan – og så bare gøre det alligevel – ind imellem alt det almindelige skal man give sig selv lov til at være magisk – så hvis du kan – så glem resten og se dig selv som enhjørning.

Men tilbage til virkeligheden - hvad er vi egentlig – hvem er vi – hvem er du? hvad har du valgt at gøre? Hvad skal du nu?

Betyder det du gør og det du er igennem, det du oplever, det du hører og det du lærer, noget for hvem du er? Ændrer du dig og hvordan er det lige med drømmene og den umiddelbare naive tro på det gode og magiske?

Er du på vej til at blive dannet og har vi i det almene gymnasium givet dig noget almen dannelse?

Dr phil. Harry Haue har i sin doktordisputats Almendannelse som Ledestjerne fra 2003 over 500 sider diskuteret udviklingen af begrebet almendannelse som det har udviklet sig i det danske skolesystem siden 1830. Det er en særlig dansk opfindelse.

Han beskriver det almendannende som det der sker når...
man giver den enkelte mulighed for at udvikle en personlig myndighed, der sætter vedkommende i stand til at reflektere over sit eget forhold til sine medmennesker, natur og samfund.

Det har selvsagt altid været mennesket forundt, at blive præget af de omgivelser og de vilkår det vokser op i. Med det udgangspunkt har mennesket altid i sine handlinger, de prioriteringer og valg der træffes, præsenteret summen, plusser og minusser, af de oplevelser og indtryk og den træning det har fået.

I er selvfølgelig børn af jeres tid, opvokset i de år hvor de digitale muligheder for alvor revolutionerer det vi kan og dannelsesbegrebet vil helt automatisk justere sig efter hvad det er I skal kunne. Prøv at forestille dig, hvad du kommer til at tale med de andre forældre om til forældremødet om 20-25 år – hvilke bekymringer vil du have for, at dit barn bedst får lært at klare sig – hvad skal lærerne om 20-25 år mon lære børnene – hvad er det de skal kunne?

 Dannelsesbegrebet, som vi ofte bruger det, giver os en fornemmelse for, eller et billede af hvad den gode borger bør være for en størrelse.

Og derfor hænger ideen om dannelse altid sammen med den historiske sum, der lidt bagud skuende måske, rummer vores drøm om det bedste samfund.  I det europæiske område og med stigende kraft efter renæssancen, med ideen om det oplyste menneske. Det menneske, der på baggrund af viden og konkrete praktiske kundskaber kan sikre velstand og sikkerhed, ikke bare for sig selv, men også for andre. Det syn gav os den reformerte kristendom, der med et slag lagde troen tilbage i det enkelte menneske og den lagde grunden til oplysningstidens tænkere som Hobbes og Newton og videre i det 18 århundrede med Montesquieus skarpe adskillelse af de tre magtinstanser – den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, principper som vi jo fortsat hylder og som vi bestemt forventer indgår i det dannede menneskes rygsæk. Tænk på  opgøret med de privilegerede klasser og det stærke fokus på individets ret (og pligt) til at mestre selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritetsevne. Det gav os de europæiske revolutioner, den franske revolutions menneskerettighedserklæring og den amerikanske uafhængighedserklæring. Alt sammen elementer, principper og et menneskesyn der indgår i det vi i dag kalder almen dannelse.

 

Men det almene i almen dannelse er faktisk netop et element i hele denne udvikling.

 

Det almene i almen dannelse blev i Danmark udviklet i forbindelse med skolereformerne i tiden efter 1830, hvor Johannes Christian Lütken, Lektor ved Sorø Akademi, aktivt deltog I debatten om udviklingen af de lærde skoler. Borgerskabet, der var ved at vinde økonomisk styrke efter statsbankerotten 1813, krævede gode skoler, ikke bare åndelige eliteskoler, men skoler for praktikere og derfor blev debatten om hvad skole og uddannelse egentlig skal levere - så stærk. For Lütken var den Almindelige Dannelse ikke noget man alene kunne erhverve sig i arbejdet med de fjerne klassiske sprog, latin, græsk og hebræisk alene. Han fastholdt, at der ingen grund var til at gennemføre en langvarig undervisning i fag, som ingen forbindelse havde med den omgivende verden, men blot tjente til, at eleverne levede sig ind i en død kultur.

Virkeligheden pressede sig på og krævede at unge dannede – altså veluddannede mennesker - kunne mestre såvel solide faglige kundskaber som solid god moral og etisk dømmekraft. Dette pres blev udtrykt i skolen i form af en stadig bredere fagrække indenfor såvel humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige områder.

Det almene i almen dannelse i de studieforberedende skoler var dog i 1830’erne ikke for alle. Langt de fleste skulle ikke gå i den lærde skole men skulle indgå i de praktiske fags verden. Heraf den lidt firkantede skelnen mellem det akademiske og det erhvervsrettede. En skelnen som vi i dag forsøger at komme ud over – alle mennesker skal være alment dannede, uanset om du er smed, laborant eller læge – og det er en vigtig opgave for alle os der laver skoler.

Men det er selvfølgelig en altid en politisk værdikamp og skolepolitik er stadigvæk et spørgsmål om privilegeredes mulighed for at fastholde en nærhed med magten. Skole og uddannelse var og er den kampplads hvorpå politikere, praktikere og skaberne af de moderne demokratiske samfund kæmper.

Diskussionen er helt aktuel i dag, når vi hører politikerne diskutere vægtfordelingen mellem hvad man skal have af konkrete faglige kundskaber, i form af karakterer i grundskolen, og hvad man derudover skal kunne mestre på det personlige og sociale plan. Når det diskuteres, så oplever vi disse forskellige syn på hvad skolen skal og hvad meningen egentlig er med skole. Hvorfor er det i øvrigt dansk og matematik og ikke musik og idræt der ofte peges på som det vi vil måle børnene på? Ikke at det ikke kan have en pointe – men det er da et interessant valg.

I praksis diskuterer vi skelnen mellem om sprogundervisningen handler om alene, at kunne sige ord og sætninger grammatisk korrekt, eller om sprogundervisning også skal fokusere på, at man kan have noget reelt at tale om, når man konkret skal bruge det tillærte sprog og tale med en fra fx Spanien.  

Det er også derfor, at man er nødt til sige noget, når diskussionen om den nye gymnasiereform alene kommer til at handle om karakterer, for uagtet, at karakterer helt sikkert kan sige noget om det faglige niveau, så er der dimensioner i hver og en af jer, der ikke alene kan bestemmes med et tal.

Hvad betyder det, at der står 8,9 i gennemsnit på eksamensbeviset? Hvad siger det om dig? Ingen tvivl om at det siger noget – men hvad? Og hvordan får noget at vide om det der ligger udover karakteren?

 Grundlæggende må diskussionen om skole og skolens mål og midler efter min mening handle om de forventninger, vi hver især har til skolen og til livet. Tænk på hvor meget styrke der ligger i vores forventninger til os selv og hinanden. Jeg har i mange år været temmelig simpel i min tilgang til målet med skole.

Jeg har fx altid spurgt 2g-klasserne om hvilke uddannelsesmæssige tanker, de gør sig, hvad eleverne skal bruge studentereksamen til, men altid uden at få ret mange svar –  ikke mange af jer har haft noget entydigt billede af hvad I vil bruge studentereksamen til. Uagtet at det politisk korrekte i disse år er, at alle elever bør have en tydelig bevidsthed om studentereksamen som adgang til en videregående uddannelse og dermed senere mulig jobfunktion i samfundet.

 

Det er der sådan set intet i vejen med, for alle jer der har et rimeligt klart billede af, hvad I gerne vil uddanne jer i – men det har udfordret mine overvejelser af hvad skole egentlig skal, og jeg vil til september, når jeg igen tager på tur rundt i 2g klasserne ikke spørge om hvad studentereksamen skal bruges til, men spørge til den enkeltes personlige forventninger og til den enkeltes indstilling til arbejdet i skolen. Hvad motiverer og hvad motiverer ikke og hvor meget vil man med skolen – hvor ambitiøs er du? Hvilke drømme har du og hvad vil du gerne være rigtig god til?   

 

Jeg tror vi skal fokusere mere på den enkeltes indstilling og ambition med arbejdet og dermed den enkeltes forventninger til eget arbejdet med egen udvikling – såvel fagligt som personligt, og så skal vi som skole forstå at understøtte det, med øget fokus på dialog mellem lærer og elev. Vi må kunne tale om hvor meget du som elev vil og hvordan vi bedst som skole og lærer, skal støtte dig i det du sætter dig for??

 

Lysten driver værket – det ved I jo godt.

I ved hvordan det er, når noget er spændende og I ved hvordan det er, når noget er kedeligt. Og vi kender også alle følelsen af, at vi ofte skal gøre noget kedeligt før vi kan gøre det der er mere spændende. Og at noget kan frustrere før det giver mening.

 

Der er meget mere i det og det handler selvfølgelig også om hårdt arbejde. Man kan ikke spille guitar eller fodbold eller håndbold uden at øve sig. Man kan ikke lære matematik, historie eller samfundsfag uden at øve sig, læse på stoffet, arbejde med det, interessere sig for det.

 

Vi taler meget om personer som Zlatan Ibrahimovic. I hans selvbiografi fortæller han om hvordan han bliver irriteret når nogen siger, at han har det store talent og at det er derfor han er så dygtig. Det kan sagtens være, at Zlatan har talent, men han har også vedholdenhed, stædighed og ambition. Og han har øvet sig. I hans selvbiografi fortæller han om, hvordan han var den sidste, der forlod grusbanen i Rosengården i Malmø hvor han voksede op, om hvordan han pjækkede fra skole for at øve finter eller øve et boldtrick igen og igen og igen, time efter time, på den der indhegnede grusbane, nogle gange spillede han med vennerne til kl. et eller to om natten, indtil hans mor kaldte ham ind.

 

Vi har alle sammen hørt om de 10.000 timer, der skal til for at blive rigtig dygtig.  I ved det godt. Man lærer kun at skrive godt ved at skrive - kun ved at bruge timerne i stolen ved computeren, får man lært at skrive godt.

Rap-duoen Ukendt Kunstner, som jeg stødte på i et interview i Politiken i efteråret, kommenterer det i deres rap Begyndelsen når de siger:

Hvis du vil vinde rotteræset,
skal du være der fra start.
Hver en dansker vil så gerne
være hele verdens hersker.
Men for at være det,
Så må han skubbe smertetærskler.

Og i interviewet forklarer de to rappere Hans Philip og Jens Ole McCoy, at teksten er en opsang til folk.

”Danskerne sidder på verdens højeste hest, men vi gør ikke noget ved det. Vi sidder og piller navle, spiser stegt flæsk og har det sygt overdrevet over os selv«

siger Hans Philip og Jens Ole McCoy supplerer:

»Det der med at sige ’fuck janteloven’ er steget folk til hovedet, og det er det nemmeste i verden. Det er fint nok, at man siger, man er sej, men altså, så skriv en bog, eller lav en film eller noget«.

Og endelig konkluderer Hans Philip at:

»Det er det med at have tålmodighed«

 

Og det skal sådan set være mit råd til jer. Hav tålmodighed. I er nu alle sammen fyldt med alt det bedste den almindelige skole, grundskolen og gymnasiet har kunnet give jer. I skal nu sprænge glasklokken og selv finde vej.  Effekten af det vi har (til)budt jer parret med jeres indsats, vedholdenhed og ambitioner, det er det fundament hvorpå I skal tage de næste skridt og bygge ovenpå.

 I kan en masse faktuelle ting, en masse håndværk som at løse en andengradsligning eller analysere en historiske kilde, men I kan også så meget mere. I har holdninger og I kan handle når det gælder, se bare på jeres eksamensarbejde, SRP ‘en eller når der skal planlægges en campusfest.

På en måde handler det hele om hvorvidt vi ønsker at blive til noget eller til nogen. Og vi ønsker jo det sidste. Vi skal ikke blive til noget – vi skal være nogen.

I er nogen – I er jer selv og I er selv ansvarlige for at forfølge de drømme og de mål som I sætter op. Det er så meget mere end en karakter, men det handler altid om at blive dygtig.

 Hvis jeg skulle følge almindelige politisk korrekthed i en anbefaling af hvad I nu skal vælge af uddannelse og karriere – så skulle jeg slå op i dimittend ledighedstabellen og der se, at vi mangler ingeniører og læger og dataloger men ikke har brug for flere kommunikationsfolk, journalister eller musikere – men det giver ikke mening.

Vigtigst er det, at I bliver den bedste version af jer selv. I skal have lyst og vilje og vedholdenhed og I skal kæmpe og svede og øve jer, så du bliver så dygtig som du overhovedet kan, til at være dig.

Så skal du nok få et indholdsrigt og givende liv og arbejdsgiverne vil stå i kø for at ansætte dig – simpelthen fordi du er så dygtig.

Det kan ikke gå galt.

God tur

Kære studenter

Tillykke

Jeg var på folkemøde i Allinge på Bornholm for nogle uger siden. Der var massivt politiopbud og militærets overvågningsfly kredsede rundt og rundt og rundt, imens 1000-vis af politisk aktive og interesserede mennesker gik ind og ud af åbne debatter om de store og små spørgsmål vi sammen leder efter svar på. 

Det slog mig undervejs, at det på sin vis var en lidt skræmmende modsætning, at sikre den frie debat med solidt militært værn uden om. Hvad er det vi er nødt til at værne så voldsomt om og hvorfor egentlig. Man kunne jo naivt ønske sig et åbent rum for den ærlige og frie adgang til diskussioner og debatter, blandt andet om hvordan vi bedst indretter vores samfund og ikke mindst deri hvordan vi bedst er sammen, for og med hinanden. 

Vi har netop været igennem en valgkamp. Sådan en er som den er, med påstande og brandudsalg på politiske værdier og principper. Debat og diskussion, drillerier, provokationer og kamp, som regel altid i en god tone, fordi vi hos os anerkender og forstår demokratiet som sådan. Demokratiet er samtale.

Desværre bliver vi også udfordret på vores demokratiske sindelag, når der er nogen i vores lille samfund, der går over stregen eller som misforstår hvad det handler om. 

Og det var så der,  da jeg stod og kiggede på overvågningsflyet, der kom rundt og rundt og rundt igen om den lille ø - at jeg kom til at tænke på jer - og hvad jeg gerne vil nå at fortælle jer inden I endegyldigt forlader Skanderborg Gymnasiums trygge ramme og lukker de sidste sider af jeres barndom og åbner for det store næste kapitel. Der er simpelthen noget, der er mere vigtigt end alt muligt andet. Derfor denne tale til jer. 

I har været her så længe nu, at vi næsten ikke kan huske hvordan det var.  

I sad her i salen for nu tre år siden, bagerst, de fleste af jer med let åben mund, lidt flakkende øjne – med en dyb undren over, hvad i al verden det var for et rum og en skole I var gået ind i. 

I de øjeblikke, der på stolene i august 2012, har I måske tænkt, at der var uendelig lang vej til at I ville blive som de 3g’ere der skiftevis sad oppe foran, lidt meget larmede, lidt meget talende, men alligevel så voksne og med en helt særlig ro, med en samhørighed, tydeligt venskab og en respekt og en åbenlys anerkendelse af at være en del af et fællesskab, som gymnasiet og skoler generelt er,  hvor man er tryg og hvor man har dyb tillid til, at dem man er sammen med har det på samme måde og vil det samme. 

Ville I komme til at have fællesskab - ville I også gro sammen med hinanden og skolen på den måde? 

På samme måde, er det at være borger i et samfund. I starten er man lidt forundret og lidt forsigtig og man må lytte sig lidt frem. Senere får man mere fornemmelse og forståelse for det man er blevet en del af og man kan begynde at bidrage til det fælles. Der er nok ingen forhold af livet, hvor det ikke er sådan, man må nødvendigvis kravle inden man kan gå. 

Yahya Hassan har skrevet det lille digt: 

Uden for Døren 

Jeg sad i garderoben med en æbleskive i hånden
Og lærte at binde snørebånd i stilheden
Appelsiner med nelliker og rødt bånd
Hang fra loftet som gennemhullede voodoo-dukker
Det er sådan jeg husker børnehaven
De andre glædede sig til julemanden ville komme
Men jeg var lige så bange for ham som jeg var for min far. 

Jeg skal nok være forsigtig med min analyse af hvad Yahya Hassan egentlig har som projekt, men der er ikke nogen tvivl om, at han med sin noget voldsomme pensel peger på det der kommer på spil, når integration og ordentlighed spilles op imod livsformerne i forældede familiestrukturer og –mønstre vi knapt forstår, og det hele skal være med i det samfund vi har lavet – med de værdier vi har valgt og ikke mindst fortsat vælger. 

Men grunden til at han dukkede op i mit hoved i denne sammenhæng, var den stærke vrede og det krav han udtrykker i digtet, at vi kan blive meget alene når vi i bund og grund ikke hører til noget sted når vi ikke kan afkode eller formå at være. Skal vi glæde os eller frygte når vi står overfor det vi ikke kender. Vi kan måske nok diskutere hvorvidt han overspillede sine kort til sidst i valgkampen, men på en eller anden måde udstiller hans plakater på Adelgade, klistret op på andres plakater, netop den pointe, at der er så meget der skal læres for at vi sammen kan sikre, at vi opfører os ordentligt, samtidigt med, at vi bliver ved med at være aktive i vores stædige insisteren på at debatten skal være fri, men ordentlig. Ytringsfrihed er ikke bare at skrive, tegne og gøre det man vil, uden omtanke for andet end at det provokerer til respons. Derfor har Yahya Hassan så meget at lære – alt i mens han påpeger, at vi ikke bare må lade det være givet, hvad det er vi står for som samfund. 

Derfor var det også så dumt, at det var nødvendigt at have overvågningsfly på himlen over klippeøen i Østersøen. 

Vi er ikke ens. I er ikke ens. I ved godt at I ikke er ens. Men alligevel - I sidder her og har jo en masse forskellige interesser og en masse forskellige drømme og så også - på den anden side, en hel masse til fælles, hvor I bare så meget ligner hinanden.  

Det fine ved det er selvfølgelig, at når mennesker er bedst, er det jo netop fordi vi kan sidde med alle disse fællesnævnere og alligevel have vores eget indeni. 

I Daniel Defoes bog Robinson Crusoe fra 1719 møder den engelske gentleman og  imperialistiske protestantiske rationalist Robinson Crusoe, den indfødte kannibal som han kalder Fredag. Fredag er den ædle vilde som Robinson med omhyggelig træning får lært de grundlæggende ting som et rigtigt menneske skal kunne, sprog og håndværk og ærbødighed for mesteren Robinson selv. Robinson den fornuftsdrevne veluddannede, der selv på en øde ø formår at bygge hus, lave redskaber og etablere landbrug og holde styr på den verden på øen som han fra dag et ser som sit. Uden moralske skrubler skyder Robinson kannibalerne der trænger sig på og når det for alvor brænder på for Robinson, kommer han igennem krisen med biblen som redskab.

Fredag trænes som loyal undersåt, ikke uden kærlighed, men dog som undersåt. Da Robinson endelig efter 26 år på den næsten øde ø, reddes, tager han fredag med sig til Europa, uden overhovedet at have ændret syn på hverken sig selv eller på fredag. Robinson opnår naturligvis at oprette forretninger, blive rig og slutter af med at kolonisere den øde ø og udnævnes naturligvis til guvernør for øen. 

Robinson mestrer, næsten til perfektion det borgerlige liv med stor kontrol og personligt ansvar for hans eget liv, nok ensom, men udlever det han skal med stor teknisk opfindsom og grundig metodisk tilgang til alt han gør. Det bliver man nok rig af – men han demonstrerer til fulde at han ikke behøver andre end sig selv, derfor kan Defoes historie også læses som en kritik af de tendenser,  han så i starten af det 18-århundredes England. 

I Michel Tourniers omskrivning af Robinson Crusoe fra 1967 vendes historien lidt på hovedet i forsøget på at finde et svar på hvad man ellers kunne gøre, når man står der på den meget øde ø i vandkanten og forsøger at komme i meningsfuld og interessant dialog med sig selv og den man møder. I en kendt scene fra bogen beskriver Tourniers hvordan Robinson Crusoe forsøger at lære Fredag den ædle sport kapløb. Robinson sætter banen op – en startlinie og 100 meter nede af stranden en målstreg – fortæller Fredag hvor smuk en sport løb er, viser ham hvor han skal stå og klar-parat-start, Robinson spurter, alt det han kan og når målstregen i ny ø-rekord, prustende vender han sig og ser Fredag komme dansende ned mod målstregen i smuk, men aldeles langsom stil. Undrende spørger Robinson hvad han laver? Løber smukt siger fredag, der åbenbart havde forstået noget helt andet om hvad det egentligt handler om, det der med at løbe om kap. 

Problemet med Robinson, når vi læser om ham i dag er, at han ikke lærer noget som helst. Robinson kommer tilbage til Europa efter 26 år og er stadig en rationel købmand, der vinder i den fysiske verden, som han aldrig ændrer sit syn på. 

Robinsonaderne er blevet en genre og mange fortællinger er siden blevet fortalt med udgangspunktet i den ide at du lander på en øde ø. Hvad skal du have med for at klare dig er en tankeleg som vi alle sammen har leget. Bøger, mad, en kæreste, en million i guld eller hvad? 

Men en anden – og måske mere nutidig udfordrende - tankeleg er hvordan du vil agere hvis?  eller rettere når?  for det kommer I alle sammen til at opleve, vi oplever det jo løbende – du lander på en øde ø, der viser sig ikke at være helt øde og du møder den anden. 

Hvordan vil du reagere overfor mødet med Fredag eller med kannibalerne?? Vil du barrikadere dig med bomme eller hegn, skudsikre veste eller overvågningsfly? 

Egentlig kan jeg sagtens forstå, at der kan være en kamp. Der er noget vi kan blive nødt til at kæmpe for, eller noget vi har opnået sammen som samfund, som vi ikke skal tillade tabes i misforstået accept af at alt er lige gyldigt, lige godt. Ting der ender med at være lige gyldige er i bund og grund ligegyldige.

 Men hvordan vil du agere hvis det er din hytte på øen og der en aften er nogen der banker på? 

Eller hvad nu hvis det var dig der står der og er nødt til at banke på.

Du får helt sikkert også brug for en dag at banke på en eller anden dør? 

Mange har en bestemt bog eller forfatter de læser en gang i mellem ex. en gang om året. Jeg læser gerne Astrid Lindgren og rigtigt gerne om Pippi Langstrømpe. I kender den. Den står nok et eller andet sted hjemme hos jer, måske nederst på hylden, måske i kælderen eller i kassen med børnebøger, der gemt væk til en anden tid med små børn i huset.

Pas på med det. Altså at gemme dem for langt væk. Men måske et lille råd: Måske, når I nu snart skal flytte hjemmefra – sådan for alvor – så snup Pippi med, den kan fint stå ved siden af bøgerne om biokemi, Avanceret Betonbrobygning, økonomi for alvor eller Udvidet sygepleje – sådan gør du,  fagbøgerne på alle de uddannelser I skal i gang med – og når du så kommer i tvivl om livet og om hvad der er vigtigt og ikke rigtigt kan finde ud af hvordan du kan formå at huske din umiddelbarhed og huske at passe på dit frisind, fordomsfri, umiddelbarhed  og kritiske sans som dit gamle gymnasium lærte dig – så grib efter Pippi og tag et kapitel eller to.

 Og Pippi ved godt hvad hun skal sige til dagens tema, som jeg har forsøgt at give et par ord på. Hun siger et sted –  at når man er ekstra stærk, så har man en særlig forpligtelse til at være sød mod andre.

Det skal I huske – I er stærke, vi er stærke og vi har en særlig forpligtelse.

Husk altid at løbe smukt.

God tur.

 

Da regeringen tiltrådte i efteråret 2011, varslede den et serviceeftersyn af gymnasieuddannelserne. Ved indgangen til en ny politisk sæson taler politikerne dog ikke længere om et serviceeftersyn, men om en decideret reform af gymnasierne.

Omdrejningspunktet i diskussionen om reformen er et såkaldt kvalitetsløft. Dette kan ingen have noget imod, men før reformen formuleres, er det vigtigt at have en præcis forståelse af, hvad der menes med et sådant kvalitetsløft, og hvad der ligger i ordet kvalitet.

I vores optik er man nødt til at se begrebet kvalitet i forhold til de kompetencer, som man ønsker, at gymnasieeleverne skal forlade gymnasiet med. Hvis vi ønsker fagligt dygtige, selvstændigt tænkende og ansvarsbevidste studenter, må vi øve andet og mere end snæver faglighed. På Skanderborg Gymnasium har vi arbejdet systematisk med gymnasiets særlige kobling af fagspecifik viden, almenmenneskelige kompetencer og praksis. Undervisning af høj kvalitet fremelsker en lang række kompetencer hos eleverne – men vi genfinder ikke den rigdom i kvalitetsbegrebet hos hverken regeringen eller ministeren.

Hverken når man ser på udmeldinger fra regering eller minister, tegner der sig et entydigt svar på, hvordan kvalitet i gymnasiet skal forstås. Helt overordnet har regeringen opsat en række konkrete målsætninger for en ungdomsårgang. 95 pct. skal gennemføre en ungdomsuddannelse, 60 pct. en videregående uddannelse og 25 pct. en lang videregående uddannelse. Gymnasiet skal altså være studieforberedende. Men målsætningerne siger ikke noget om kvalitet. Hvad skal vi gøre bedre, før vi giver studenterne huen på?

I et interview med gymnasielærernes fagblad peger ministeren på, at kvaliteten i undervisningen kan styrkes gennem mere lærer-elev-tid og nye måder at foretage videndeling på. Men hvilken kvalitet løftes med disse tiltag? Der findes ikke forskning, der entydigt viser, at læringen øges alene ved, at lærerne er mere sammen med eleverne. Der skal andet og mere til. Og ja, videndeling er uundværlig og kan utvivlsomt gøres på nye måder, som måske vil bidrage til at øge kvaliteten i gymnasiet. Men ministeren løber åbne døre ind med dette forslag, for videndeling praktiseres og udvikles allerede i stor stil på tværs af kolleger, fag og skoler landet over. Så hvad er det så, vi skal forandre?

Både Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og gymnasierektorerne efterspørger anvendelsesorienteret undervisning – et andet af debattens diffuse begreber. Det er svært at have noget imod en anvendelsesorienteret undervisning. Hvem ønsker ikke, at eleverne skal kunne bruge det, de lærer i skolen? Men husk på, at ikke kun snæver faglig viden er anvendelsesorienteret. Fysik alene bygger ingen bro. Og man kan heller ikke rense et vandløb eller lave en effektiv kampagne for Dansk Flygtningehjælp ved hjælp af viden fra de enkelte fag alene. Alle tre projekter kræver almene kompetencer som f.eks. selvstændighed, ansvarlighed, samarbejdsvilje og innovation – kompetencer, som ikke kommer af sig selv. Er man i gang med at reformere hele gymnasiesektoren, er det altså essentielt at have blik for såvel elevernes fagspecifikke viden som almenmenneskelige kompetencer.

Debattens snævre fokus på det studieforberedende og det direkte anvendelsesorienterede giver anledning til bekymring. Ganske vist siger gymnasieskolens bekendtgørelser, at alle gymnasiale uddannelser er forpligtet på at forberede eleverne til videregående uddannelse gennem udvikling af faglig indsigt og studiekompetence. Men de siger samtidig, at alle gymnasiale uddannelser også er forpligtet på at have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed, så de lærer at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden. De skal altså udvikle såkaldt bløde værdier.

Problemet er bare, at denne betegnelse uheldigvis er blevet synonym med fagligt irrelevante rundkredse og navlepilleri – negative associationer, som sikkert har bidraget til, at den ene halvdel af gymnasiernes formålsparagraf ikke bare er blevet glemt, men bevidst undgået i debatten. Fra vores hverdag i gymnasiets klasseværelser er det til gengæld meget tydeligt, at de bløde værdier på ingen måde står i modsætning til tilegnelsen af faglig viden. I elevernes skolegang indgår viden og værdier tværtimod i et gensidigt produktivt samspil.

Statsministeren gjorde Emil danmarksberømt i sin åbningstale til Folketinget i 2012.

Han er nu begyndt i gymnasiet, og skemaet siger fysik i første lektion. Emils klasse er nået til Ohms lov. For at forstå sammenhængen mellem strøm, spænding og modstand interviewer eleverne hinanden, påtager sig forskellige roller og inddrager konkrete anvendelsesmuligheder af det faglige stof. Når timen slutter, har Emil fået Ohms lov ind under huden, men han har også trænet evnen til at udvise initiativ, interesse og ansvar.

Næste lektion er tysk. Emils opgave har været at finde på en øvelse, der træner ordforråd. Derfor arrangerer han en glose stafet for klassen. De skal på skift hele skolen rundt og finde en række ord og forklare dem på tysk. I arbejdet med at udvikle og afvikle stafetten er Emils tyske ordforråd blevet større, men han har også trænet sine innovative evner, sin realistiske sans og sin personlige autoritet.

Efter frokostpausen står den på samfundsfag. I arbejdet med at lære om politiske ideologier og partier har klassens elever taget en test på dr.dk for at se, hvilket politisk parti de hver især er mest enig med. Emil er radikal. I en efterfølgende partilederdebat i klassen sætter læreren derfor Emil til at repræsentere og argumentere overbevisende for Dansk Folkepartis politik. Efter de politiske diskussioner er Emil blevet klogere på partiernes mærkesager og hovedsynspunkter, men han har også trænet sin parathed, sin respekt og tolerance samt sine kommunikative evner.

I morgen skal Emil have musik, matematik, dansk og kemi. Her skal han lære om bluesakkorder, tredjegradspolynomier, kortfilm og syre-basereaktioner. Alt dette er nyt stof for ham, men i arbejdet med det vil han have en masse nyttige kompetencer med fra lektionerne i fysik, tysk og samfundsfag tidligere i dag. Han skal tage initiativ i sammenspilssekvensen i musik. Han skal tænke innovativt, når rødderne i polynomiet skal findes i matematik. Han skal være parat til at se relevans i den meget eksperimenterende kortfilm i dansk. Og han skal udvise respekt og ansvarlighed i omgangen med kemikalierne i kemilokalet.

Ikke bare Emils gymnasieuddannelse, men hele hans vej gennem uddannelsessystemet vil bygge på dette dynamiske samspil mellem fagspecifik viden og almene kompetencer. Men samspillet vil også være essentielt i al Emils fremtidige anvendelse af den faglige viden, han har med sig – og i hele hans liv generelt som aktivt deltagende borger i et demokratisk samfund. Det er her, gymnasieuddannelsens unikke kvalitet ligger, og derfor også her, ethvert arbejde med et kvalitetsløft bør starte.

Alle disse tanker udspringer af et arbejde på Skanderborg Gymnasium, som har konkretiseret, hvad ideen om kvalitet i gymnasieskolen indeholder. Eksemplerne fra Emils skoledag er taget fra et større skema, hvor vi systematisk udfolder gymnasiets særlige kobling af fagspecifik viden, almenmenneskelige kompetencer og undervisningspraksis – fra det allermest abstrakte og umålelige til den helt konkrete undervisning i dagligdagen.

Vores kvalitetsskema giver et samlet overblik over, hvad gymnasieuddannelsen leverer, og hvordan vi leverer det. Viden, som nuancerer og kvalificerer debatten om kvalitet i gymnasieskolen, og som bør spille en central rolle i reformen af den. Og vi vil med glæde præsentere vores arbejde nærmere for både ministeren og partiernes ordførere på området.

Du kan læse mere i et interview med Jens Fredslund, Søren Rasmussen og Morten Holm Mortensen. Interviewet er lavet af Andreas Rasmussen og bragt i Gymnasieskolen den 21. januar 2015.