Hej

Jeg var ærligt talt lidt overrasket over at blive bedt om at holde den her tale. Jeg er den første student i min familie, og derfor så er min viden om studentertraditioner generelt så begrænsede at jeg blandt andet troede der var meningen at man skulle skrive sit navn foran på studenterhuen.

Jeg havde derfor ikke lige regnet med, at det var mig, der skulle stå her i dag og tale på vegne af årgangen, men jeg er selvfølgelig stolt over det, og jeg vil forsøge at tale lidt om, hvad jeg tænker gymnasietiden har betydet.

 

Når vi oven på disse uger kigger i vores huer kommer der til at står 2 ting i dem alle. Det ene er den karakter, man fik i sin sidste eksamen og det andet er hilsener fra vores klassekammerater og venner - De mennesker der har påvirket os, og som vi har påvirket igennem de sidste 3 år.

Jeg tror det er rigtigt vigtigt, at vi overvejer hvilke af de 2 der bedst beskriver, hvad tiden på Skanderborg Gymnasium har betydet.

Karakterer har fyldt utroligt meget i de sidste par uger, særligt for de af os, der allerede nu ved, at de vil læse på en uddannelse som kræver et højt gennemsnit. Og karakterer er selvfølgelig vigtige, men en karakter - og specielt en tilfældigt udvalgt karakter kan aldrig fyldestgørende beskrive den udvikling, vi har gennemgået sammen.

Jeg var så heldig at min sidste eksamen var i historie for ellers kunne det ligeså godt være 2 tallet fra min franskeksamen som kom til at stå i min hue.

Gymnasiet kan ikke reduceres til en enkelt sejr eller et enkelt nederlag og hverken et 2 tal eller et 12 tal kan opsummere det - for det har været en tid med både opture og nedture.

Der har været perioder med skoletræthed og stress hvor det har været hårdt. Jeg har selv masser af gange drømt om at nå denne dag, få huen på og bare komme væk herfra hurtigst muligt.


Men på andre tidspunkter - når man har lavet et stykke arbejde man er stolt af og kan mærke hvor meget man har lært, har det været fantastisk at gå her og opleve sin horisont blive udvidet.  Heldigvis har vi haft flest af den sidste type oplevelser.

Vi har nok alle haft mange lange nætter brugt på afleveringer, eksamenslæsning og SRP-skrivning, Men der er heldigvis gået ligeså mange nætter på gymnasiefester og byture.

Jeg synes, vi bør fokusere på hilsnerne i huerne når vi tænker tilbage på Skanderborg. For hilsnerne stammer fra de venner, vi har udviklet os sammen med. Det er dem vi har diskuteret alt fra politik til andengradsligninger med. Dem vi har skrevet opgaver sammen med. Dem vi har rejst med på studieture og sprogrejser. Dem der har støttet os når det var svært. Og dem der har sendt deres noter til os når vi havde brug for det. I den forbindelse vil jeg gerne lige sige tak til 3y for at hjælpe mig igennem alle 3 år og særligt Sara Leth og hendes noter for at redde min mundtlige danskeksamen.

Det er blandt dem, vi har fundet venner for livet - og nogle har fundet kærester - og det er dem, der sammen med vores lærere har udfordret os fagligt og vist os nye måder at tænke på.
 

Skanderborg har skabt rammerne for vores ungdomsliv og har lært os at deltage aktivt i et forpligtende fællesskab, blandt andet gennem udvalgsarbejde, ungdomspolitik, elevrådet og studiecafeen.  

Gymnasiet er et unikt sted - hvor vi som elever har kunnet fordybe os opnå ny forståelse for verden ved hjælp af de forskelige fags metoder. Vi er blevet bredt og alment dannede og det får vi brug for i fremtiden

Efter sommeren begynder vi alle sammen på et nyt kapitel i vores liv. Nogen skal direkte i gang med at læse videre, andre begynder på et arbejde og andre vil ud at rejse. Jeg tror på, at uanset hvad vi skal og hvilke udfordringer, vi møder, så kan vi bruge de erfaringer vi tager med fra gymnasiet - både de faglige og de personlige. Og jeg er taknemmelig for alle de ting vi har fået med i bagagen herfra.

 

Men før vi når så langt, så lad os glemme hvilket tal der står i vores huer, lad os få nogle lyn i dem i stedet, og lad os nyde sommeren og friheden sammen, for vi har fandeme fortjent det! Mange tak og tillykke!

 

- Simon Røn Dalsgaard, 2016