Af: Viktoria Marie Mengel-Niemann

Kære alle!

Jeg har gået i noget tid og tænkt på, hvad jeg vil sige til alle jer smukke studenter her i dag. Og jeg har bestemt mig for, at jeg vil begynde med at citere en sang, som jeg tror de fleste kender:

”Hvad mon man er
Før man blir til
Et stjerneskud
Et puslespil?
En tanke-torsk
En gulerod?”

Jeg tror nemlig, at alle der sidder her har oplevet at føle sig lidt som et stjerneskud, et puslespil, en tanke-torsk eller en gulerod.

I 1g, da vi ikke var andet end små, lidt grønne putter, føltes livet og hverdagen måske lidt som et puslespil. Alle de nye omgivelser, vi skulle forholde os til. Hvor var det nu lige billedkunst eller B22 lå henne? Måske kendte man slet ikke nogen i de klasser, man kom ud i, og skulle derfor til at stifte nye bekendtskaber. Vi skulle i den grad også lære alle traditionerne at kende, både de store, små og skøre. I virkeligheden er det først i dag, hvor vi har fået huen på, at vi nu har alle brikkerne samlet, så vi kan samle vores personlige puslespil fra gymnasiet.

Vi som årgang har haft en særlig udfordring pga. covid 19, som betød, at vi skulle forholde os til virtuel undervisning, aflysning af gymfester, fredagscafeer, forårsfester og generelt mindre samvær. Jeg tænker lidt på epidemien som vores gulerod. Vi har også levet under jorden uden alt for meget sol. Det har været hårdt og til tider har man måske haft lyst til at give op. Men når jeg ser ud på alle jeres flotte huer og på de smil, I alle har, og når jeg kan se de stolte smil som alle vores seje og dygtige lærere, der også kæmpede bravt under virtuel undervisning, har, så kan jeg ikke lade være med selv at smile, og tænke, at vi er kommet op af jorden som saftige, lækre gulerødder. Hvor skal vi alle sammen være stolte her på Skanderborg Gymnasium både ledelse, ansatte og elever.

Når jeg tænker tilbage på mine tre år på gym, så er det heldigvis ikke corona, der fylder mest for mig. Det er alle de venskaber og minder jeg har skabt og fået. Studieturen, øl på plænen, campusfest, lange hul-timer, sjove idrætstimer og alt det derimellem. Selv de gange, hvor livet føltes som en tanke-torsk. De gange, hvor afleveringen ikke blev helt, som man håbede eller hvor det sociale var en udfordring. Alle de gange, hvor man fejlede. Det er de tidspunkter, som har skabt os til de studenter, vi er i dag. Vi har alle lært af vores tre år. Måske har man lært, at livet er mere end bare en tanke-torsk. Og alt, selv en dag, der virker som en tanke-torsk, kan nu her efter tre år være forbundet med et godt minde. For eksempel, når man har haft en lidt vild julefrokost dagen før jule-afslutningen i 2g, og derfor lider af akutte tømmermænd, hvorfor ens matematiklærer blankt og på godt jysk fortæller klassen, at kan man være karl om natten, så kan man også være en karl om dagen. Dette er nok et råd vi alle har skulle følge fra tid til anden i løbet af vores gymnasietid.

Nu går vi så videre ud i livet. Vi er som stjerneskud på himlen. Vi har brændt for og kæmpet med SRP, afleveringer, fraværsprocenter, morgentimer, eksamener og nu kan vi med ny energi skinne videre. Nu er vi klar til skinne et nyt sted på himlen.

”Hvad mon er, før man bliver til?” Jeg ved det, ikke, men jeg ved vi var nogle helt andre mennesker, da vi gik ind ad de gamle røde døre for første gang end nu, hvor vi går ud ad skolens nye indgang og fejrer os selv og hinanden, så er vi officielt blevet til studenter og dannede mennesker.

Til de mennesker som står bag vores succes, vil jeg på min årgangs vegne tillade mig at sige en stor tak. Tak til alle vores lærer, som har skulle se vores ansigter hver dag. Vores ansigter som til tider nok har været mere entusiastiske end andre. Men uanset om det har været vore yndlingsfag eller ej, så er vi glade for jer og jeres indsats!

Tak til ledelsen, kontoret og pedellerne! I har skabt de flotte rammer, både materielle og immaterielle, som vi har begået os i de sidste år.

Tak til kantinen for at lave sannere, tarteletter, salatbar og alle de andre lækre ting vi har nydt godt af. Pauserne havde ikke været det samme uden jer.

Hvor end livet fører os hen, så er jeg sikker på, at vi med den støtte og de oplevelser, vi har fået på Skanderborg Gymnasium nok skal finde vores ståsted.

Kære medstudenter, som Shu-bi-dua sang det: vi har voksed og koksed, men vi må for faen’ da blive til noget”. Tak for tre helt uforglemmelige år.