Dannelse

Flere ting har inspireret mig og ligger bag denne min sidste tale til jer.

For det første, så er jeres store arbejde de sidste tre år en inspiration. Jeg har nydt, at følge jeres gang på skolen, fra de store børn I var for tre år siden, til nu,  hvor I er så klar til det næste skridt ud i den voksne verden – Så klar som vi har kunne gøre jer i hvert fald.

Næste store skridt er nu jeres – I skal ud af denne beskyttende glasklokke som grundskolens og nu de sidste tre år Skanderborg Gymnasium har været for jer. Nu skal I selv.

Tænk på alle de mange timer med diskussioner, lektier, afleveringer, prøver, det er alt sammen inden i jer nu. I slipper aldrig af med det. I glemmer noget – men det vil altid kunne luskes frem hvis I vil - og lur mig – I vil blive overrasket over hvad I pludselig kan genkalde, når I læser en artikel, hører et forfatternavn, ser en matematisk sammenhæng eller deltager i en politisk diskussion.

En anden ting, i forlængelse af det første, er forårets mange, og lange politiske diskussioner om hvad gymnasiet egentlig skal – de diskussioner der har ligget forud for det politiske forlig, om en ny model for gymnasiet, der blev indgået på Christiansborg for 3 uger siden og som vi nu er i gang med at forberede. Her blev  begrebet almendannelsen en meget central del af diskussionerne om, er det fortsat noget gymnasiet skal og hvad er almendannelse i 2016 overhovedet er for en størrelse?

En tredje ting der ramte mig var, da jeg tilfældigt faldt over min datters mobil og så teksten på coveret:

 

Always be yourself
Unless you can be a unicorn
Then always be a unicorn

For hvem har egentlig ikke brug for ind imellem bare at glemme alt det rigtige og alt det der som nogen siger man ikke kan – og så bare gøre det alligevel – ind imellem alt det almindelige skal man give sig selv lov til at være magisk – så hvis du kan – så glem resten og se dig selv som enhjørning.

Men tilbage til virkeligheden - hvad er vi egentlig – hvem er vi – hvem er du? hvad har du valgt at gøre? Hvad skal du nu?

Betyder det du gør og det du er igennem, det du oplever, det du hører og det du lærer, noget for hvem du er? Ændrer du dig og hvordan er det lige med drømmene og den umiddelbare naive tro på det gode og magiske?

Er du på vej til at blive dannet og har vi i det almene gymnasium givet dig noget almen dannelse?

Dr phil. Harry Haue har i sin doktordisputats Almendannelse som Ledestjerne fra 2003 over 500 sider diskuteret udviklingen af begrebet almendannelse som det har udviklet sig i det danske skolesystem siden 1830. Det er en særlig dansk opfindelse.

Han beskriver det almendannende som det der sker når...
man giver den enkelte mulighed for at udvikle en personlig myndighed, der sætter vedkommende i stand til at reflektere over sit eget forhold til sine medmennesker, natur og samfund.

Det har selvsagt altid været mennesket forundt, at blive præget af de omgivelser og de vilkår det vokser op i. Med det udgangspunkt har mennesket altid i sine handlinger, de prioriteringer og valg der træffes, præsenteret summen, plusser og minusser, af de oplevelser og indtryk og den træning det har fået.

I er selvfølgelig børn af jeres tid, opvokset i de år hvor de digitale muligheder for alvor revolutionerer det vi kan og dannelsesbegrebet vil helt automatisk justere sig efter hvad det er I skal kunne. Prøv at forestille dig, hvad du kommer til at tale med de andre forældre om til forældremødet om 20-25 år – hvilke bekymringer vil du have for, at dit barn bedst får lært at klare sig – hvad skal lærerne om 20-25 år mon lære børnene – hvad er det de skal kunne?

 Dannelsesbegrebet, som vi ofte bruger det, giver os en fornemmelse for, eller et billede af hvad den gode borger bør være for en størrelse.

Og derfor hænger ideen om dannelse altid sammen med den historiske sum, der lidt bagud skuende måske, rummer vores drøm om det bedste samfund.  I det europæiske område og med stigende kraft efter renæssancen, med ideen om det oplyste menneske. Det menneske, der på baggrund af viden og konkrete praktiske kundskaber kan sikre velstand og sikkerhed, ikke bare for sig selv, men også for andre. Det syn gav os den reformerte kristendom, der med et slag lagde troen tilbage i det enkelte menneske og den lagde grunden til oplysningstidens tænkere som Hobbes og Newton og videre i det 18 århundrede med Montesquieus skarpe adskillelse af de tre magtinstanser – den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, principper som vi jo fortsat hylder og som vi bestemt forventer indgår i det dannede menneskes rygsæk. Tænk på  opgøret med de privilegerede klasser og det stærke fokus på individets ret (og pligt) til at mestre selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritetsevne. Det gav os de europæiske revolutioner, den franske revolutions menneskerettighedserklæring og den amerikanske uafhængighedserklæring. Alt sammen elementer, principper og et menneskesyn der indgår i det vi i dag kalder almen dannelse.

 

Men det almene i almen dannelse er faktisk netop et element i hele denne udvikling.

 

Det almene i almen dannelse blev i Danmark udviklet i forbindelse med skolereformerne i tiden efter 1830, hvor Johannes Christian Lütken, Lektor ved Sorø Akademi, aktivt deltog I debatten om udviklingen af de lærde skoler. Borgerskabet, der var ved at vinde økonomisk styrke efter statsbankerotten 1813, krævede gode skoler, ikke bare åndelige eliteskoler, men skoler for praktikere og derfor blev debatten om hvad skole og uddannelse egentlig skal levere - så stærk. For Lütken var den Almindelige Dannelse ikke noget man alene kunne erhverve sig i arbejdet med de fjerne klassiske sprog, latin, græsk og hebræisk alene. Han fastholdt, at der ingen grund var til at gennemføre en langvarig undervisning i fag, som ingen forbindelse havde med den omgivende verden, men blot tjente til, at eleverne levede sig ind i en død kultur.

Virkeligheden pressede sig på og krævede at unge dannede – altså veluddannede mennesker - kunne mestre såvel solide faglige kundskaber som solid god moral og etisk dømmekraft. Dette pres blev udtrykt i skolen i form af en stadig bredere fagrække indenfor såvel humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige områder.

Det almene i almen dannelse i de studieforberedende skoler var dog i 1830’erne ikke for alle. Langt de fleste skulle ikke gå i den lærde skole men skulle indgå i de praktiske fags verden. Heraf den lidt firkantede skelnen mellem det akademiske og det erhvervsrettede. En skelnen som vi i dag forsøger at komme ud over – alle mennesker skal være alment dannede, uanset om du er smed, laborant eller læge – og det er en vigtig opgave for alle os der laver skoler.

Men det er selvfølgelig en altid en politisk værdikamp og skolepolitik er stadigvæk et spørgsmål om privilegeredes mulighed for at fastholde en nærhed med magten. Skole og uddannelse var og er den kampplads hvorpå politikere, praktikere og skaberne af de moderne demokratiske samfund kæmper.

Diskussionen er helt aktuel i dag, når vi hører politikerne diskutere vægtfordelingen mellem hvad man skal have af konkrete faglige kundskaber, i form af karakterer i grundskolen, og hvad man derudover skal kunne mestre på det personlige og sociale plan. Når det diskuteres, så oplever vi disse forskellige syn på hvad skolen skal og hvad meningen egentlig er med skole. Hvorfor er det i øvrigt dansk og matematik og ikke musik og idræt der ofte peges på som det vi vil måle børnene på? Ikke at det ikke kan have en pointe – men det er da et interessant valg.

I praksis diskuterer vi skelnen mellem om sprogundervisningen handler om alene, at kunne sige ord og sætninger grammatisk korrekt, eller om sprogundervisning også skal fokusere på, at man kan have noget reelt at tale om, når man konkret skal bruge det tillærte sprog og tale med en fra fx Spanien.  

Det er også derfor, at man er nødt til sige noget, når diskussionen om den nye gymnasiereform alene kommer til at handle om karakterer, for uagtet, at karakterer helt sikkert kan sige noget om det faglige niveau, så er der dimensioner i hver og en af jer, der ikke alene kan bestemmes med et tal.

Hvad betyder det, at der står 8,9 i gennemsnit på eksamensbeviset? Hvad siger det om dig? Ingen tvivl om at det siger noget – men hvad? Og hvordan får noget at vide om det der ligger udover karakteren?

 Grundlæggende må diskussionen om skole og skolens mål og midler efter min mening handle om de forventninger, vi hver især har til skolen og til livet. Tænk på hvor meget styrke der ligger i vores forventninger til os selv og hinanden. Jeg har i mange år været temmelig simpel i min tilgang til målet med skole.

Jeg har fx altid spurgt 2g-klasserne om hvilke uddannelsesmæssige tanker, de gør sig, hvad eleverne skal bruge studentereksamen til, men altid uden at få ret mange svar –  ikke mange af jer har haft noget entydigt billede af hvad I vil bruge studentereksamen til. Uagtet at det politisk korrekte i disse år er, at alle elever bør have en tydelig bevidsthed om studentereksamen som adgang til en videregående uddannelse og dermed senere mulig jobfunktion i samfundet.

 

Det er der sådan set intet i vejen med, for alle jer der har et rimeligt klart billede af, hvad I gerne vil uddanne jer i – men det har udfordret mine overvejelser af hvad skole egentlig skal, og jeg vil til september, når jeg igen tager på tur rundt i 2g klasserne ikke spørge om hvad studentereksamen skal bruges til, men spørge til den enkeltes personlige forventninger og til den enkeltes indstilling til arbejdet i skolen. Hvad motiverer og hvad motiverer ikke og hvor meget vil man med skolen – hvor ambitiøs er du? Hvilke drømme har du og hvad vil du gerne være rigtig god til?   

 

Jeg tror vi skal fokusere mere på den enkeltes indstilling og ambition med arbejdet og dermed den enkeltes forventninger til eget arbejdet med egen udvikling – såvel fagligt som personligt, og så skal vi som skole forstå at understøtte det, med øget fokus på dialog mellem lærer og elev. Vi må kunne tale om hvor meget du som elev vil og hvordan vi bedst som skole og lærer, skal støtte dig i det du sætter dig for??

 

Lysten driver værket – det ved I jo godt.

I ved hvordan det er, når noget er spændende og I ved hvordan det er, når noget er kedeligt. Og vi kender også alle følelsen af, at vi ofte skal gøre noget kedeligt før vi kan gøre det der er mere spændende. Og at noget kan frustrere før det giver mening.

 

Der er meget mere i det og det handler selvfølgelig også om hårdt arbejde. Man kan ikke spille guitar eller fodbold eller håndbold uden at øve sig. Man kan ikke lære matematik, historie eller samfundsfag uden at øve sig, læse på stoffet, arbejde med det, interessere sig for det.

 

Vi taler meget om personer som Zlatan Ibrahimovic. I hans selvbiografi fortæller han om hvordan han bliver irriteret når nogen siger, at han har det store talent og at det er derfor han er så dygtig. Det kan sagtens være, at Zlatan har talent, men han har også vedholdenhed, stædighed og ambition. Og han har øvet sig. I hans selvbiografi fortæller han om, hvordan han var den sidste, der forlod grusbanen i Rosengården i Malmø hvor han voksede op, om hvordan han pjækkede fra skole for at øve finter eller øve et boldtrick igen og igen og igen, time efter time, på den der indhegnede grusbane, nogle gange spillede han med vennerne til kl. et eller to om natten, indtil hans mor kaldte ham ind.

 

Vi har alle sammen hørt om de 10.000 timer, der skal til for at blive rigtig dygtig.  I ved det godt. Man lærer kun at skrive godt ved at skrive - kun ved at bruge timerne i stolen ved computeren, får man lært at skrive godt.

Rap-duoen Ukendt Kunstner, som jeg stødte på i et interview i Politiken i efteråret, kommenterer det i deres rap Begyndelsen når de siger:

Hvis du vil vinde rotteræset,
skal du være der fra start.
Hver en dansker vil så gerne
være hele verdens hersker.
Men for at være det,
Så må han skubbe smertetærskler.

Og i interviewet forklarer de to rappere Hans Philip og Jens Ole McCoy, at teksten er en opsang til folk.

”Danskerne sidder på verdens højeste hest, men vi gør ikke noget ved det. Vi sidder og piller navle, spiser stegt flæsk og har det sygt overdrevet over os selv«

siger Hans Philip og Jens Ole McCoy supplerer:

»Det der med at sige ’fuck janteloven’ er steget folk til hovedet, og det er det nemmeste i verden. Det er fint nok, at man siger, man er sej, men altså, så skriv en bog, eller lav en film eller noget«.

Og endelig konkluderer Hans Philip at:

»Det er det med at have tålmodighed«

 

Og det skal sådan set være mit råd til jer. Hav tålmodighed. I er nu alle sammen fyldt med alt det bedste den almindelige skole, grundskolen og gymnasiet har kunnet give jer. I skal nu sprænge glasklokken og selv finde vej.  Effekten af det vi har (til)budt jer parret med jeres indsats, vedholdenhed og ambitioner, det er det fundament hvorpå I skal tage de næste skridt og bygge ovenpå.

 I kan en masse faktuelle ting, en masse håndværk som at løse en andengradsligning eller analysere en historiske kilde, men I kan også så meget mere. I har holdninger og I kan handle når det gælder, se bare på jeres eksamensarbejde, SRP ‘en eller når der skal planlægges en campusfest.

På en måde handler det hele om hvorvidt vi ønsker at blive til noget eller til nogen. Og vi ønsker jo det sidste. Vi skal ikke blive til noget – vi skal være nogen.

I er nogen – I er jer selv og I er selv ansvarlige for at forfølge de drømme og de mål som I sætter op. Det er så meget mere end en karakter, men det handler altid om at blive dygtig.

 Hvis jeg skulle følge almindelige politisk korrekthed i en anbefaling af hvad I nu skal vælge af uddannelse og karriere – så skulle jeg slå op i dimittend ledighedstabellen og der se, at vi mangler ingeniører og læger og dataloger men ikke har brug for flere kommunikationsfolk, journalister eller musikere – men det giver ikke mening.

Vigtigst er det, at I bliver den bedste version af jer selv. I skal have lyst og vilje og vedholdenhed og I skal kæmpe og svede og øve jer, så du bliver så dygtig som du overhovedet kan, til at være dig.

Så skal du nok få et indholdsrigt og givende liv og arbejdsgiverne vil stå i kø for at ansætte dig – simpelthen fordi du er så dygtig.

Det kan ikke gå galt.

God tur