Kære studenter

Det er en ære for mig at stå foran jer i dag og tale om et begreb, der er af afgørende betydning for vores liv og vores fællesskab - ærlighed. I vores moderne tid, hvor information flyder frit, og sandheden ofte kan blive forvrænget eller skjult, er ærlighed mere værdifuld end nogensinde før.

I den gyldne æra af renæssancen blev begreberne om Det skønne, Det gode og Det sande udforsket og hædret. Kunstnere og filosoffer stræbte efter at forene disse ideer i deres værker, og de indså, at ærlighed var nøglen til at opnå dette. For hvordan kan noget være skønt eller sandt, hvis det ikke er forankret i ærlighed? - det vil jeg gerne forklare lidt nærmere for jer

Romantikken fortsatte traditionen og søgte det ægte og autentiske i både kunst og menneskelige relationer. Her blev ærlighed set som en kilde til dyb forbindelse og skønhed. Digtere som Wordsworth og Keats fejrede naturen og menneskets inderste følelser, fordi de var et udtryk for det sande og ærlige i vores eksistens.

I dag, hvor vi navigerer i en verden af sociale medier og overfladiskhed, er det let at miste sig selv og den ærlighed, der definerer os som mennesker. Vi bliver fristet til at skjule vores fejl og præsentere en kunstig version af os selv. Men lad os huske på, at ærlighed er fundamentet for vores personlige og kollektive vækst.

Lad os være ærlige over for os selv og hinanden. Lad os være modige nok til at dele vores sande tanker og følelser, selv når det er svært. For det er kun gennem ærlighed, at vi kan opnå autentiske relationer, dyb forståelse og ægte skønhed i vores liv.

Så lad os tage den ærlige vej fremad og være forbilleder for ærlighed i vores skole og samfund. Lad os genoplive renæssancens og romantikkens idealer om det sande, det skønne og det gode og bringe ærligheden tilbage i centrum af vores liv.

Tak, kære studerende, fordi I lyttede. Lad os sammen omfavne ærligheden og skabe en fremtid fyldt med autentiske oplevelser og dyb forbindelse.

Det var det – sådan kunne jeg fint have stået her og talt, og talen er sådan set fin og tiltalende og på mange måder også meningsfuld. Den indeholder begreber I kender, den refererer fint til kunstnere, filosoffer og til os mennesker med al vores stræben efter det gode liv. Og den har en fin form med både hoved og krop og hale – alt efter hvilken model I har i hovedet, for den klassiske opgave eller præsentation. Her er det udført rigtigt pænt.

Det er bare ikke mig der har skrevet det.

Det er vores alle sammens nye bedste ven – chatbotten chatGPT4, der har gjort det. Og inden den nåede frem til disse 300 ord, havde jeg faktisk haft en glimrende dialog med den, 3-4 minutter tror jeg det tog at chatte med den og på den tid havde den skrevet 4 forskellige bud på denne tale. Det der tog klart længst tid, var mine spørgsmål og indsnævringer, mine nøgleord og mine ønsker om det niveau den skulle skrive på. Selve formuleringerne tog kun sekunder for chatbotten..

I starten af 1990’erne studerede jeg historie på Aarhus Universitet. Vi havde brugt 2 semestre på at forstå middelalderens mange genvordigheder og vi afsluttede faget med en skriftlig eksamensopgave. 30 siders god kildeanalyse og kloge overvejelser fra os studerende, selvsagt – i de fleste tilfælde, alt efter vores formåen. Opgaverne blev censureret, men vi gennemgik også alle opgaverne i fællesskab på holdet. Med den meget meriterede professor Erik Ulsig bag katederet gennemgik vi opgaverne, en for en. Det var nok mest Erik der talte, men vi havde læst hinandens opgaver, så der var mange gode pointer at hente i den kritik, han kunne give opgaverne.

Særligt en har jeg aldrig glemt.

Erik brugte ikke bare 2 minutter pr opgave. En gennemgang kunne sagtens tage mellem en halv og en hel time, konkrete nedslag i betydende afsnit, lidt diskussion mellem ham og os, sætninger der var præcise og stærke i argumentet og andre der ikke var, alt det som I også kender til – solidt videnskabsfagligt håndværk og kritikken når den mangler.

I forbindelse med en opgavegennemgang, var der dog ikke tvivl om, at professoren var utilfreds. Faktisk blev han mere og mere sur jo længere han kom ind i opgaven, som om han var ved at eksplodere med noget. Den første del af opgaven var jævnt hen udmærket, lidt til den enkle side, og ikke mange stærke plusser.

Opgaven endte faktisk med lige at bestå.

Men så kom vi til det. De sidste 2 ½ side var en konklusion på opgaven. Og så var det, at Eriks frustration kom ud af ham. Og ham, min medstuderende, der havde skrevet opgaven, han sad der, to studerende til højre fra mig, i hjørnet i den lille hestesko, vi var vel 12-13 studerende i lokalet. Vi kan kalde ham Preben. Preben havde skrevet af. Erik kendte godt den tekst, som Preben havde skrevet af fra. Problemet, forklarede Erik – var dog egentlig ikke at Preben havde skrevet af – for det var simpelthen bare et udtryk for ualmindelig dårlig historie-faglighed, det var bare ringe. Han havde skrevet en elendig opgave og kunne derfor ikke levere nogen analyse at konkludere på, så han havde valgt at skrive af, men det var ikke det værste. Nej problemet var – og nu citerer jeg, for det glemmer jeg aldrig (og undskyld mit, eller rettere sagt Erik Ulsigs sprog) – Erik satte hårdt fingeren ned i opgaven, der lå på bordet foran ham (og ja vi havde jo ikke computerskærme at kigge i) og sagde: ”her står et ”jeg” men det ”jeg”, det er fandengalemig ikke dig” og så pegede han direkte på Preben.

Og det samme vil man kunne sige om chat-bottens jeg, for der var faktisk både et ”mig” og et ”jeg” i talen. Et jeg der jo slet ikke er mig, uanset at jeg har givet den nogle stikord og sagt til den hvor mange ord den må bruge.

Spørgsmålet kunne jo fint være om jeg faktisk kan stå inde for det som chatbotten skrev – forstår jeg egentlig det jeg selv læste op lige før? Kan jeg med rette sige at det var mit. Nej vel. Det kan jeg ikke. På samme måde som min studiekammerat, på det hold i middelalderhistorie, ikke kunne stå inde for det ”jeg”, han tillod i konklusionen på den opgave han havde afleveret. Måske han faktisk slet ikke kunne stå inde for konklusionen. Måske fattede han slet ikke hvad det handlede om, fordi hans arbejde med opgaven slet ikke var løst på en måde, så han var blevet mere vidende, om det problem han havde sat sig for at give et historiefagligt svar på.

Men hvad er det egentlig der er på spil. Hvorfor er det, at vi på samme tid er så fascinerede af mulighederne med kunstig intelligens, der synes at kunne klare så meget for os og samtidigt ikke rigtigt kan finde ud af hvor bekymrede vi skal være? Jeg tror det handler om hvem vi bredt set alle sammen ønsker om at være. Vi tænker os som frie mennesker i vores lille smørhul af et land. Vi har – I har – bredt set masser at være taknemmelige for. I en verden med biodiversitetskrise, klimakrise, migrationsudfordringer og ikke mindst krig har vi trods alt stadigt meget at være glade for. Men hvordan kan vi stræbe efter frihed, hvis algoritmer og kunstig intelligens kan sørge for så mange af vores behov? Vil I, i jeres tid kunne tænke egne frie tanker eller vil i opleve jer styret?

På mit historiehold, 2z, har vi brugt foråret på at læse os ind på de grundlæggende tanker hos oplysningstidens stjernefilosoffer. Vi har læst Montesquieu om magtens tredeling og vi har læst Rousseau om børneopdragelse og menneskets enorme udviklingspotentiale, hvis det får lov og endelig har vi læst den engelske filosof John Locke, der om nogen kunne sætte ord på det specielle fænomen, at mennesket, for at kunne være et frit menneske i fællesskab med andre – må underlægge sig fællesskabets regler og rammer, så længe blot mennesket selv har været med til at fastlægge disse regler og rammer, i form af love givet af en lovgivende forsamling og med uafhængige domstole til at afklare, om lovene er overholdt og med en fri udøvende myndighed der kan håndhæve, at lovene overholdes. Alt sammen som vi kender det i et moderne demokratisk samfund som vores, der står direkte på skulderne af disse tanker.

Men det mest fascinerende er måske ikke, at der er stærke humane tænkere, der kan formulere kloge tanker om menneskets vilkår og muligheder – det vigtige budskab i denne sammenhæng er nok i virkeligheden det baggrundstæppe som Locke, Hobbes, Montesquieu, Robespierre – eller for den sags skyld de to romantiske engelske digtere John Keats og William Wordsworth som Chatbotten pegede på – skriver på baggrund af. For det 16. og 17. århundrede, som de var en del af, var ikke en verden uden kriser og krig. Der var massive kriser: hungersnød, epidemier, religiøse konflikter og forfølgelser for slet ikke at tale om krigene, der måske ikke som sådan lagde jorden øde, som vi ser det ved fronten i Ukraine og som vi kender det fra det 20 århundredes krige, men som alligevel kostede en masse soldater livet og ikke mindst kostede en frygtelig masse penge. De kendte om nogen udfordringerne og kunne med al rimelighed have slået op i banen og ladet stå til.

Men det gjorde de ikke. De kunne ikke lade være. De var nødt til at tage diskussionen op. Især de af dem, naturligt nok, der havde det fysiske, intellektuelle og økonomiske overskud til at gøre det. Som jer.

De så problemerne lige udenfor deres egen dør, i deres egne liv og alle kendte nogle der på den ene eller anden måde var berørt eller som ønskede mere frihed og indflydelse. Derfor var der diskussioner om rettigheder og livsvilkår og grundlæggende forventninger til magthaverne i det samfund man var en del af. Vi ser det i den amerikanske uafhængighedskamp, den franske revolution og de europæiske forfatninger der voksede ud af det, herunder vores egen grundlov og med øgede rettigheder til den almindelige borger, ung som gammel, mand som kvinde, religiøs eller ej, til følge.

Oplysningstidens rationelle tilgang til de store spørgsmål kender I fra alle de fag I har haft. Dansk, matematik, religion eller fysik - de er alle drevet af ønsket om at vide og de er alle drevet af den videnskabelige grundtese, at vi med veludviklede faglige metoder kan lære at forstå verden og forstå hvordan vi skal forstå vores egen rolle som menneske i den. Romantikkens naturidealister gik skridtet videre end videnskaben og forsøgte at forstå mennesket i den natur vi er styret af – de forsøgte at forstå hvordan liv og død, kærlighed og smerte kan rummes indenfor et enkelt menneske og hvorfor det alligevel alt sammen er så meget større end os, som individuelle mennesker. John Keats, som chatbotten pegede på, skrev et hyldestdigt til den græske vase. I har set dem i old-timerne. De kan synes simple, men som I ved, så bærer de i virkeligheden hele den store historie i sig, hvilket jo også er grunden til at vi bruger så megen tid på at undersøge dem i dag:

Keats slutter digtet med følgende:

O’ du form fra Attika,
som kunsten indrammer med skovens ranker,
holdningsfuld og rig,
og med unge mænd og kvinders marmorlemmer!
Som evighedens enkle hyrdedigt
gør, tavse urne, du vor tanke stum.
Når vi, der lever nu, går i forfald
og vejres hen i Dødens tomme rum,
da skal du stadig fortælle:
Skønhed er sandhed, sandhed skønhed -
og det er alt vi ved og alt vi behøver at vide.

Og det er jo grunden til, at jeg ikke bare kan bruge chatbottens ”jeg” som et mig, der kunne stå her og påstå at kunne sige noget meningsfuldt til jer. Jeg kan ikke påstå at vide noget om Keats eller Rousseau eller om det skønne, det gode og det sande, uden at have forsøgt at forstå det. Så jeg måtte bruge det meste af min weekend på denne tale og jeg fik læst en del af John Keats digte som jeg ikke kendte særligt godt, jeg læste Georg Brandes kritik af Keats fra 1875 og jeg fik tænkt over sammenhængen mellem den omvæltende oplysningstid, der på så mange måder har grundlagt den måde vi er sammen på i dag, med dens insisteren på, at videnskab og det at ville vide mere, kan sætte mennesket meget mere frit end det var før, og så den sanselige romantik, der anerkender at naturen er større og tiden er større og at vi alle sammen er nødt til at indse det, før vi for alvor kan leve frit.

I har nok af udfordringer som I skal tage jer af. I skal turde stille jer op og kritisere eksisterende politiske dogmer, I skal ændre vores samfund så naturen får det bedre og I skal forstå hvordan mennesker der har overskud og muligheder, skal føle sig forpligtede på at hjælpe de der ikke har. Og alt sammen kræver det indsigt og forståelse. I kan sagtens spørge chatbotten, men den kan kun svare som det var i går og den risikerer at lade som om den er dig. Og det er den ikke, uanset hvor mange data den har om dig. Du er dig. Du er det du ved og kan og du er det du gør, det er der ikke andre der er.

Pointen er, at du skal huske på at gøre det du gør så godt som du kan, du skal være så omhyggelig og ambitiøs som du kan være på dine egne og på det samfunds vegne, som du er en del af. Du skal stå ved dig selv og det du kan og du skal kræve af dig selv og dem du er sammen med, at de gør det samme. Det er ærligt og du vil kunne være et sandt menneske. Sammen vil I gøre en masse gode ting og hvis I er lidt heldige kun få dårlige ting. På den måde bliver I gode mennesker. Gode og ærlige mennesker kan ranke ryggen og glæde sig over alt det der er, stort som småt, solopgangens fuglesang og en bestået studentereksamen. Og når man ranker ryggen og smiler til verden, så bliver man et smukt menneske.

Det er mine ønsker, men også mine forventninger til jer.

Tillykke og god rejse.