Kære Studenter

Tillykke med eksamen.
I er præcis lige så smukke og sande og gode, som alle andre studenterårgange.
I er ikke kommet sovende til det måske et par af jer, ind imellem har blundet lidt men jeg ved, at I alle sammen, hver eneste af jer,
uanset hvad I lige nu sidder og tænker om jeres gymnasietid, at I alle vil have noget helt særligt fælles med jer, noget som I vil komme til at
bruge som reference i hele jeres liv. Det I har oplevet, det I har udlevet, det I har talt med hinanden om og med jeres lærere, det vil
poppe op i jeres erindring som holdepunkt er, referencer for jeres syn på livet og på de valg I kommer til at træffe.
På den måde er I nu en del af et kæmpestort dansk fællesskab med alle de andre der igennem tiden har taget en studentereksamen.

Jeg tænkte på jer og det jeg gerne vil sige til jer da vi alle sammen sad her i salen for nogle måneder siden og lyttede til Svend Brinkmann
og til hans insisteren på at vi ikke hele tiden er unikke individuelle selvstændige størrelser. Langt de fleste timer er vi fuldstændigt som alle andre
og hans pointe var at vi burde være mere opmærksomme på alt det fælles fremfor det vi finder så særegent der bare gælder for mig. Han sagde det så fint
med reference til de to Harvard professorer psykolog en Henry Murray og antropologen Clyde Kluckhohn der i 1953 udgav et fælles værk hvori de skriver
“Every man is in certain respect like all men, like some other men and like no other man”.

Alle er på mange måder som alle andre, som nogen andre og som ingen anden.
Måske det var Clyde Kluckhohn der fandt på det, det lyder som en talemåde når de er bedst sætninger der rummer så mange
betydninger uden at bruge mange ord, det er lidt i stil med det afrikanske ordsprog at ”det tager en landsby at opdrage et barn” eller
bibelske udsagn om at ”det er bedre at være to” som det står i det gamle testamente, Prædikeren s bog vers 9 1 2 :
Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op.
Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op.
Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene?
Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand.

Måske Kluckhohn, der mest er kendt som forsker i Navajo indianernes kultur og levevis, hørte det som et indiansk visdomsord
som prædikernes bog er en sådan bog fyldt med almene visdomsord der fyld er godt i vores kulturelle fundament.
Det er det Brinkmann peger på når han siger at vi skal huske at vi er hinandens vilkår og i langt højere grad end vi måske har troet også
har et ansvar for det fælles. Vi er sådan set ikke noget særligt hver for sig.

Jeg er egentlig selv liberalist. Jeg tror på den frie vilje og jeg tiltror egentlig mennesket at det er i stand til at leve livet på et sandt og et
ærligt grundlag og at mennesket derved også grundlæggende set er godt . Men jeg ved også som den ganske velbevandrede biolog jeg er,
at det moderne menneske efter den teknologiske ekspansion i 1800 tallet, der har muliggjort at vi er blevet så mange og at vi lever så
længe som vi gør, har udviklet alvorlige parasitiske træk, der gør at vi udnytter
den klode, som vi trods alt fortsat er afhængig af, på en, på en klart klart ufornuftig måde.

75% af de flyvende insekter vi kunne opleve på forruderne af vores benzin og dieseldrevne biler og på og på mit knallertvisir, da jeg blev student student i 1985, er forsvundet viste et stort studie i 2016, så det er sikkert endda blevet endnu værre i dag.

Vi ser at 1000-vis af arter, der igennem millioner af år er udviklet i der igennem millioner af år er udviklet i tæt samspil med andre arter, nu kollapser.

Det sker måske fordi vi har haft meget travlt med at homogenisere og rationalisere den måde vi vi bruger ressourcerne på, så mennesket alle steder kan opleve det samme og få de samme opleve det samme og få de samme goder. Vi skal alle kunne køre i en bil eller købe jordbær i januar eller en hel en hel kylling til 30 kr.
De senere år har vi oplevet at vores indre farvande og søer lider under de mange års udledning af næringsstoffer og i sidste uge så vi
1000-vis af døde sild ved Thisted, som et forvarsel på en lang sommer med udstrakt iltsvind Det har vi aldrig set i det åbne hav på lavt vand
så tidligt på sæsonen.

Vi er lige blevet opfordret til at købe vanddunke og FM radioer med håndsving og knækbrød så vi kan klare os nogle dage hvis krigen
kommer, en krig som ikke er mere end nogle få 1000 km væk. Vi opruster vores militær og vi skal igen have en betydelig værnepligt .
Vi ser en ulykkelig situation i Israel og Palæstina som de ikke kan eller vil løse selv, men hvor parterne heller ikke anerkender de
forenede nationers enige appel om at slutte krigshandlingerne og vi ser en bekymrende radikalisering af politikken i vores egen lille
europæiske andedam.
Vi ser en masse mennesker have udfordringer med ensomhed og følelse af utilstrækkelighed og bekymring for om det hele nu skal gå
Så der er jo egentlig nok at være bekymret over.
Men vi har altså været der før. Menneskelivet er et liv på godt og ondt.
Meget går godt og noget går mindre godt og en smule går helt ad helvede til. Vores opgave er hver gang vi står overfor en opgave at stræbe efter hvad der er det rigtige at gøre.

Det der er rigtigt at gøre ændrer sig igennem den historiske tid, som er menneskets tid og udfordringerne skifter. Min bedstefar var med til
at dræne Lille Vildmose i 1920’erne da han var karl på Christiansdal en afbyggergård under Børglum kloster og jeg husker en køretur
bare ham og jeg i starten af 1980’erne hvor vi kørte rundt og så de steder han havde arbejdet før han købte egen gård (eller retter så var
det hans far og særligt hans svigerfar der sikrede økonomien og købte en gård til ham og bedstemor, der er ikke så meget nyt under den sol
nå men det jeg husker meget tydeligt var min bedstefars stolthed over at han var med til at dræne Vildmosen. Et dræningsarbejde der
sikrede godt hø og korn og en hel masse kartofler. Men samtidigt ødelagde det fuldstændigt mosen og i dag begræder vi
at det skete. Vi ved hvor mange levesteder for dyr og planter der er forsvundet som
følge af landbrugets industrielle tilgang til produktion. Men dræningen gav Børglum Kloster en fyldt kornlade og det gav min
bedstefar godt hø og gode græsningsarealer til heste og køer på det landbrug han drev. Min Bedstefar var stolt og jeg har stor respekt for
hans og alle andre driftige produktionsfolks entreprenørskab, mod og arbejdsmoral. Der er ikke noget moralsk opgør i forhold til det de
gjorde min pointe er blot at det også er godt at blive klogere og at vi derfor må gøre det vi finder rigtigt med den viden vi har i dag og med
den moralske erkendelse at vi ikke kan fortsætte med at udnytte og udbytte naturen som vi har gjort de sidste 200 år, men mest
voldsomt de seneste 60 år med den kraft som den fuldt mekaniserede industrialiserede produktion har.
Samme fortælling kan vi i øvrigt lave om alle de naturforbrugende industrielle produktioner uanset om det er fiskeri, landbrug,
grusgrave , spagnumproduktion , turisme osv.
Men pointen var at vi er blevet klogere og at vi kan handle på den baggrund uden at have så travlt med at tage skylden på os. Det er
der er masse håb og kærlighed i. Vi skal ikke bære skylden for det der er sket, men vi skal tage ansvaret på os for at gøre de t så godt som vi
nu kan, med vores viden og ikke mindst med vores drømme om hvordan samfundet og det fælles liv der også er livet for hver eneste
af os, skal være.

Svend Brinkmann for nu at hente ham frem igen skrev en lille artikel i Altinget d. 15. maj i år hvor han afliver alle tanker om at der
skulle være særlige generationstræk for særlige generationer. Han siger at debatten om boomers, millenials eller generation x y z reelt
ikke giver mening. Der er intet videnskabeligt belæg for at kunne sige
at nogle årgange har helt særlige og andre vilkår, muligheder eller egenskaber end andre. Vi er tværtimod altid sammen på tværs af
aldre og dermed på tværs af ideal er, drømme og syn på hvordan
verden bør være. Men deri ligger mulighederne også. Brinkmann konkluderer at: ”Alle kendte kulturer har baseret sig på,
at viden, kundskaber og færdigheder overleveres fra de ældre til de yngre, hvorefter de yngre (det er jer) har fornyet det overleverede på
opfindsomme måder.”
Præcis som ham eller hende der første gang fandt på at dræne en våd eng for at lave noget hø, og præcis som den modige minister der
første gang sagde til sine folk at vi skal have fjernet de dræn fordi vi skal have vandet tilbage på engen til glæde for verden
Og ”derfor er erindringen om fortiden (altid) nøglen til fremtiden” siger Brinkmann og derfor laver vi skole og uddannelse og derfor giver det
mening at I sidder her som så mange andre har gjort før jer, på samme måde som jer, og alligevel skal I være de nye der skal sørge
for at vi får fundet nye løsninger på alle de dårlige, dumme og ødelæggende ting som min generation har lavet eller min bedstefar
fik lavet da han i bedste mening og med god succes for ham gik i mosevand til knæene og lagde lerrør ned i renderne og drænede
vandet væk fra engen. Han synes ikke det var en dårlig idé at ødelægge mosen, og det var det heller ikke for ham, men det er det for
os og derfor er det lige så rigtigt for jer at vil noget andet , at I har andre og større ambitioner for vores gøren og laden her på jorden og,
håber jeg, kan sørge for at vi får reddet vores klode , vores natur, alle de dyr og planter og organismer som vi deler den med så den også
kan holde til at have os boende.

I 1936 da verden var på kanten af en verdenskrig, med borgerkrig i Spanien og en tid hvor både fascister og kommunister og nazister
viste sig frem og mange lod sig fascinere af den ene eller anden side da blev den norske altmuligmand, digter og forfatter men også ind
imellem lidt for glødende antifascist, aktivist og kommunist Nordahl Grieg bedt om at skrive et optimistisk, fremtidsrettet digt til de unge i
Norge. Det var foreningen Det Norske Studenter samfund der bestilte digtet.
De unge der skulle i gang med studierne samme efterår (præcis som jer dog kendte de ikke rigtigt til det der med sabbatår), skulle
have noget at læne sig op ad i svære tider. Digtet kaldte han ”Til ungdommen” men vi kender det ofte som
”Kringsat af fjender".  Det fik først musik i 1952 og vi skal synge den lige om lidt. Den kan lyde lidt barsk men verden er barsk og vi skal
vel sådan set kæmpe for det gode, det sande og det smukke hver evige eneste dag i alt hvad vi gør stort og småt, fra morgen til aften
Det sidste vers lyder:
Dette er løftet vort, fra søster til bror,
Vi skal blive gode mod menneskenes jord.
Vi vil tage vare på skønheden, varmen,
Som om vi bar et barn, varsomt på armen.

Så det regner jeg med at I gør og jeg er sikker på at I forstår at det er et fælles ansvar uanset hvilken generation vi tilhører. Vi gamle skal
respektere at I kommer med nye løsninger på de problemer som vi har skabt og at I vil noget mere visionært end vi kunne komme op med.

Det skal nok blive godt.

Tillykke med eksamen.